Der kom forleden blandt andre to bemærkelsesværdige forslag fra Det Konservative Folkeparti. Det ene var fra partiets leder, Lene Espersen, hvis kontante stil ikke har givet ordentligt afkast i meningsmålingerne, ikke nær så meget som det politiske iagttagermiljø havde spået. Forslaget fra den tidligere minister for lov og orden - nu med ansvar for den vaklende økonomi og beskæftigelse - gik ud på at lægge hindringer i vejen for personer af anden etnisk (muslimsk) baggrund i at se tv fra deres oprindelsesland. Frem for at dvæle i egen kulturbaggrund, mener Espersen at vore nye medborgere, som ikke alle er så nye endda, skal proppes som en julegås med flæskefars og hakkede æbler med danske værdier. Så kan det ikke nytte noget at de sidder og fortaber sig i hjemlandets vemodige film eller ser cricket på pakistansk eller tv-kokken på tyrkisk. Når man bor i Danmark, er dansk tv morgen middag og aften forudsætningen for at integrationen lykkes. Vild med dans og andre bøvede realityshows, der ligesom serierne kommer fra Amerika, men omhyggeligt tilpasset danske forhold og danske værdier med danske undertekster, er perleporten.

Det andet forslag kom fra Naser Khader, som for tiden står i samme parti som Lene Espersen og er blevet de konservatives integrationsordfører. Khader vil lige på stedet have burkaen forbudt i det offentlige rum. Khader kom selv ind på den tænksomme radiolytters umiddelbare indvending: hvor mange i Danmark går mon rundt i en burka? Det kan vist ikke være så mange. Tre-fire muslimske kvinder, ca. 40 med niqab. Hvor mange frivilligt og hvor mange under tvang ved ingen.

Men det var princippet, mente Khader, kvindeundertrykkelse og sådan noget, og de kan ikke noget så dansk, så dansk som at køre på cykel i burka, og vi vil ikke acceptere at kvinder går med ansigtet tildækket på gaden, det er udansk. Tørklæde ok, men ikke det hele dækket til. Og så nævnte den stringent formulerede ordfører begrebet sammenhængskraften. Sammenhængskraften i det danske samfund trues af burkaer. Når ordene ikke rækker, når der ingen dækning er i begreberne, når forstanden er deponeret i fordomme, når mediet kræver at manden og damen partiet siger noget mere, siger de noget mere, selv om de ikke har noget mere at sige, ikke noget der er værd at sige, men så siger de: de danske værdier og sammenhængskraften. At anfægte de danske værdier og sammenhængskraften er som at pisse i rødgrøden med fløde hældt på i Dannebrogsmønster. Indvendinger stempler Khader som intellektualisering, et nyt politisk fyord fra neden til værn for de danske værdier.

DF kom indenom

Mens Hells Angels fiser rundt med symboler på ryggen som død og helvede med vilje til at gøre noget ved det, anfægter det åbenbart sammenhængskraften at nogle ganske få snese ægtepar i det danske rige har en afvigende mandsopdækket tilbageskuende opfattelse af kvindekønnets placering i gadebilledet og derfor foretrækker dette tildækket. Nuvel, det er muligt det er kvindeundertrykkende, det er det såmænd nok, og det skal man da gøre noget ved for eksempel med venner i lys at tale. Men der er jo desværre også så meget andet der er undertrykkende i det danske land og til med undertrykkende for utildækkede rigtige danske kvinder. Undertrykkende på den ene og den anden måde, uden at de undertrykkende årsager af den grund anfægtes, endsige forbydes. Kvinder går i stigende tal ned med stress og angstanfald i et ubønhørligt arbejdsmarked, som sender dem tilbage til gryderne, når behovet for deres hoved og hænder svigter. Og ligestilling? Hvordan var det nu med det på VKs prioriteringsliste?

Hvorfor har Lene Espersen og Naser Khader ikke kombineret de to forslag i deres integrationsprogram? Forbyd bare burkaen i det offentlige rum. Derved forhindrer man burkakvinderne i at gå på gaden, hvilket virkelig vil fremme integrationen og med garanti overbevise deres ægtemænd, eller hvad og hvem det nu er der får dem til det, om at de hidtil har ment noget forkert. For at tilgodese Espersens krav at de etnisk uheldige ikke ser fremmed fjernsyn så påbyd ved lov at kvinderne bærer burka i hjemmet. Khader siger selv at det er meget ubehageligt at have burka på, han har selv prøvet. Og udsynet er begrænset; det siges, at man kun kan orientere sig gennem nettet for øjnene, så man ikke skvatter over kantsten og småbørn … Når kvinderne tvinges til at bære burkaen hjemme får de langt sværere ved at kigge tv fra deres oprindelsesland; de ser måske fremover kun det halve. Geden er rundbarberet, integrationen lykkes. Næste gang melder de sig til Vild med dans.

Dansk Folkeparti tilsluttede sig naturligvis Khaders burkadebut. Partiets folk ærgrer sig gule og grønne, når nedrighederne mod det islamiske mindretal ikke lanceres af the one and only. Men DF tog Lene Espersen i en vis legemsdel ved at bebude fremsættelse af forbudsforslaget i Folketinget, hvor de konservative er nødt til at stemme imod.

Hvad desværre ikke forbløffede, var Socialdemokraterne der også bed til bolle. Benny Andersen skrev engang: … Danmark/engang besat af gale germanere/snart besat af besatte danskere/ mit land beboet af rygge/ mit land hver der jævnligt/ er rift om sko/ der er for små/mit land med skrumpehorisont/forvekslet med verdens navle …

Alt for en stemme

Integrationsministeren slog koldt vand i blodet. Dette prægtige stykke danskhed - aldrig bange for at fremhæve sin kække kristentro, som dog ikke omfatter barmhjertighedens rige, hvor den grusomme politiske korrekte humanisme råder - vendte sig imod et forbud, som de konservative før har gjort. Man kan ikke bestemme, hvad folk har på af tøj på gaden (men altså gerne ved domstolene). Og så tilføjede ministeren, så burkaen passede, at de kvinder der render rundt i klædningsstykket jo allerede chikaneres og straffes passende (det var ikke de præcise ord, men betydningen) ved at de hverken kan få arbejdsløshedsdagpenge, pas, ja selv ikke et buskort, når de ikke åbner visiret. Så ikke alene er de undertrykte, disse kvinder, hvilket de måske er; de bliver også med ministerens velsignelse yderligere generet i deres eksterne sociale liv, hvis de har noget. Ikke en kat i det politiske system kunne drømme om at finde på integrationslettende lempelser for disse få tildækkede og nu udsatte personer. En rigtig politiker, et anstændigt eksemplar, en kristen eller humanist eller begge dele, ville indskærpe rette myndigheder, at fordi folk ikke viser ansigt, mister de selvfølgelig ikke deres borgerlige rettigheder, hvad enten de benytter sig af dem eller ej. Det er en tanke som ikke tænkes i disse tider. De danske politikere, et rystende flertal opfører sig som piratfisk i stime. Er byttet svagt og synligt nok angriber de i flok. Mens arbejdsløsheden stiger, madam Espersen!

Naser Khader og hans partiformand, samt adskillige andre burde måske tage lidt for sig af de danske værdier og læse Grundloven, hvis indholdet da opfattes som en værdi. Ifølge den må man ikke diskriminere på grund af religion, køn og race. Det var ulovligt i 2004, da rumlen igen var om tørklæderne, og det et forbud mod burka mærkværdigvis også i 2009. Hvorfor fremsætter Khader så forslaget? Hvorfor generer Lene Espersen og Naser Khader folk, fordi de insisterer på at fremvise et kulturtræk, der er svært at forstå? Tror de for alvor at det fremmer integrationen? Nej de gør ej. Hvis de gør og det ikke er for at skrabe stemmer sammen, hvad det jo er, er der kun ét ord for fænomenet. Sig det selv.