Hos Enhedslisten undrer Johanne Schmidt-Nielsen sig. Hvor det lille venstrefløjsparti, der i går holdt sommergruppemøde, tidligere kunne være sikker på at finde SF på sin side i en sag som den om de irakiske asylansøgere, så er linjen fra Villy Søvndal og kompagni i dag langt mere mudret.

»Det er kommet helt bag på mig, så vaklende de er. Forskellige SF’ere har både sagt, at asylansøgerne skal ud, at de skal have genbehandlet deres sag, eller at de skal have humanitært ophold. Det er svært at blive klog på, hvad SF egentlig mener,« siger hun.

Så den politiske ordfører tager sig til takke med de små forskelle.

»Det er da i det mindste bedre, at SF vakler, end at de entydigt bakker op om S. Det er dybt problematisk, at det er så svært at se forskel på S-SF og VKO i udlændingepolitikken. Men hvis der er en forskel, så er den trods alt til Helle Thornings og Villy Søvndals fordel. Og i de her sager er selv små forskelle med til at redde menneskeliv,« siger hun.

Ikke rigtige mennesker

For Johanne Schmidt-Nielsen bliver hele irakersagen stadigt »mere kynisk og endnu mere umenneskelig, brutal og absurd« - senest efter at det er kommet frem, at de irakiske asylsøgere er blevet nægtet bisiddere under irakiske embedsmænds afhøringer.

»Man er nået så lang ud, at man er villig til at ophæve helt grundlæggende retsprincipper. Det må være fordi, at regeringen ikke betragter dem som rigtige mennesker,« siger hun.

For Enhedslisten begynder hele sagen ved det Flygtningenævn, der afviste at give irakerne opholdstilladelse.

»Jeg tillader mig at betvivle Flygtningenævnets kompetencer og uafhængighed. Det er nogen fuldstændig vanvittige afgørelser, der kommer fra nævnet.«

- Men når du siger det, hvordan adskiller du dig så fra de politikere, som I ellers ofte er efter for at kritisere en dom?

»Flygtningenævnet er ikke en uafhængig domstol. Det første, regeringen gjorde, da de kom til, var at skære Flygtningenævnet ned fra fem til tre medlemmer og fjerne Udenrigsministeriet og Dansk Flygtningehjælp. Og en af de tre, der sidder der nu, er repræsentant for Integrationsministeriet. Det er vores pligt som politikere at være kritiske over for den slags.

- Så I vil hellere ‘pakke’ Flygtningenævnet med medlemmer, der tager beslutninger, I er enige i?

»Vi vil sørge for, at det er et uafhængigt nævn. Det er det ikke i dag. Det er under politisk pres - og når vi har et Flygtningenævn, der påstår at træffe afgørelser på baggrund af FN’s rapporter, men faktisk går stik imod FN’s anbefalinger, så er der grund til at så tvivl om, hvad der foregår,« siger Schmidt-Nielsen og opfordrer endnu en gang integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at give irakerne humanitær opholdstilladelse.

Ubrugelig aftale med Irak

- Her siger ministeren, at de betingelser, der ifølge loven skal være der for at give sådan en tilladelse, ikke er tilstede. Hun kan vel ikke bare udstede humanitær opholdstilladelse efter forgodtbefindende?

»Nej - men jeg vil tillade mig at betvivle det, hun siger. I en konkret sag har en familie, der tilhører et lillebitte mindretal i Bagdad, oplevet mellem ti og 15 dødsfald i den nærmeste familie. At dét ikke skulle være asylgrund er slet ikke til at forstå.

- Argumentet er også, at irakerne ikke har siddet her legalt - for de har allerede fået afslag og har ikke medvirket til at rejse ud af landet. Kunne man ikke sige, at de selv har medvirket til at bringe sig i den situation?

»Det er ikke for sjov, at man sidder i Sandholm. Dem, der sidder her, gør det, fordi de ikke kan sendes hjem. Grunden er, at det er for farligt, og at man ikke har kunne få en aftale i stand med Irak. Det må Danmark tage et medansvar for.

- Men nu har vi fået den hjemsendelsesaftale. Så er alle forudsætninger for, at de kan rejse tilbage, vel blevet opfyldt?

»Den hjemsendelsesaftalen kan ikke bruges til noget som helst. Birthe Rønn har selv erkendt, at den er blevet indgået på baggrund af trusler om at fratage irakerne genopbygningsbistanden.

-I kritiserer meget, at politiet ryddede Brorsons Kirke. Men givet, at der nu var taget den beslutning, at irakerne ikke skulle have opholdstilladelse, gjorde politiet så ikke bare, hvad de skulle?

»Det er en helt ny og rendyrket kynisme, at man hiver folk ud af deres senge midt om natten og fører dem væk i nattøj og bare fødder - og i øvrigt udsætter deres børn for at se deres fædre blive kørt væk med hænderne bundet i en bus. Det er virkeligt ulækkert, at den danske stat behandler mennesker på den måde,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun tilføjer:

»Jeg håber virkelig og inderligt, at S og SF lægger mærke til og bliver påvirket af de tusindvis af mennesker, der i den seneste uge spontant gik på gaden for at sige: ‘Nu er det nok’.«