Langsomt har en ubehagelig erkendelse sneget sig ind på mig: Jeg skal tilbage til København! Efter et halvt år på studieudveksling i Berlin har jeg vænnet mig til at bo i en international metropol, som på én gang er pulserende og behagelig, og hvor etnisk og kulturel diversitet blomstrer. København forekommer i sandhed provinsiel.
Heldigvis har politikerne i Københavns Kommune planer om, at København skal være en international metropol med et rigt byliv, hvor mennesker mødes på tværs af grænser.
I deres vision for bylivet i 2015 med navnet ‘Metropol for mennesker’ står der bl. a: »København vil have et mangfoldigt byliv, hvor alle har mulighed for at deltage uanset alder, social status, etnisk baggrund, økonomi eller handicap. Vi vil prioritere hverdagens byliv højt og skabe mulighed for det hemmelige, det skæve og det midlertidige.«
Det lyder som en fremragende vision for København.
Gratis aktiviteter
Nu kunne det jo godt være, at det kun er politikerne og så mig, som gerne så Københavns byliv udvikle sig. Ikke desto mindre har alle de danskere, jeg har haft på besøg, fundet, at Berlin har en helt fantastisk atmosfære, som København ikke kan leve op til. Lige fra mine kosmopolitiske universitetsuddannede venner, som er vant til at flyve verden rundt, til faster og onkel fra Ringsted på første tur til Berlin.
Men hvad giver denne særlige atmosfære i Berlin? Den er skabt af et hav af faktorer - f.eks. Berlins historie. Men den er også skabt af en række praktiske rammer, som gør det nemt for folk at mødes i byrummet. Et eksempel på det, som nemt kunne efterlignes i København, er udendørs bordtennisborde. Da jeg var seks år gammel lærte min far mig at spille bordtennis på skrivebordet i stuen med Shakespeare-samlingen som net, og siden har jeg været bordtennis-entusiast. Så det var fantastisk at komme til Berlin, hvor der er bordtennisborde i enhver park. Derudover er der et væld af pétanque-baner, basket-baner og faciliteter til alle mulige andre gratis udendørsaktiviteter.
Integrationsfremmende
Effekten er, at folk mødes på tværs af social klasse, hudfarve og alder. Sidste uge var jeg med i en bordtennisturnering i den lokale park, hvor mine medspillere var en pakistansk mand og hans datter, tre indfødte berlinere, en kenyansk mand. Under et spil med en bekendt en anden dag, kom en 75-årig mand forbi og spurgte, om han måtte spille med. Så fik vi et spil og en snak med ham.
Eksemplerne illustrerer, hvordan folk, som normalt ikke færdes i samme lag, kommer i kontakt med hinanden på en meget umiddelbar og givtig måde, fordi rammerne er til stede. Det er den billigste form for integrationsfremmende tiltag, man kan forestille sig. Ikke desto mindre er den effektiv. For et spil bærer næsten altid samtale med sig, samtale bærer forståelse og forståelse bærer integration og et velfungerende samfund af mennesker med forskellige baggrunde og historier.
Udvikle diversiteten
Så hvis Mærsk Mc-Kinney Møller mangler ideer til næste gave til København, foreslår jeg 100 offentlige bordtennisborde.
Men har København virkelig potentiale til at blive en by, hvor diversiteten blomster og mennesker mødes? Tyskernes forestilling om Danmark handler om et sødt, lille land med søde små beboere - et eventyrland. Men med i eventyrforestillingen ligger der også associationer om lukkethed, uforanderlighed og om fremmedfjendskhed. Selv om forestillingen nærmer sig det parodierende, indeholder den alligevel noget essentielt om danskernes selvforståelse. Vi holder af at tænke på Danmark som et lille, særligt land. Det bedste land i verden, med den bedste hovedstad. Men danskerne er også bange for, at det Danmark ændrer sig, og derfor er vi skeptiske overfor al for meget forandring og interaktion med folk, vi ikke kender. Hvis København skal blive en international metropol, nytter den holdning imidlertid ikke noget. Så skal diversiteten i stedet udvikles til fulde, for i en international metropol blomster diversiteten, diversiteten bringer udvikling og folk er stolte over diversiteten.
Der er selvfølgelig også ting, som berlinerne kan lære af københavnerne. F.eks. at holde op med at synkronisere alting og dermed ødelægge ellers udmærkede kulturprodukter fra ikke-tysktalende lande. Eller at indføre computeren i det kommunale bureaukrati, selv om det ville knække nakken på de mange stempel-forretninger i Berlin. Men alt det vil jeg overlade til en tysk studerende i København at opdage.
Rebekka Byberg er historiestuderende på Københavns Universitet
Kommentarer
Hvis jeg tager til Rom, så er det for at besøge den ITALIENSKE hovedstad og opleve italiensk kultur - ikke for at besøge en identitetsløs international tingest.
Vil man opleve en international storby med masser af etniske grupper, og kulturer så er f eks New York sagen - der er ikke så meget “amerikansk kultur” i New York, at det gør noget.?
Hvis man tager til København, så er det forhåbentligt for at besigtige og opleve det at være dansk - dansk design, ny nordisk mad, dansk kunstnertradition o s v , som alt har stumper af andre kulturer men syntetiseret til noget “dansk” , som man ikke ser i andre byer.
I dagens globaliserede verden har vi friheden til at besøge og glædes over “det andreledes” - vi behøver l ikke at stræbe efter at blive ens ude og hjemme.
Man kunne også lidt kynisk sige at der i København er for få mennesker (der er ret beset lidt over 600.000 i det man kan betegne København - resten er forstæder).
Måske ville det være interessant, hvis der boede 2 eller 3 millioner. Men så taler vi også om en 3-5 dobling af indbyggertallet.
Størrelse betyder noget.
Specielt er det at vi har så kort afstand til marker og natur. 10 km. fra Centrum er der ingen by…
Andre vil igen brokke sig over at København er for internationaliseret…
Med venlig hilsen Lennart
Ideen med bordtennisbordene er udmærket, og den kan sagtens gennemføres, både i København, i forstæderne og i provinsen.
I Furesø kommune har vi således 110 forskellige nationaliteter repræsenteret og vi har lige gennemført festugen “farverige Furesø”.
http://www.furesoe.dk/ArbejdeOgIntegration/Integra…
Og sporvogne! Et ordentligt kollektivt trafiksystem er noget af det, der gør en by værd at leve i.
Sålænge der ikke er styr på skyderier og narkohandel på Christiania, Nørre- og Vesterbro, så skal man ikke stræbe efter at blive mere international.
Dobbelt så mange indbyggere kunne give mere end dobbelt så mange forbrydere. Muligvis også dobbelt så store underskud i de kommunale forvaltninger.
Meget enig i Robert Kroll’s betragninger.
København under vand vil ligne alle de andre internationale storbyer under vand.
That’s it. We’re there!!
Danmark er et udkantsområde i Europa, og landet er hjemsted for en lillebitte befolkning. Selv med en kulturpolitik, der centraliserer alt, som centraliseres kan, i København (som man gør nu), når byen ikke de andre europæiske hovedstæder til sokkeholderne.
Can’t be helped, som man siger i det store udland.
Jeg synes Köbenhavns störste svaghed er dens mangel på dansk kost på spisestuerne.
Det hämmer udelivet, som er de fleste turisters favoritbeskäftigelse når de er på eventyr, at de skal traske gader og sträder tyndt efter en vaske-ägte dansk kro eller värtshus, såsom Toldboden (med det besynderlige udenlansk klingende tilföjelse “Bodega”?!).
Köbenhavn byder först og fremmest på italiensk pizza og pasta, arabiske egnsretter samt amerikansk friture, för det byder på dansk fisk, bär, vildt og såkaldt tung husmandskost.
De er oveniköbet blevet populärt, at spise fisk foldet omkring et eller andet indmand og kalde det sushi, skönt danskerne har gjort det samme i årevis (blot ikke så meget de seneste tiår og da slet ikke på spisestuerne.)
Turisterne kan i de fleste tilfälde skyde en hvid pil efter den säregne dansk-skandinaviske smagsoplevelse.
Personligt synes jeg nordmändende er bedst, efterfulgt af svenskerne. Begge lande har også formet at skab nye smagsoplevelser der tager afsät i det multi-etniske samfund.
F.eks. smager elg-kebab efter min mening fortrinligt.
Hehe, Martin Krarup siger det ret godt.
Københavns problem er at Kbh ingen identitet har.
Og Rebekka Byberg’s eget forslag med bordtennisbordene viser meget godt hvorfor Kbh ingen identitet har.
Hvor mange spiller lige bordtennis i Dk og hvor brugbare ville udendørs bordtennisborde være i Dk hvor det næsten altid blæser?
Tyskland har en professionel bordtennisliga og spillet er meget populært.
Kbh’s problem er at der ikke bygges på de Kbh rent faktisk har af kvaliteter.
Der bliver konstant klistret et eller andet velmenende projekt overpå.
At inddrage dansk kultur, egenart, klima, æstetik osv er det Kbh mangler at dyrke.
Svaret blive nok et nej. Og svaret hvorfor findes bl.a. her:
http://www.information.dk/telegram/201429
offentlige bordtennisborde har vi jo lidt af allerede..
http://www.cphx.dk/blog/2009/08/24/bordtennis-pa-s…
men det helt store spørgsmål er jo hvordan man som by bedste skaber rammerne for bylivet - hvor meget der skal planlægges og hvor meget der må opstå af sig selv - og det beskæftiger vi os pt. en del med ovre på www.cphx.dk/blog
Eks. :
http://www.cphx.dk/blog/2009/08/24/selvbygget-byrum/
http://www.cphx.dk/blog/2009/09/02/det-er-sgu-ok-a…
Først og fremmest: Jeg deler Rebekkas uforbeholdne begejstring for Berlin som international Metropol.
Der er dog enkelte punkter i debatten, som jeg finder en smule forunderlige og unuancerede.
Jeg tænker på om Rebekka i sin tid inden afrejsen har prøvet at spille fodbold, rugby, ulitmate eller lign i fælledparken eller en af de mange andre københavnske parker og anlæg?
Hvis man skulle forsætte med at tegne billedet af sporten som et socialt smeltedigel, så har jeg personligt her haft utallige oplevelser der tilsvarer din “bordtennis-oplevelse”.
Hvad angår Martins ophøjelse af svenskerne og nordmændene, så syntes jeg modsat, at det lige netop hér er dejligt bekræftende at se, hvorledes København er længder foran Stockholm og Oslo som internationale metropoler. Stockholm er for mig, om noget, et indentitetsløst sted. Oslo er i denne skala bare slet ikke stor nok.
Sidste ting: Udendørsbordtennis er håbløst :-)