Excentriske gamle mænd i laser

For en hel del år siden var mit universitet plaget af en bølge af kriminalitet. Politiet satte i den anledning skilte op på området, der opfordrede offentligheden til indberette eventuelle mistænkeligt udseende personer, de måtte lægge mærke til.

En eller anden ringede så en dag om en lurvet personage, der luskede rundt ud for Institut for Journalistiks lokaler. Det viste sig at være en, som vi alle kendte så udmærket - en ret fremtrædende professor faktisk, som altså bare så lige så medtaget ud som det meste af den øvrige lærerstab. Det overrasker mig i grunden, at ikke flere af os blev indberettet.

Professorers sans for klædestil - eller rettere mangel på samme - kan være en ren katastrofe. Undskyldningen er i reglen, at så sprænglærde forskere distraheres under vægten af deres intellekt. Hvem har tid til at gå til frisøren, stryge skjorter eller tjekke, om tøjet er velsiddende, når der er videnskabelige og filosofiske problemer, som skal løses? Altså render vi rundt og ser farlige ud og småsnakker med os selv. Ja, sådan er vi simpelt hen.

Jeg blev mindet om dette, da jeg forleden læste, at Bob Dylan var blevet arresteret af politiet, da han spadserede rundt i Long Branch, New Jersey, før han skulle optræde ved en koncert. Ifølge politiet havde nogle lokale beboere rapporteret om »en excentrisk udseende gammel mand« i nabolaget. De unge politibetjente genkendte da heller ikke Bob Dylan, som ikke havde ulejliget sig med at medbringe personlig ID.

His Bobness

En betjent udtalte til tv-nyhederne: »Jeg har set billede af Bob Dylan, som han så ud for lang tid siden, og ham her lignede slet ikke den Bob Dylan overhovedet. Vi ser mange sære typer her i vores distrikt, og jeg tænkte, at ham her måske var undsluppet fra et af vores hospitaler eller sådan noget. Han opførte sig i al fald ret underligt. Ikke som om han led af vrangforestillinger eller noget. Bare mistænkeligt.«

Den anholdtes sande identitet blev opklaret af Dylans road crew, da politiet eskorterede ham tilbage til hotellet. Dylan lignede en vagabond for et halvt århundred siden, da han på få blev til hele nationens mest berømte trubadour. Men det var bare en del han af hans fremtoning - det var ganske tilsigtet, at han skulle ligne en eller anden desperado, som var undsluppet fra det støvede vilde Vesten, og just var ankommet til byen som blind passager på et godstog.

Midt i 1960’erne så de fleste rockstjerner - og en hel del universitetsprofessorer - ud som Bob Dylan. Det samme gjorde de fleste af deres fans. Dengang kunne vi måske have sluppet af sted med at vandre rundt i forstadskvarterer uden at vække mistanke. Men tiderne har ændret sig.

Ikke kendt nok

Et er, når en 20-årig ser lidt sjusket ud, men når en ældre medborger gør det - og ligner, med politimandens ord: »en, der er undsluppet fra et hospital eller sådan noget«, ja så er den gal. Forestil Dem, hvad der ville ske, hvis Keith Richards blev set luske rundt i byen. Eller hvad med en bande af professorer fra det lokale universitet.

Jeg spørger mig selv, om denne episode har noget at gøre med den pinlige hændelse, som Harvard-professor Henry Louis Gates for nylig blev udsat for. Gates blev lagt i håndjern af en politibetjent fra Boston-området, da seniorforskeren forsøgte at skaffe sig adgang til egen bolig efter netop at være hjemvendt fra en rejse. Gates, som går med stok, følte øjensynlig, at han var et offer for racefordomme, og det var han muligvis også - kendsgerningerne er omdiskuterede.

Det kom helt bag på Gates, at han ikke blev genkendt - han er trods alt en national berømthed, en tv-stjerne, og en stor kanon i et af landets største kanonuniversiteter. Som Dylan antog han formentlig, at alle og enhver vidste, hvem han var.

Vildmænd

Eller også lignede han bare en universitetsprofessor.

Nu er det jo ikke kun professorer og rockstjerner, som kan se mistænkelige ud. Min gymnasium-afgangsklasse oprettede for nylig et website forud for vores studenterjubilæum. Her kunne vi se vore gamle klassefotos fra 1962 og derefter klikke videre til mere nylige fotos. Kvinderne så stadig bedårende ud - de fleste af dem var fotograferet med ægtemænd og børn og børnebørn i familieidylliske situationer.

Men fyrene - uhadada. 98 procent af os havde taget en masse vægt på og mistet en betydelig mængde hår. For at kompensere for dette havde vi lagt fotos op, der viste os køre på motorcykler, lade jagtrifler eller slæbe på fiskestænger i vildmarken.

Vi havde anlagt sært udseende fipskæg eller cykelstyrsmoustacher og indhyllet vore brede bringer med farverige T-shirts prydet med små palmetræer og sejlfisk. Vi var i reglen fotograferet alene, dog undertiden imens vi krammede cocktailværtinder eller sloges for sjov med store hunde. Nogle få af os spillede guitar eller trommer eller kørte i sportsvogne.

Vi så godt nok skræmmende ud. Enhver af os, der ville blev set luske rundt i vores gamle hjemkvarter uden identitetspapirer, ville på stedet blive udsat for samme behandling som Dylan.

Der var engang, da gentlemænd forstod sig på at ældes med ynde og aldrig ville finde på at bevæge sig ud i offentligheden uden slips og jakke. En sådan klædestil ville i det mindste skaffe os noget respekt. Folk ville måske endda kalde os sir og tilbyde at hjælpe os over vejen i stedet for at lægge os i håndjern.

Uden den slags kluns på ville vi garanteret ligne nogen, der lige var klatret over hospitalsmuren.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee i Knoxville

Oversat af Niels Ivar Larsen