I QUENTIN TARANTINOS nye film, Inglourious Basterds, får jøder hævn ved at myrde og torturere nazister.
I Israel kræver Benjamin Netanyahus regering, at de svenske kolleger fordømmer en artikel i Aftonbladet, hvor der ytres mistanke om, at israelske soldater har stjålet organer fra døde palæstinensere.
I Tyskland støtter jøder en akademisk, kommenteret genudgivelse af Hitlers Mein Kampf.
Ungarske, højreorienterede nationalister skyder og mordbrænder romaer, en af de minoriteter, der i Det Tredje Rige delte skæbne med jøderne.
Alt sammen nyheder i gårsdagens avis. De snakker med hinanden, samtidig med at de hver for sig repræsenterer en bestemt bevidsthedsform.
I AFTONBLAD-SAGEN minder den israelske regerings forlangende om den arabiske verdens reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger: »De skal forbydes, regeringen må gribe ind!« Uden at genåbne diskussionen om Danmarks eks-statsministers håndtering af dén sag, så er det klart, at svenskerne, ligesom i sin tid danskerne, må afvise kravet og stå fast på ytringsfriheden. Den israelske regerings opførsel er udtryk for magtpolitisk disrespekt for de demokratiske spilleregler.
I Tarantinos film sættes æstetikken over indholdet. Denne gang vender han vrangen ud på klassiske krigsfilm som Ørnereden og Navarones kanoner og lader jøderne få hævn, så det klodser. I selve sit anlæg ugyldiggør filmen de forudsigelige indvendinger mod dens ‘gøren grin’ med jødernes lidelser. Dels er der tale om en æstetisk dialog med andre film, dels skal indholdet ikke tages ‘alvorligt’. Modstandere har pr. definition ikke fattet præmisserne - en postmoderne, abstraherende argumentation.
I virkelighedens verden viser forfølgelsen af de ungarske romaer imidlertid, at racisme og overgreb på afmægtige befolkningsgrupper ikke var en specialitet for Det Tredje Rige, men eksisterer i bedste velgående. Visse steder rammer den jøder, visse steder romaer, visse steder palæstinensere. Opregningen kunne ubesværet forlænges, eksempelvis med irakere, men vi holder os til de anførte eksempler.
Her tilhører fornuftens enlige stemme de tyske jøders ønske om en genudgivelse af Mein Kampf. De håber ud fra god gammeldags oplysningstankegang, at »en videnskabelig udgave vil hjælpe til at gennemhulle de fleste af de myter, som omgiver bogen«.
MEN DET ER JO IKKE ungarske racister, der gnaver sig gennem lærde fodnoter. Og bliver Netanyahu måske mønsterdemokrat, fordi Tarantinos kontrafaktiske fodnote til historien skænker jøderne en æstetisk hævn?
Selvfølgelig ikke. Og hvad nytter det hele så? Det er et spørgsmål, som ikke kan besvares positivt. Men man skal bare prøve at forestille sig verden uden den slags initiativer for at blive klar over, at de er uundværlige. Vi kunne ikke leve uden. Og ganske langsomt omformer de den kollektive bevidsthed.
Kommentarer
Jeg må indrømme, at jeg venter spændt på Søren Espersens og de øvrige DFérs fordømmelse af den israelske regerings krav om, at den svenske regering skal undskylde for det en svensk avis har skrevet. Under JP-krisen kunne den danske regering under ingen omstændigheder undskylde for JP´s tegninger da ytringsfriheden var ubøjelig.
Nu er spørgsmålet hvorfor Søren Espersen ikke allerede har været i blækhuset til fordel for den tidligere så hellige ytringsfrihed.
I virkeligheden fik jøderne deres hævn allerede ved stormen på Berlin - mange af den Røde hærs ledende officerer var jøder. I Sovjetunionen blev jøderne decimeret med samme andel - 14% - som resten af befolkningen.
Hvordan dagens Zionister og ortodokse bosættere vælger at reagere på denne overflødige fiktion, er vel bedøvende ligegyldigt…
Karen Syberg:
.”I AFTONBLAD-SAGEN minder den israelske regerings forlangende om den arabiske verdens reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger: »De skal forbydes, regeringen må gribe ind!« Uden at genåbne diskussionen om Danmarks eks-statsministers håndtering af dén sag, så er det klart, at svenskerne, ligesom i sin tid danskerne, må afvise kravet og stå fast på ytringsfriheden.”
Mange danske journalister har i øjeblikket påfaldende travlt med at råbe, at de danske journalister i virkeligheden ikke er så slemme, fordi de svenske journalister er lige så slemme. Det er patetisk.
Det er udtryk for en utrolig overfladisk tilgang til kendsgerningerne at sammenligne den danske karikaturkrise, med det der sker i Sverige i øjeblikket. Det som at sammenligne æbler og pærer.
Karikaturkrisen var kulminationen på mange års mobning og forhånelse af indvandrerne i Danmark, især muslimerne.
Karikaturkrisen opstod først og fremmest fordi den danske statsminister valgte at forhåne og ydmyge diplomater fra en række muslimske lande.
Det der sker i Sverige i øjeblikket, omhandler derimod en enkeltstående episode, hvor en avis har skrevet en meget kontroversiel artikel, og kan på ingen måde sammenlignes med det der skete i Danmark
Svenskerne har ikke i årevis haft en ”udlændingedebat” og svenskerne har ikke snavsede fingre sådan som de danske politikere og journalister.
Det er utroligt usympatisk og letkøbt, når flere af Dagbladet Informations journalister i denne sammenhæng forsøger at misbruge affæren i Sverige til at forsøge at relativere og dermed rense de danske medier for den skyld de har pådraget sig ved mange års journalistisk hetzkampagne rettet mod indvandrerne i Danmark.
Verden hænger sammen - selv når den ikke gør det.
Når Karen Syberg stiller begivenhederne op som hun gør, er det for mig meget tydeligt at hun netop ikke sidestiller kontroversen mellem Israel og Aftonbladet med karikaturkrisen, sådan som Per Thomsen antyder herover. Hun skriver om begivenhederne at “de snakker med hinanden”, og med mindre man bliver lidt irriteret over sådan en formulering, er det vel til at forstå hvad hun mener. (“No pun intended”, som de siger på engelsk.)
Artiklen er ikke en analyse af de omtalte begivenheder - hvad afstanden mellem historierne om hhv. ytringsfrihed og etnisk udrensning afslører - men snarere en kommentar til hvordan modsætninger opløser hinanden.
Skulle man være virkelig sød ved Karen Syberg, kunnne man endda bemærke at formsproget i hendes artikel spejler den indholdsmæssige pointe. Som hun skriver: “Modstandere har pr. definition ikke fattet præmisserne - en postmoderne, abstraherende argumentation.”
Yderligere perspektiv på dette her:
For et par uger eller tre siden stod der på forsiden af Jyllands-Posten (elle rmåske Politiken?) at hinduer ville gøre et eller andet slemt ved en eller anden person, som havde fornærmet hinduismen (måske skære et par fingre eller tre af?)
Jeg så ingen fordømmelse fra hverken Flemming Rose, Søren Espersen, Lars Hedegaard eller Kurt Westergaard.
Måske sker det kun, når muslimer er i spil?
Her nu er det da meget vigtigere at hjælpe Romaerne, fremfor den øvrige snakken frem og tilbage om sådanne sager.
Tænk hvis alle film - eller udsagn i det hele taget - skulle forfølge sandheden. Nej, vel? Man forbyder (i vores del af verden) jo heller ikke ironien, selv om den i de fleste tilfælde forholder sig kontrafraktisk. Ytringsfriheden, udstrakt i dette tilfælde til den kunstneriske frihed, er jo den frihed vi bygger vores demokrati på. At der så også kommer film ud af det skal vi da bare være glade for - alle os der holder af film. Andre kan jo bare lade være at kikke med.