PET-Kommissionens to historikere, Morten Heiberg og Regin Schmidt, tager den 22. august til genmæle mod nogle bemærkninger, jeg er citeret for 21. august i interviewet med professor Jens Vedsted-Hansen. Det drejer det sig om tre punkter: opfattelsen af Det Radikale Venstre, 1968-regeringserklæringens retlige status og justitsministeriets notat af 14. september 1968.
At Hilmar Baunsgaard, som de skriver »satte statsministertaburetten højere end hensynet til det radikale baglands kritik af PET«, tvivler jeg ikke om. Det gjorde hans egen gruppe heller ikke. Det var netop derfor, de gav ham mandsopdækning i forhandlingerne om regeringserklæringen. K. Helveg Petersen var den radikale gruppes garant for, at Baunsgaard ikke solgte ud. Normalt er kulturministeren ikke inddraget i sager for regeringens sikkerhedsudvalg. Med hensyn til regeringserklæringens status siger PET-Kommissionens flertal, at den ikke var retligt bindende, men blot en ‘politisk tilkendegivelse’. Det undrer mig, at de øjensynligt ikke har haft blik for, hvor nedbrydende en sådan konklusion vil være for det parlamentariske demokrati.
Ved de bedre?
Men flertallet skal have lov at mene, hvad de vil. Hvad jeg har advaret imod, er, at Folketinget ukritisk tager beretningen ‘til efterretning’, som det skete med beretningen fra Frank Poulsens kommissionsberetning i 1977. Det fik nemlig, som PET-Kommissionen dokumenterer, afgørende betydning for den retlige tilstand i de følgende 30 år.
Hvis Folketinget tilslutter sig den opfattelse, at regeringserklæringen blot er at sammenligne med et hvilket som helst tilfældigt valgløfte, vil det være et alvorligt anslag mod det parlamentariske demokrati.
I beretningen tages det hidtil ukendte notat af 14. september 1968, som opfattes som alibi for PET’s tilsidesættelse af regeringserklæringen, som udtryk for den samlede VKR-regerings fortolkning af erklæringen. Man bygger det på, at man har fundet et eksemplar påført navnene: Hartling, Baunsgaard, Helveg, Ninn-Hansen.
Det tager man som bevis for, at det har været forelagt for og godkendt af disse personer. Påtegningen er selvsagt ikke noget bevis. Er de fire overhovedet blevet orienteret? Hvad har de i givet fald svaret? Vi ved det ikke. Hvis Kommissionen ved bedre, fremgår det i hvert fald ikke af beretningen.
Hælde vand ud af ørerne
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at statsministeren tre dage efter regeringserklæringen i Folketinget uden mindste forbehold og endda skærper registreringsforbuddet. Hvor sandsynligt er det, at en gammel politisk ræv som Hilmar Baunsgaard optræder sådan, hvis han kort forinden har godkendt et udhulende notat, som han risikerer at få lige i nakken? Han, som var danmarksmester i om nødvendigt at hælde vand af ørerne og sløre sine budskaber.
Og der er mange andre direkte ulogiske ting i forløbet:
Hvis notatet af 14. september var den autoriserede ‘fortolkning’ af regeringserklæringen, hvorfor blev PET’s chef Arne Nielsen så ikke informeret herom? Hvorfor skulle der gå to og en halv måned, hvor både Arne Nielsen og hans mandskab var dybt frustrerede over regeringserklæringen, og hvor de makulerede en stor del af de registreringer, notatet ville have ‘reddet’?
Hvorfor fremlagde man ikke notatet for Wamberg-udvalget? Det ville have fjernet grundlaget for udvalgets årelange kritik.
Hvorfor, hvorfor, hvorfor
Hvorfor søger Arne Nielsen (forgæves) en ‘livsforsikring’ fra justitsministeriet, da der fremsættes forslag om en rigsretssag mod justitsminister Thestrup?
Hvorfor annullerer Arne Nielsens efterfølger som PET-chef, Skat-Rørdam, i 1974 Arne Nielsens instruks, hvis den havde dækning i Justitsministeriets notat?
Hvorfor henviste kommissionsdommer Frank Poulsen i 1977 ikke blot til notatet for at retfærdiggøre FE’s overtrædelser af regeringserklæringen?
Hvorfor laver den nytiltrådte Schlüter-regering i 1983 i al hemmelighed en ny instruks for PET med nogle beføjelser, som i alt væsentligt svarer til dem, PET allerede havde, hvis de kunne påberåbe sig notatet?
Hvorfor bliver daværende PET-chef Birgitte Stampe så panikslagen, da hun i august 1998 finder Arne Nielsens instruks? Hvorfor finder hun ikke samtidig notatet?
Og hvorfor dukker notatet ikke op, da justitsministeriet derefter bruger 14 dage på at lede efter et alibi for instruksen?
Hvordan dukker det mirakuløst op året efter?
I Kommissionens beretning leder man forgæves efter svar på sådanne oplagte spørgsmål.
De findes ikke - af den simple grund, at Kommissionen øjensynligt slet ikke har stillet sig dem!
Hvis Morten Heiberg og Regin Schmidt har svar på disse spørgsmål, vil det være ulige mere interessant end deres belæring om mit »begrænsede kendskab til radikal politik i det 20. århundrede«.
Preben Wilhjelm er tidligere folketingsmedlem
Kommentarer
Preben Wilhjelms spørgmål til Morten Heiberg og Regin Schmidt - deres præcision og insisteren på at holde virkeligheden og historiens spejl op foran PET-kommissionens opportunistiske bortforklaringer og undladelsessynder - minder os igen om, hvilket tab for dansk folkestyre det har været, at VS ikke tillod sit mest begavede folketingsmedlem at blive genvalgt.
Lutter relevante spørgsmål.
Det bliver interessant at se, om Morten Heiberg og Regin Schmidt (eller andre) har et bud på disse mærkværdige fænomener. Ikke mindst er mærkværdigste fænomen af dem alle - at PET-Kommissionens rapport ikke af sig selv har stillet spørgsmålene, og forsøgt at finde meningsfulde svar.
Opgaven for PET-kommissionen har jo slet slet ikke været at kritisere PETs gøren og laden; alene har det været at give et historisk overblik over især venstre-fløjens aktiviteter og PETs registreringer af denne.
@Karsten Aaen
Men det skal vel ikke afholde os andre fra at gøre det?
Af egen nødvendighed orienterer det moderne sig meningsfuldt, passioneret, æstetisk, selvretfærdigt, moralsk og økonomisk, som om der var retfærdighed, godhed, økonomisk værdi, absolut magt, sandhed og skønhed til. Men det er der ikke.
Af egen nødvendighed orienterer det moderne sig meningsfuldt, passioneret, æstetisk, selvretfærdigt, moralsk og økonomisk, som om der var retfærdighed, godhed, økonomisk værdi, absolut magt, sandhed og skønhed til. Kan det andet?
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-66.pdf
Kommissionen er nødt til at fremstille sig selv som om den er sat i verden for at finde svaret på hvem der har ansvaret for den adfærd, som politikerne ikke vil kendes ved, som kommissionen legitimerer med et notat, der står i skærende kontrast til hvad politikerne kan være ved.
Kommissionen agerer som om den er sat i verden for at anbringe ansvaret. Det er den ikke. Notatet var der, så var det der igen, men ind i mellem var det der også, og så alligevel ikke. Omhyggeligt agerer man som om man havde en opgave. Det havde man ikke. Man skulle lade som om man havde en opgave. Preben har givet eksperterne den opgave, som hans politikervenner aldrig ville kunne leve med som løst. Det ville sætte dem i forlegenhed, derfor fik kommissionen ikke noget mandat, men løn, 80 millioner, for at lade som om man var sat på en opgave. Samtlige regeringsbærende regeringer fra perioden er ansvarlige. Derfor har ingen ansvar, officielt.
Det moderne agerer som om der er retfærdighed til. Det er der ikke. Kan det andet? Nej, for det ville betyde en anden orden. Magt er ret.
Samtlige regeringsbærende partier fra perioden er ansvarlige. Derfor har ingen ansvar, officielt.
Det moderne agerer som om der er retfærdighed til. Det er der ikke. Kan det andet? Nej, for det ville betyde en anden orden. Magt er ret.
Hvorfor er der en larmende tavshed i medierne om dette?
Et sådant angreb mod selve demokratiet i Danmark burde danne overskrifter i både den trykte og elektroniske presse. Hvorfor?