LONDON - Rygterne om en snarlig genoptagelse af den israelsk-palæstinensiske fredsproces har svirret op til den israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahus Europa-rundtur, der i går bragte ham på visit i Downing Street 10 i London.

Den israelske leder måtte sniges ind ad bagdøren, fordi hundredvis af pro-palæstinensiske demonstranter havde taget opstilling foran hovedindgangen med flag og bannere.

På pressemødet efter sit møde med den britiske premierminister, Gordon Brown, sagde Benjamin Netanyahu, at Israel og USA ligger i forhandlinger om at finde en »brobyggende formel«, som vil tillade en genoptagelse af fredsprocessen.

Gordon Brown sagde, at han er »mere optimistisk« efter sin samtale med Benjamin Netanyahu og priste de amerikansk-israelske forhandlinger.

Nøglen til forhandling

Mødet i Downing Street fandt sted dagen Netanyahus vigtige møde med den amerikanske Mellemøst-udsending George Mitchell. USA’s præsident, Barack Obama, er ifølge flere medier ved at lægge sidste hånd på et udkast til en ny fredsaftale, som vil blive afsløret til efteråret. Derfor lægges der nu pres på især Israel om at efterleve et tidligere krav i den såkaldte Køreplan for Fred fra 2003 om at stoppe alt bosættelsesbyggeri.

Israel fortsætter imidlertid med at kolonisere dele af det landområde, som palæstinenserne håber en dag skal blive en del af en palæstinensisk stat. Bosættelserne er nu ikke alene en forhindring for en langsigtet løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, men også en forhindring for at fredsforhandlingerne overhovedet bliver genoptaget. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har således nægtet at tale fred, før Israel stopper bulldozere og gravkøer.

USA’s præsident, Barack Obama, krævede ved et møde med Netanyahu i Washington tidligere på året et byggestop, men selv om Israel har stoppet godkendelsen af nye byggetilladelser, bygges der ifølge Israels ældste fredsorganisation, Peace Now, fortsat. Peace Now oplyser, at byggeriet er fortsat med samme hastighed som før, og at bosætterne kan fortsætte med at udbygge i henhold til tidligere godkendte byggetilladelser.

Kompromis på vej

Det er netop spørgsmålet om bosættelserne, amerikanerne og Netanyahu forsøger at nå til enighed om. Netanyahus talsmand, Nir Haftetz, har sagt, at han ikke regner med, at der vil blive fundet en løsning på uoverensstemmelsen, når Netanyahu og Mitchell mødes i dag. Til gengæld fortalte han, at han regner med »en vis udvikling«.

Fra Washington lyder det ligeledes, at Israel og USA »er kommet tættere« på en aftale, der kan føre til genoptagelse af fredsprocessen.

Ifølge Nir Haftetz kan fredsprocessen sandsynligvis komme i gang inden for to måneder.

Ian Kelly, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, lyder også optimistisk:

»Jeg vil ikke gå i detaljer om præcis hvorfor, men blot sige at vi håber, at vi snart kan fortsætte,« siger han til The Guardian.

Årsagen til optimismen bunder ifølge iagttagere i, at Obama-regeringen vil acceptere et kompromis. Den israelske avis Ha’aretz skriver i en analyse, at »parterne vil forsøge at finde en formel, der vil opfylde Israels forpligtelse til at fryse al bosættelsesaktivitet, uden at det betyder, at Netanyahu begår politisk selvmord«.

Ifølge israelske regeringsembedsmænd kan et kompromis gå ud på, at Israel går med at til fastfryse nybyggeriet i ni til 12 måneder.

Hvor palæstinenserne står i diskussionen er uklart, men ifølge amerikanske regeringskilder er man i gang med at arrangere et møde mellem Mahmoud Abbas og Obama i forbindelse med FN’s sikkerhedsrådsmøde i New York i næste måned.

Omkring 500.000 jødiske bosættere bor blandt 2,5 mio. palæstinensere på Vestbredden og i Østjerusalem på land, Israel besatte i 1967.