En politisk roman uden politikere

Billederne af sammenbruddet er velkendte: Ældre kvinder i kø på markedspladsen, slidte arbejdsmænd i vodkarus, politifolk på kant med loven og kaukasere på kanten af samfundet. Romanen De er overalt udspiller sig i Moskva i 2001 - ti år efter Sovjetunionens sammenbrud og i begyndelsen af Putins regime.

Hovedstaden afspejler i Aleksej Slapovskijs udlægning de konflikter, der formede Rusland i 1990’erne - det økonomiske sammenbrud, den sociale splittelse og konflikten i Nordkaukasus.

De er overalt beskriver et Rusland, hvor loven er suspenderet. For bogens tre hovedpersoner - en 12-årig dreng, der drømmer om at stikke af, en magtfuld arkitekt, der falder ud af eliten, og et pensioneret Sovjet-menneske, der har mistet orienteringsevnen i det nye Rusland - eksisterer ikke anden magtstruktur end den, der manifesterer sig i den helt umiddelbare relation til andre mennesker. Kreml nævnes ikke, for den lov, som Kreml repræsenterer, håndhæves ikke.

I Slapovskijs Rusland gælder den stærkes ret, bestikkelse, korruption, fysisk overmagt. Og den kontingens, der opstår i dagliglivet, når staten bryder sammen, tydeliggøres når også den nye magtelite (den korrupte betjent, den entreprenante bygherre) bliver offer for den magtstruktur, de selv har været med til at opretholde. Det er ikke kaos, men det er tæt på.

Okkupanterne

Magtvakuummet illustreres i bogen, da en 13-årig dreng gør sig til leder af et virtuelt parti. Ved hjælp af internettet får han etableret Partiet for intellektuel rascime, og med en blanding af anonymitet og politiske klicheer mobiliserer han en mindre hær af rastløse unge. Deres behov for aktivisme, for at gribe ind i en tilværelse, som de på ingen måder er herre over, tilfredsstilles med mere eller mindre tilfældige chikanerier af personer, der har gjort sig ud til bens hos et af medlemmerne. Alt imens de aktivistiske unge former flash mobs på gaderne i Moskva, fylder den 13-årige sin bankkonto.

En af romanens tre hovedpersoner, pensionisten M.M., har fuldstændigt mistet fodfæste i de strukturer, der er opstået efter imperiets sammenbrud. M.M. forsøger at etablere en form for orden i kaosset ved insistere på en binær optik. Verden deles op i okkupanter og okkuperede - det er en paranoid iagttagelse og alligevel ikke helt forkert. Men heller ikke den orden, kan han opretholde. Da tingene således går i opløsning for M.M, mister også sproget sin troværdighed og dermed sin betydning. Han forsøger sig med et absurd deskriptivt sprog og henviser eksempelvis til sin søn som »den mand, der er født af den kvinde, jeg bor sammen med«. Så har man heller ikke antaget for meget.

Handlingen tager sit udgangspunkt i det nye Ruslands centrum: den lokale markedsplads. Den 12-årige dreng stjæler en mappe med dokumenter og 10.000 dollar fra den midaldrende arkitekt, der umiddelbart tror, at pensionisten M.M. er skyldig, og slår ham ned.

Herfra udspiller der sig et drama i mange retninger, og de tre bliver ledetråde gennem et bredt og forviklet portræt af Rusland - det er mere Rusland, der udfoldes, end romanens karakterer, der alle forbliver sært flade. Det er muntert skrevet og Slapovskij bringer med et effektivt plot læseren hastigt igennem romanens 400 sider. Men nogen filosofisk roman i russisk tradition er det ikke, og billedet af Rusland er ikke voldsomt nuanceret. Det er mere socialstereotypt end socialrealisme.

I øjenhøjde

På sin vis er det en politisk roman blot uden politikere. Det er et velfungerende greb, at romanen er skrevet helt i øjenhøjde: der er i romanen slet ikke et blik for større autoriteter, end dem, der optræder i den umiddelbare nærhed. Det er dér, magten udøves. Det er en bemærkelsesværdig spejlvending af det Rusland, man som oftest møder i nyhederne i form af præsidenter og premierministre. De er overalt, og alligevel ikke tilstede.

Aleksej Slapovskij er en etableret forfatter i Rusland, men er kun i ringe omfang oversat og slet ikke oversat til engelsk. Forlaget Vandkunstens ambition om at introducere danske læsere til moderne russisk litteratur får således en overbevisende start med et forfatterskab, der ikke først er rundet af et engelsksproget gennembrud. Man kan således kun glæde sig til at se, hvad forlaget graver frem næste gang.