Forleden smed Per Clausen fra Enhedslisten (EL) håndklædet i ringen og erklærede, at hans parti havde lidt nederlag. Dansk Folkeparti har ifølge Per Clausen haft held til at fremstille sig som dem, der forsvarer den almindelige danskers interesser og disse interesser som værende i modstrid med grupper af anden etnisk herkomst. Det har vi ikke været i stand til at imødegå, udtaler Per Clausen til Ritzau.
For at understrege sine synspunkter afviser Per Clausen, at der skulle findes særlige danske værdier eller en særlig dansk kultur, som indvandrere skal tilpasse sig. Det, det gælder om, er »at have en form for tilknytning til det område, der nu en gang er Danmark«.
Og dette område er et rent geografisk område uden noget specielt fællesskab mellem dets indbyggere. Samtidig siger Per Clausen, at man er dansker, hvis man føler sig dansk - uanset hudfarve, religion og sprog. Men hvad vil det sige at føle sig som dansker, når der ikke findes særlige danske værdier?
Værdifællesskab
Per Clausen besvarer selv spørgsmålet: Det er bopælen i Aalborg og hans sociale kontakter, der gør, at han føler sig som dansker. Men hvordan kan tilhøret til en by og en personlig omgangskreds medføre, at Per Clausen føler sig som dansker? At være dansk må vel indebære en tilknytning til landet som helhed. Eller hvad?
Per Clausen uddyber med ordene: »Jeg deler flere værdier med nogle af de mennesker fra andre dele af verden, som jeg er politisk enig med, end jeg gør med alle mulige danskere.«
Med denne holdning bliver det svært for Per Clausen at solidarisere sig med den danske arbejderklasse. Hvorfor solidarisere sig med mennesker, blot fordi de står på en fabrik - og måske stemmer på Pia Kjærsgaard?
Enhedslisten bygger på den opfattelse, at der ikke kan være noget fællesskab mellem en kapitalist og en lønarbejder, for de har diametralt modsatte interesser. Det er netop påstanden om et værdifællesskab mellem kapitalister og lønarbejdere, der åbner en ladeport for nationalisme og fremmedhad.
Men kapitalisten og lønarbejderen må dog have en fælles interesse i, at der er en virksomhed, der kan give kapitalisten profit og arbejderen en løn. Der er en fælles interesse i at bevare og udvikle produktionsapparatet. En forudsætning for at gøre det er, at man befinder på et geografisk område med et fælles retssystem og en myndighed til at opretholde lov og orden. Der må også være en fælles interesse i at sælge danske produkter i udlandet altså føre en handelspolitik og dermed også en fælles interesse i at varetage landets interesser i internationale forhandlinger.
Hvis danske arbejdsgivere og lønarbejdere har en fælles interesse i at udvikle produktionsapparatet og føre forhandlinger med regeringer i andre lande, så må der også findes noget, man kan betegne som en ‘national interesse’, der også kan forstås som ‘samfundets interesse’.
Den nationale interesse kan jo aldrig blive en objektiv størrelse upåvirket af politiske, religiøse og andre anskuelser. Der er formentlig lige så mange definitioner af ‘nationens interesser’, som der er partier i Folketinget. Men det er ikke ensbetydende med, at det er meningsløst at tale om samfundets interesser.
De lige rettigheder
Hvis Enhedslisten har en opfattelse af det danske samfunds interesser, må der også være nogle værdier i dette samfund.
Per Clausen siger også i det korte interview, at selv om det politiske fællesskab er den vigtigste form for fællesskab mellem mennesker, så skal det ikke forstås sådan, at hvis man ikke deler hans værdier og holdninger, er man uden for samfundet. Hvad er det for en opfattelse af samfundet, Per Clausen lufter her? Dermed menes måske, at alle skal nyde de samme demokratiske og juridiske rettigheder uanset politiske holdninger.
Tanken om lige rettigheder til alle borgere er jo oprindelig en liberal idé. De liberale klassikere tog udgangspunkt i det synspunkt, at mennesker egentlig kun behøver at være enige om én ting for at kunne leve fredeligt sammen, de skal være enige om, at alle skal have størst mulig frihed til at leve deres eget liv, og det er muligt, når man indser, at man kun selv er fri, når alle er frie.
Den opfattelse har Venstre - Danmarks Liberale Parti - jo distanceret sig fra og mener i dag, at der skal mere end lige rettigheder til for at holde et samfund sammen. Men det gør Enhedslisten måske ikke?
Enhedslisten benytter ofte parolen ‘Mangfoldighed i fællesskab’, men lægger mest vægt på retten til forskellighed uden at sige noget om, hvad vi skal være fælles om. Dansk Folkepartis succes skyldes måske, at dette parti indfrier mange vælgeres ønske om at fremhæve fællesskabet i en splittet tid.
Ernst Dahl er cand.mag. og tidligere medlem af Enhedslisten
Kommentarer
Ernst Dahl er cand.mag. og tidligere medlem af Enhedslisten … endnu én, der bare har vænnet dig til lugten af pis …
Godt indlæg, men det er nok spildt på Clausen.
Clausens teoretiske interesseperspektiv forhindrer ham i, at se at der faktisk er noget der danske traditioner, dansk kultur.
Her kunne han lære noget af det gamle DKP, på trods af partiets forlovelse med Moskva, så holdt det fast i en populistisk tone, der forbandt sig med danske arbejderes interesser.
Hvorfor tror nogen at det er muligt at få danskerne til at lægge halvdelen af sin indkomst for at der kan bygges et danske velfærdssamfund ???
Det hedder solitaritet.
Lidt fra Wiki:
“Solidaritet (sammenhold) – samhørighed og sympati mellem mennesker, der viser det ved at hjælpe og støtte hinanden.”
Hvis man tror man kan ignorerer ‘hinanden’ og sammenhold, som jo fordrer en vis gensidighed, så er man idiot, og er tvunget til at opleve det hele falder fra hinanden.
Hvis man vil være solidarisk med hele verden, er det ofte fordi man mest er solidarisk med sig selv, og sit eget lille sekteriske parti.
Jeg synes indlægget var lidt forvrøvlet derved at det nærmeste manden kunne komme på at definere danskhed var at arbejdsgivere og arberjder, som befandt sig på jordklatten havde en fælles interesse i at udvikle produktionsmidlerne så mest mulige penge kunne inddrives til jordklattens fællse bedste. Derved ligner den jo til forveksling alle de andre jordklatter.
Jeg vil gerne medgive, at den typiske opfattelse af danskheden har lidt meget under DFs ihærdige forsøg på at drive de fremmede tilbage, såvel som de neoliberale forsøg på at gendrive kulturradikalisterne med danskhed og kulturkanoner.
Men der er vel noget danskhed af en slags?
Jeg har siddet her på en anden jordklat i 30 år, og føler mig alligevel stadig som dansker. Ikke at jeg kunne tænke mig at flytte tilbage til janteloven og alt det der, selvom det ganske vist er en væsentlig del af danskheden osse, og jeg føler mig afgjort mere bundet til den nordcaliforniske jordklat end den danske, men der er altså alligevel noget der får mig til at føle mig som dansker, meget mere end som amerikaner. Nu har jeg ikke lige tænkt meget over det i detaljer, så det er sikkert bedst, at jeg ikke forsøger at uddybe nærmere lige nu og her, så jeg ikke kommer til at sige noget vås, men det er absolut noget jeg gerne vil tænke over og vende tilbage til. Jeg vil dog gerne i forbifarten sige at fogh-projektet i sit væsen har været at ødelægge hvad jeg føler som danskhed og i videst muligt opfang erstatte det med amerikanskhed, og det er I ikke fortjent med, men det er en selvforstærkende proces, ulykkeligvis.
Nu er det eneste virkelige forsøg på at lave en offentlig sygekasse herovre nogensinde i færd med at blive kompromitteret med højredrejet propaganda om forceret dødshjælp og andet som overhovedet ikke har grobund i virkeligheden, men der er et tilstrækkeligt antal amerikanere som er så uoplyste, at det får DFere til at se ud som fyrtårn for oplysthed i sammenligning, til at det faktisk kan få stor indflydelse. Så dumme er danskere trods alt ikke - endnu!
I har (HAFT) andelsbevægelse, grundtvigianisme, sygekasse socialhjælp, gratis uddannelse, offentligt ejet sygekasse, kraftanlæg, natur, skoler, hospitaler, alt det har givet en fællesskabsfølelse, som er hastigt på retur. Danskhed er karakteriseret ved en ekstremt høj grad af fællesskabsfølelse, muligvis mere end de fleste andre lande damnark kunne sammenligne sig med. Meget af grunden hertil er selvfølgelig, at Danmark engang var etnisk næsten “rent”. Så er det meget nemmere at have fællesskabsfølelse, men selv med danske jøder havde man fællesskabsfølelse under krigen, så når DF hamrer på udlændingene som eroderende på danskheden, er det kun en halv sandhed, nah, nok nærmere en kvart, et eller andet er skiftet i den danske folkebevidsthed, fra fællesskabsfølelse til griskhed. Da jeg forlod Danmark kunne jeg have en vis stolthed over at Danmark f.eks var et af de lande med med den mindste korruption, hvormed jeg mest mener politikere som skider hul i al anstændighed og gør hvad der passer dem på trods af folkevellet. Sådan er det ikke længere. Folk her der taler med mig om Danmark, har stadig et HCAndersensk billede af Damnark, men jeg må irettesætte dem og fortælle, at danmark er (var) Bushregeringes mest ihærdige allierede hele vejen fra top til bund, militært, socialt, uddaneelsesmæssigt, økonomisk, mentalt, og hvis jeg ville flytte tilbage til Europa nogensinde vil det i hvert fald ikke blive til småfascistiske Danmark. Næ, I har sgu ingen danskhed længere, den er gået fløjten med det neoliberale (læs amerikanske) projekts sejr over grundtvigianismen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Bob Jensen for en fremragende kommentar.
Danskheden, og den deraf følgende solidaritet/fællesskabsfølelse, er blevet jordet af 68´ernes dekonstruktion og såen tvivl om alt hvad der kunne skabe nogle fælles platforme.
Deres børn er opvokset under et pædagogisk “reform”-paradigme der, på gode dage, er en perversion af Rousseaus oprindeligt spændende visioner, på dårlige dage (og dem er der rigtigt mange af), et sandt mareridt. Opdragelsen er blevet udliciteret til en broget feminiseret, ultra-relativistisk skare af vulgærmarxister.
På hjemmefronten har forældrene smidt håndklædet i ringen overfor de små konger og dronninger, som i realiteten må opdrage sig selv på en diæt af fritsvævende, kontekstløse floskler, som de kan prøve at binde op på et samfund hvor de sidste rester af “normaliteten og traditionerne” snart er forduftet, men stadig er under et manisk non-stop angreb - for man skulle jo nødig blive “etableret” eller “stivne”.
Så er det bedre at have “evige teenagere” på 45 år rendende rundt, ude af stand til at forlige sig med deres alder og det ansvar der følger med at stifte familie (og gæld).
Og karrierekvinderne, de selvbefrugter, og føder flere curling-børn, for de har sandelig ikke tid og overskud til at forholde sig til et andet menneskes mange dimensioner - på trods af deres intense interesse for holisme og ” det hele menneske”.
Læg hertil et etnisk dansk, kulturelt proletariat som, grundet den choktilstand de sociale systemer befinder sig i efter indvandrerklienterne er kommet til, er blevet svigtet på kryds og tværs, og er overladt til jungleloven og hierarkiet i det sociale boligbyggeri.
Prikken over i ´et i atomiseringen af samfundet og fællesskabet, er naturligvis den indbildt “kreative klasse”, der er dybt optaget af først og fremmest forbrug, selviscenesættelse og magt, og dernæst deres multikulturelle fetish og den afgrundsdybe foragt for de af deres medborgere der ikke har set lyset.
De kunne selvfølgelig ikke selv drømme om selv at efterleve dogmerne, og mingelerer kun med segmentet af anden etnisk oprindelse på grønthandler-, taxichauffør- og Au Pair pige-planet, men det er åbenbart nok til at de tror på at de kommer i himlen (som de heller ikke tror på).
Splittelse og manglende solidaritet, jo tak, men den stammer ikke fra liberalismen, men derimod fra dekonstruktionen og dens buddy: vulgærmarxismen.
Der er ikke megen tvivl om at enhedslisten er eksperter når det drejer sig om flere sociale problemstillinger, men indflydelsesmæssigt kan de lære noget af alle andre partier.
At det så også er et skrupforvirret parti, der ikke tilstrækkeligt har forstået at skabe en konsistent politik, er ikke kun skadeligt for dem selv, men også den sociale politik, idet det efterhånden er ren gambling om de kommer over spærregrænsen.
Jørgen, selv i dit indlæg er der en del sandheder, og ubehagelige. Imidlertid tror jeg ikke det holder som helhed. Jeg bor ganske vist ikke i Danmark, så jeg har ikke god føling, men måske har jeg godt perspektiv.
En af de ting der kom ud af 68ér-generationen var børn som var vokset op i et samfund helt uden nød, selv var jeg barn af 50’erne, og det har en tendens til at skabe en vis egoisme, det er den samfundet lever med nu. Det er ikke marxisters skyld som sådan, blot en logisk konsekvens af overflodssamfundet i tresserne og halvfjerserne. Det var måske ikke en absolut nødvendighed at det gik dem sådan, men med schlütter-årene kom de første spæde trin i retning af nyliberalisme, selvom han stadig var lidt af den gamle skole, og de påfølgende socialdemokratiske regeringer fulgte trop, så jorden var gødet godt til at slagte hvad der var tilbage, da fogh endelig kom til. Nyliberalisme og forbrugeregoisme - ja hvad kom først?
de går hånd i hånd.
Men når så meget er sagt, bliver der den ubehagelige sandhed tilbage, at marxisters (inklusive mig selv dengang) angreb på de borgerlig overflodssamfundnormer havde den effekt at skubbe til det væltende læs der hed dansk sammenhængskraft, og set i tilbageblik, er det beklageligt, også selv om disse marxistiske angreb på det borgerlige overflodssamfund havde et berettiget mål. Det var blot ikke indlysende dengang, hvad overflodssamfundet til sidst ville føre til. Men nu dages det brødre! Kloden er ved at bryde sammen. :-)
Det eneste der kunne have forhindret hvad der skete ville have været om der var blevet puttet en bremse på forbruget, og landet var forblevet i relativ fattigdom, men der var jo alligevel ingen der ville blive ved med gårdlokummer og kakkelovne (her har vi forresten kakkelovn, og jeg hører det har I osse en del af der nu) så det var vanskeligt at bremse, når det først blev sat i gang. forbrug er jo osse godt for økonomien, altså indtil boblen brister. Man kan så fundere over hvor vidt de der marxister havde en intuitiv følelse af, hvor det ville bære hen, for jeg må godt indrømme, at det stod skraldt til med egentlig analyse i de dage, selvom mange kunne marx udenad, men det hjalp jo ikke meget, - eller om de bare var dumme og så kom det til at gå sådan alligevel, men jeg tror ikke det er til at komme udenom, at det underliggende problem er, at i en profitbaseret økonomi kan det ikke gå anderledes. Jeg ved godt det her indlæg blev noget rod, men jeg har ikke helt tid til at gennemarbejde det.
Jeg har boet i Danmark i 58 år.
Jeg tog på langfart da jeg var 15 og længes ofte hjem og græd når jeg så Dannebrog og sang med på “kæmp for alt hvad du har kært” osv. Jeg holdt så meget af Danmark.
I dag har jeg det meget som Per Clausen også uden at være dannet af de politiske ungdomsskoler marxisme, liberalisme etc.
I mod alle ods møder jeg i mig selv en større og større modstand, ofte afsky for “danskheden” i mig.
Men jeg bliver i landet for her er min familie, jeg vil ikke rejse mere. Men hver morgen er en ny dag med politiske angreb mod min fornuft.
Det er flot, at Bob Jensen gider skrive den svada til os hjemmehørende. Sådan en opsang får det til at vride i vore maveregion og alle, uanset om de nedbryder el. opbygger, må spørge sig selv hvor de har fejlet. For der var et større fællesskab hvor er det blevet af og havde vi ikke alle glæde af det?
Har vi fejlet i den fælles kamp for lighed i samfundet - jeg tror det.
I 2005 sagde socialminister i VK regeringen Eva Kjer Hansen “Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for det skaber dynamik i samfundet”.
Nu er hun jo ikke en af VK regeringens topministre, men uanset hvordan vi fortolker VK politikken under Dansk Folkeparti (nu næsten i 10 år!!) så er det ulighed og ikke lighed som satte dagsorden.
Per Clausen og EL har fejlet på mange politik områder. Men EL skal have ros for at stå fast, stå imod det købmandskab som politik har udviklet sig til.
EL skulle lære af DF skriver Dahl, gu skal EL ej. Det kunne da lige passe. Det er da muligt det ser ud som om, men så se med Bob Jensen hvad vi har mistet - alt det fællesskab som vi tidligere kunne samles om er væk. For altid - måske. Det vil vi vide meget mere om 10 år efter et par perioder under en Socialdemokratisk ledet regering - åh.
Ja indrømmet - det bliver op af bakke for fællesskabets generobring af det danske sindelag. Men har vi noget valg?
Travis Malmzon skriver at “vi bygger et danske velfærdssamfund” … i solidaritetens ånd.
Jeg mener ikke at vi “bygger” et velfærdssamfund. Vi enten vedligeholder eller underminere det eksisterende velfærdssamfund.
VKO er i gang med at underminere velfærdssamfundet så der kun er råd til kun at omfatte det omfatter 2/3 af danskerne. Heldigvis er den solidariske del af velfærdssamfundet solidt forankret i dansk lovgivningen, og det har været et hestearbejde baseret på fordrejninger, løgne og hetz, fra VKO-regeringens side, at opnå det udpinte velfærdssamfund vi ser i dag.
Første skridt i en plan: Anders Fogh Rasmussen skrev bogen fra “Socialstat til minimalstat”. Et signal til solidaritetshaderneom, at her var deres mand. Derefter blev bogen frasagt som “ungdommens overmod”. Og Poul Nyrup gjorde sagen en stor tjeneste ved at stå og rive sider ud af bogen. Bogens indhold blev glemt i offentligheden.
Næste skridt i planen: Udpiningen af de offentlige budgetterne gennem skattestop og underfinansiering af driften. Penge er blevet flyttet fra vedligeholdelses konti over på driften samt ved et forbrug af ekstraordinære indtægter til driftsudgifter. (iflg. Hofmeyer)
Og hokuspokus! Væk er det solidariske velfærdssamfund som vi alle holdt af. (Kun 1/3 af befolkningen gav ved sidste opinions undersøgelse udtryk for at de ville ændre væsentligt i velfærdssamfundet, mens 2/3 gerne ville gerne have lavere skatter.)
Og som den store illusionist Anders Fogh Rasmussen er, tryllede han sig væk fra scenen, og sidder i dag og griner som sekretær nede i Nato.
Man skulle næsten tro at det var et hævnmotiv der drev Fogh. (se Metz, Når bitterheden bliver drivkraften.)
Og det velfærdssamfund med billige daginstitutioner, gratis undervisning, effektive hospitaler, gode veje, og et godt jernbanenet og rimelige pensionsordninger med et slag blevet alt for dyrt.
minus 85 mia. kr. Det er da en dekonstruktion der vil noget.
Og Enhedslisten kan vi slet ikke undvære. Hvem skal så stille alle de drilagtige spørgsmål i folketinget….
At Ernst Dahl gerne vil belære Enhedslisten om strategier er for mig som har været medlem af samme partiafdeling som E.D ikke noget nyt.
Uden på noget tidspunkt at have deltaget i wdet politiske arbejde i partiet eller været mødt frem har E.D. gennem tiden fremsendt mange “kloge Åge” indlæg om hvad Enhedslisten skulle gøre.
At det ikke faldt E.D. ind at for at påvirke tingene er det nødvendigt at mødes med folk og diskutere holdninger istedet for bare at fremsende bedrevidende betragtninger.
Af E.D.’s indlæg ser det ud til at det ikke er gået op for ham at Danmark er med i EU og at globaliseringen har medført at nationale tilhørsforhold ikke længere er den vigtigste aktør i virksomhedernes strategier.
Og E.D. undgår da også behændigt at forholde sig til hvad han mener er særlige Danske værdier - han klandrer alene Per Clausen for ikke at holde fast i disse værdier- hvad end de er.
Og for en gammel Marxistisk dogmatiker som Ernst Dahl, burde Enhedslistens internationalistiske perspektiv da ikke komme som noget overraskende.
Som socialister kan vi vel altid bedre identificere os med andre socialister rundt omkring i verden, men det gør jo ikke at vi distancerer os fra danske arbejdere trods eventuelle DF sympatier.
Men jeg synes da at vi skal lade Per Clausen komme til orde her fra Ritzau:
“- Jeg tror sådan set, at Dansk Folkeparti har vundet en kamp om at fremstå som dem, der kæmper for de almindelige danskeres interesser. Og det lykkedes for dem at opstille det sådan, at almindelige danskeres interesser er meget i modsætning til og i modstrid med grupper af anden etnisk herkomst, siger han.
Venstrefløjen har modsat ikke været gode nok til at fokusere og være klar omkring sin egen politik. Og angrebene mod modstanderen har været for vage.
- Vi har ikke fokuseret nok på vores kritik af Dansk Folkeparti, fordi de sammen med regeringen på det økonomiske område og det sociale område fører en politik, der rammer alle de økonomisk dårligt stillede danskere. Og det fik vi ikke fokus på, fordi det er blevet en diskussion, der udelukkende handler om, at Dansk Folkeparti vil danskheden, og vi vil noget andet. Så i al almindelighed har vi ikke været præcise og gode nok til at formulere en politik for mere lighed og bedre økonomi for de økonomisk dårligt stillede danskere, uanset om de så er oprindelige danskere eller noget andet, siger han.”
Bundet af den konventionelle tankegang i politik berammer vi forestillingen til et højre/venstre-mønster, der aktuelt oversættes til, at højre er VC og venstre SFS. Ind imellem tabeboblen DF, når populariteten og magten over frygten skal bestemmes. Enhedslistens program er socialistisk.
Per Clausen har da efter min mening så ganske ret, når han problematiserer begrebet “danskhed” og “danske værdier”. Selvfølgelig eksisterer disse begreber - om ikke andet, så blot i vore hoveder, men det er vel også nok - men de er ikke så lette at definere, som DF tror.
Jeg sympatiserer med Mette Frederiksen, når hun plæderer for en konstitutionel nationalitet frem for en etnisk nationalitet - altså en fælles loyalitet over for demokratiet og staten, og ikke nødvendigvis fælles modersmål, religion, helligdage og påklædningsskikke. Sådan er nationalitetsopfattelsen i f.eks. USA, Storbritannien og Frankrig, mens vi herhjemme, ligesom i f.eks. Tyskland, hænger fast i en etnisk nationalitetsopfattelse, som medfører den fejlslutning, at homogenitet er en forudsætning for en velfungerende stat. Det må være venstrefløjens opgave at mane den etniske dagsorden i jorden. Det er problematisk at visse indvandrergrupper ikke føler nogen loyalitet overfor det danske demokrati - men vi gør det ikke nemmere for dem, når vi insisterer på, at deres etnicitet og religion er uvelkommen.
Det ligner et gammelt opgør, når Ernst Dahl vil diskutere Enhedslisten på Dansk Folkepartis præmisser; men socialisme er netop solidaritet og fællesskab i social forstand. Det danske fællesskabet og sammenhængskraft var, hvad Fogh Rasmussen fik splittet ved at angribe tolerancen.
Dansk Folkepartis program minder i mangt og meget om Dank Folkepartis program under Besættelsen, snævert socialtnationalt, dengang i tæt samarbejde med nazisterne, idag amerikaniseret og på linie med bl.a. Lega Nords hensigter ved at tilkæmpe sig magten gennem frygt.
Alle beklagede 9.april, også DF og DNSAP, og alle slags folk gik med dannebrog eller kongemærket i reversen, åh, så dansk overalt lige fra højre til venstre side under alsangen.
Ernst Dahl véd vel, at socialister ej heller i dag flager for gud, konge og fædreland, men synes måske, at de burde gøre det samme, som han selv. Den illegale kamp var kampen mod et totalitært system, ikke mod tyskerne, men mod nazisterne, i Spanien for demokratiet imod fascisterne.
Socialismens fællesskab og solidaritet er heller ikke i dag bundet til danskheden, den danskhed, som Ernst Dahl har en særlig definition på.
Ernst Dahl er tilsyneladende ude i en motorsavsmassakre til gavn for - ja hvem?
Danskheden og menneskeheden - er der flere *’heden?
Danskheden er en sproglig fiktion, som aldrig har haft noget materielt indhold. At opfatte en nation som en egal enhed, er et levn fra krigsretorikken: “Tysken kommer” “Engelskmanden bombede” osv. Hvis man var kritisk overfor Bush-regeringen, blev man kaldt amerikanerhader, men sådan er virkeligheden jo ikke … det ved vi jo godt. Man solidariserer sig med de mennesker man har interessefællesskab med. Min erfaring siger at amerikanerelskere faktisk hader fattige amerikanere…eller i det mindste kan de ikke se dem.
Som Per Clausen rigtigt siger:
“Jeg deler flere værdier med nogle af de mennesker fra andre dele af verden, som jeg er politisk enig med, end jeg gør med alle mulige danskere.”
“Hvorfor solidarisere sig med mennesker, blot fordi de står på en fabrik - og måske stemmer på Pia Kjærsgaard?”
Fordi disse mennesker er vildledt. Hele det socialistiske politiske projekt står og falder med evnen til at skabe bevidstgørelse om egen situation og muligheder.
“Tanken om lige rettigheder til alle borgere er jo oprindelig en liberal idé.”
Her hopper kæden fuldstændig af motorsaven.
På samme måde som religioner, for at fremstå som helstøbte, må skrive de mest basale menneskelig følelser og intentioner ind i deres hellige dogmer, så bliver basale følelser som eksv. ‘lige rettigheder til alle’ borgere, stammemedlemmer adopteret af alle populistiske politiske bevægelser
“Lige rettigheder til alle mennesker” kan ingen tage patent på.
Wikipedia:
De fleste moderne fortolkninger af rettighedsbegrebet er universalistiske og egalitære — med andre ord gives lige rettigheder til alle mennesker.
Per Clausen har i et læserbrev d.d. et svar på tiltale.