Flere økonomer går nu direkte til angreb på den strategi, som regeringen har valgt for at bringe Danmark helskindet igennem den økonomiske krise.
I stedet for at sætte ind med en massiv fremrykning af offentlige byggearbejder, renoveringer og andre investeringer, fastholder regeringen, at det først og fremmest er danskernes forbrug, der skal holde gang i den økonomiske aktivitet, til krisen er overstået.
Men dén strategi er alt for usikker og kan medføre en samfundsøkonomi, der er i endnu dårligere stand, når konjunkturerne vender igen.
»Det er en ideologisk afvejning, om man hellere vil lægge vægt på privat eller offentligt forbrug - og dét er jeg som økonom ligeglad med. Men jeg kan bare sige, at usikkerheden ved det private forbrug er alt, alt for stor,« siger tidligere overvismand, professor Christen Sørensen fra Syddansk Universitet.
Han mener, at regeringen overdriver effekterne af skattelettelser og frigivne SP-midler i forhold til danskernes lyst til at bruge penge.
»Derfor tror jeg også nemt, at underskuddene kan blive meget større end det, regeringen forudser. Enhver tænkende dansker, der ser udsigterne for arbejdsløsheden, går ikke ud og fyrer en masse penge af lige nu,« siger Christen Sørensen.
Påholdende danskere
Netop danskernes påholdenhed i lyset af krisen er allerede kommet bag på regeringen. I denne uge måtte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) dramatisk opjustere det forventede underskud på statsfinanserne næste år med 37,1 mia. kroner. Hele 27,7 mia. af dem skyldes et fald i statens indtægter fra moms og bil-registreringsafgifter.
Alligevel satte han sin lid til, at skattelettelser og SP-udbetalinger med tiden vil få danskerne til at forbruge mere.
»Jeg så gerne, at danskerne går ud og køber et hus, køber nogle forbrugsgoder - svinger dankortet - for det er det, som vi har brug for,« sagde han og afviste samtidig oppositionens krav om flere offentlige milliardinvesteringer som »blålys«.
Men dén holdning er mildest talt risikabel, mener professor Bent Greve fra Roskilde Universitet
»Selvfølgelig vil det have en effekt, at danskernes disponible indkomst stiger. Men den er alt, alt for usikker,« siger han.
Foruden danskernes naturlige frygt for at miste jobbet i en krisetid skyldes usikkerheden to andre faktorer, påpeger Greve. De højtlønnede, der får mest ud af skattelettelserne, har en større tendens til at sætte de ekstra penge i banken i stedet for at bruge dem. Og samtidig kan et større forbrug lige så vel ske i form af udlandsrejser og importerede varer, der ikke vil skabe flere danske arbejdspladser.
Minder om Anker
Noget lignende gik galt, da man under Anker Jørgensen kortvarigt afskaffede momsen fra september 1975 til februar 1976.
»Dengang troede man virkelig, at hvis man lige gjorde det her, så ville DSO - ‘Det Store Opsving’ - være lige om hjørnet, og så ville man ikke få de store problemer med resten. I dag ved man, at man står midt i en verdenskrise. Men helt parallelt tror man, at løsningen er at få gang i privatforbruget for at stimulere efterspørgslen,« siger Bent Greve.
Professor i statskundskab Ove Kaj Pedersen fra CBS hæfter sig ved, at regeringen med sin tro på privatforbruget ufortrødent fortsætter samme økonomiske strategi, som den har fulgt, siden den overtog magten.
»Der er øjensynlig ingen tøven i regeringen med at fortsætte den forbrugsdrevne vækst, og det er bemærkelsesværdigt. Der er jo ingen tvivl om, at måden, man har ladet boligmarkedet finansiere en forbrugsfest på, er et af de elementer, der indgår i den nuværende krise,« siger han.
Christen Sørensen er mere end enig.
»Den virkelige tragedie var i 2006 og 2007, hvor regeringen ikke gjorde noget for at tøjle en bragende højkonjunktur. Den regning betaler vi nu. Det har været mindst lige så uansvarligt, som den politik, man førte i 60’erne,« siger han med henvisning til hvor dårligt rustet, dansk økonomi var til oliekriserne i 70’erne - og som det efterfølgende tog statsministrene Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) over 15 år at få rettet op på.
Økonomisk vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen vil ikke sammenligne situationen i dag med 70’erne. De grundlæggende strukturer i økonomi og arbejdsmarked er helt anderledes i dag, påpeger han.
»Men noget af den rekylvirkning, vi får nu, skyldes blandt andet, at huspriserne har været så højt oppe, som de har,« siger han.
Historisk rædselsperiode
Samtidig har højkonjunkturens jobfest betydet, at produktiviteten i det danske samfund er gået ned. Dén vil stige igen - men det betyder også, at en del af de over 150.000 forventede ledige vil få svært ved at finde et arbejde igen, selv om konjunkturerne vender. Derfor deler vismændene ikke regeringens optimisme omkring privatforbruget.
»Fordi huspriserne har været meget højt oppe, og fordi vi tror, at vi får en meget langvarig nedgang i beskæftigelsen, så vil huspriserne have besvær med at komme i gang - og så er det svært at forestille sig, at privat byggeri og forbrug skal kunne danne grundlag for et selvbærende opsving,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Sammen med de andre vismænd så han hellere, at regeringen havde suppleret skattelettelserne med offentlige investeringer for yderligere 10 milliarder - og så samtidig tog fat på de forkætrede arbejdsmarkedsreformer for at styrke den langsigtede holdbarhed.
Professor Ove Kaj Pedersen betragter krisen i 70’erne og dens efterdønninger som en »historisk rædselsperiode« i dansk økonomi.
»Det tog fra 1982 til 1996 at rette op på det, der skete fra 1974 til 1979. Man kan frygte, at det samme er ved at ske igen,« siger han.
Kommentarer
privat gælds baseret overforbrug kompineret, med faldnede olie produktion i nordsøen, snart import status for nasionen som hele, og et stort stænk af højere internasionale olie priser efter det globale peak i 2013 og et falende antal forsøgere til at forsøge et stignede antal pentionister, ja det man bedst kan beskrive som en, velfærds dræber coktail.
Tro mig vi vil om få år se tilbage på år 2009 og vores nuværnde underskud på 86 milliarder kr og tænke ja tænk det var dengang hvor underskudet “kun” var på 86 milliarder kr ( ca 5% BNP) nu her i år 2015-2020 ja der har vi +200 milliarder kr i underskud mens vi skære lystigt i de vælfærds ydelser som vi alle tager for givet, SU folke pention, kontant hjælp dagpenge og tænk vi hade engang noget der hed, efterløn, idag ja der er man heldig hvis man kan komme på pentiion som 70 årige.
Jeg er ikke i tvivl om at vi komme til at skære dybt i alle velfærds ordninger, for vi er overhovet ikke forberet på det globale peak i olie og gas produktionen, samtidigt har vi fået en ja idiotisk ilusion om at velfærd den kan ikke forsvinde, nej velfærd det er et resultat af en årelang strategisk satsning hvor vi på basis af opsparing, nu hade et råderum til velfærd, vi har nu en basis af lån. og en samfunds økonomi der for ca 50% besår af skibs fart og olie export.skibs farten ja den forsvidner med det globale peak og olie produktionen ja siden 2004 der har vi oplevet et decline på 8-10%.
Der er mange forudsigelser omkring olieproduktionen, men en ting er helt sikkert.
Verdens samlede produktions kapacitet er større end nogensinde før. Jeg er helt overbevidst om at du ikke kan finde dokumentation for andet
thomas definationen af et peak det er et toppunkt, precist det tidspunkt hvor produktionen aldrig har været større, IEA er meget klar i deres sidste rapport verden topper i 2013. dvs vi har ca 4 års vækst tilbage i olie produktionen den topper omkring 91 mil tønder rå olie pr dag. og 2-3% årlig vækst i olie produktionen den afløses af 2-3% årligt fald i olie produktionen,
danmark toppede i 2004 siden 2004 der er danmarks olie olie produktion, nu falde med hele 28%,
Jeg vil gerne købe hus og forbruge mig ud af krisen. Hjorten bedes venligst fortælle mig hvordan jeg gør som han ønsker.
Hvor er det dog underholdende at læse om “præsteskabets” forklaringer.
Hvor må de være kloge.
Der er vel ingen tvivl om at den fremlagte løsning er en politisk drøm, der har som forudsætning at der er grænseløs vækst og sigter til den allerede begunstigede del af befolkningen.
Om politikken så er realiserbar får fremtiden vise, men jeg er nu overordentlig skeptisk om kommende generationer vurderer materielle goder så højt som hr. Hjort og hans produktionsivrige kolleger. De yngre ser med tydelighed også hvad prisen er for dette forbrugsmønster, afledt i klimatologiske forvridninger og personlig identitetskrise når man ikke længere kan købe sig til den rette identitet.
Samfundet bliver til stadighed mere håndteret som var det et aktieselskab hvor målet er at skabe profit til aktionærerne, hvorfor vi må skære bort af det urentable og de uproduktive. Vi outsourcer (udliciterer) selv vitale nationale interesser, og selv intern mellemmenneskelig adfærd kan først tolkes i staten når den måles i kroner og øre, eller de minutter og sekunder som de repræsenterer.
Tanken om Danmark A/S får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, for til forskel fra virksomheder kan en nation ikke blot kuldkaste sine overflødige elementer uden markante og uhensigtsmæssige følger. Landet har ansvar for alle under sit flag eller der er intet land overhovedet - intet samlende.
Det merforbrug som finansmisteren håber vil redde nationen tilfalder næppe nationale interesser. Kun hvis vi æder mere medicin og hver især sætter vindmøller op i baghaven (første er ikke tilrådeligt og andet er ikke tilladt) går pengene til de producerende lande - med en brøkdel til den skibstrafik der endnu har dannebrog vajende over sit internationale mandskab.
Den nationale satsning på at være vidensførende har et sært sammenfald med netop den viden som alle andre konkurrerende højteknologiske nationer også satser på, og uden de velfungerende sociale goder som Danmark ellers har været kendt for tilbyder vi ikke noget specielt godt incitament for de uddannede kloge hoveder til at blive i landet og lægge deres skattekroner her - hvor de skal lægge mere uden (snart) at få mere ud af det.
Vi har mange problemer med folk der tror blindt på gud, men åbenbart ingen med ledere der styrer lige så blindt efter et ideologisk pejlemærke og blot beordrer fuld kraft frem mens maskineriet rasler fra hinanden og skroget er sprunget læk.
Denne kommentar er anbefalet af:
Artiklen er forældet, eller også forsøger den på at fortrænge nogle EU-regler fra opmærksomheden.
Den orienterer sig, som om det politiske system har et valg i forhold til, hvor ”de offentlige midler” kan sættes ind for at stimulere den generelle økonomiske aktivitet. Det har det ikke, for iflg. den økonomiske monetære unions stabilitetspagt må statens underskud kun være på 3%, og med det budgetterede finanslovsunderskud på 87 milliarder ud af et BNP på 1600 milliarder næste år, så er den tilladte procentsats allerede overskredet med 2,4.
Hvis ikke Danmark skal rammes af EU-sanktioner, så må staten spare eller begynde at sætte skatterne i vejret. Den har ikke mulighed for at stimulere økonomien mere, den må tværtimod trække penge ud af det fri marked.
Og da staten med sine to bankpakker kan se frem til at bruge en stor del af sine midler på at samle krakkede banker op, betale indskyderne, hvad bankerne har formøblet, og i det hele taget låne finansverdenen midler, som staten ikke har, så er staten for længst hængt op.
Kommunerne kan se frem til gigantunderskud og sparerunder på alle områder.
Alt sammen skyldes det overforbrug, som de økonomisk højtflyvende har præsteret gennem de sidste 50 år.
De danske kapitalværdier er for 99 % vedkommende baseret på fossilt brændsel, som vi har været selvforsynende med siden 1980´erne. Vi er kun selvforsynende med gas et par år endnu og produktionen falder med noget der minder om 10 % frem over.
Æraen som skibsbyggernation er forbi.
Den reelle industriproduktion er flyttet til Asien.
Landbrugsproduktionen, som udgør mindre end 2 % af BNP´et, er på EU´s støtteordninger. Priserne på verdensmarkedet for mad og foder er historisk lave, på grund af en kortsigtet ikke bæredygtig overproduktion funderet i regeringernes stimuleringer af erhvervet verden over.
Danmarks valuta er sammen med USA´s kunstigt høj. I det øjeblik Kineserne ikke længere har brug for vores valuta, fordi de har deres egen og fordi de handler i den direkte med Afrika og Latinamerika, når de henter råvarer, så behøver kineserne ikke vores valuta længere. De behøver ikke producere til os længere.
I den situation skal vi til at klare os med vore egne midler, en valuta som ikke kan købe noget i udlandet af betydning, fordi vi skal konkurrere med et Kina, som er langt stærkere end os. Vi står med et forældet kapitalapparat, som er afhængig af olie, som vi ikke har og ikke har råd til at købe. Vi kan ikke længere producere de arbejdsintensive varer, vi nu henter billigt i Kina. Mærskflåden er overflødig og forældet, fordi der ikke er noget at transportere frem og tilbage mellem Asien og os.
I den situation skal vi til at lære, at alle de former for produktion, som ligger efter de primære, nemlig: føde, tøj og bolig er mindre væsentlige. Vi skal til at lære, at servicefagene, medieindustrien, livsstilsproducenterne, de salgsfremmende aktiviteter, økonomerne, symbolanalytikerne og fanden og hans pumpestok er fuldstændigt overflødige. Og vi kommer til at arbejde igen, på helt andre måder. Det bliver nogle helt andre tider på godt og ondt.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf
“Vi har mange problemer med folk der tror blindt på gud, men åbenbart ingen med ledere der styrer lige så blindt efter et ideologisk pejlemærke og blot beordrer fuld kraft frem mens maskineriet rasler fra hinanden og skroget er sprunget læk.”
Problemet er at samtlige ideologier som er repræsenteret i Folketinget, vil producere os ud af krisen.
De bruger ovenikøbet samme miljømæssige glasur og lys i lagkagen.
Valget står kun melllem om det er det private eller det offentlige som skal producere os ud af krisen.
Det er fuldständig passé at forbruge.
Det giver ikke megen mening at snakke om väkst og stigende BNP, da det tager udgangspunkt i effektmål som investorerne önsker, nemlig flere penge fra den danske befolkning.
De skulle hellere tage udgangspunkt i befolkningen og beskatte fjernelsen af jordens ressourcer på virksomhederne og ikke på befolkningen. Resten af en bäredygtig fremtid löser sig relativt nemt derfra…
Den næste oliekrise bliver permanet, og det betyder afviklingen af den fysiske globalisering med den famøse “5000 mile ceasar salat”.
Det vil nok være klogt af Danmark, at bruge de sidste resourcer på at sikre en bæredygtig forsyning af energi og fødevarer.
- og så skal vi til at lave de produkter, vi selv bruger.
‘Det vil nok være klogt af Danmark, at bruge de sidste resourcer på at sikre en bæredygtig forsyning af energi og fødevarer.’
Ja, det ville være helt ekstremt klogt, men det ville indebære stop for den almindelige bortsløsning af ikke-fornyelige ressourcer til vores rådighed, herunder givetvis rationering af olieforbruget og kontrol over eksporten af olie og gas til udlandet.
Men det ville være meget klogt. Den uendeligt naive tro på, at væksten kan fortsætte i det uendelige er uendelig tragikomisk (og noget deprimerende - jeg mener, lidt brain må de folk da ha’).