»Som menneske støtter jeg fuldt ud dette mål. Det, der sker, og det, der kan ventes at ske, overbeviser mig om, at verden på virkelig ambitiøs og meget beslutsom vis må bevæge sig mod et mål på 350 ppm.«

- Rajendra Pachauri, formand for FN’s Klimapanel, 25. aug. 2009

FN’s Klimapanel IPCC leverer ikke politiske anbefalinger. Panelet, der består af over 2.000 forskere, leverer videnskabelig indsigt som beslutningsgrundlag for denne verdens politikere. Derfor gik panelet i sin seneste statusrapport fra 2007 ikke længere end til at sige, at hvis verden ønsker at bremse den globale opvarmning ved 2-2,4 grader, så er der en fifty-fifty chance for at sikre det ved at holde atmosfærens koncentration af drivhusgasser på, hvad der svarer til 450 ppm CO2. Hvis man vil leve med en tre grader varmere verden, må man stoppe ved en 550 ppm, sagde IPCC. Er fire grader OK, kan man udlede endnu mere. Osv. Dengang sagde mange - som den britiske økonom og regeringsrådgiver Nicolas Stern - at 550 ppm nok var det bedst opnåelige, givet verdens politiske og økonomiske realiteter. Da verdens lande mødtes til klimaforhandlinger i Bali i december 2007, talte bl.a. EU om 450 ppm som overgrænsen, den ny viden om alvorligere klimaeffekter taget i betragtning.

Siden har foruroligende oplysninger om, hvad der allerede sker med det globale klima, og hvad der ifølge forbedrede computermodeller vil ske, skærpet bekymringen og behovet for hastige indgreb. Som rapporteret i Information de seneste dage siger verdens ledende polar- og klimaforskere, at smeltningen af isen i Arktis nu sker hastigere, end selv pessimister har forestillet sig. Og norske forskere fra Bjerknes Centre for Climate Research siger med afsæt i nye modelberegninger, at havets og landjordens evne til at opsuge CO2-udledningerne vil skrumpe så drastisk, at CO2-koncentrationerne i år 2100 alt andet lige vil blive 100 ppm højere, end hidtil antaget. Dertil fortæller nyhedsstrømmen sit klare sprog om klimaændringer, der allerede slår igennem: ‘Millioner i fare i Kina på grund af tørke’, ‘Indien må importere føde under tørke’, ‘Tabene på kvæg og afgrøder vokser under tørken i Texas’, ‘Ukontrollable brande raser nær Athen, tusinder på flugt’, ‘Kenyas hyrdefolk ødelægges af udebleven regn’, ‘Hundredetusinder ramt af oversvømmelser i Bangladesh’ lyder nogle af de dagsaktuelle overskrifter.

Chefen for NASA Goddard Institute og en af verdens ledende klimaforskere, professor James Hansen, var den første, der på baggrund af sin egen og andres forskning vovede at sige, at 450 ppm er for meget, og at verden må bevæge sig tilbage - for vi er allerede på 387 ppm - til 350 ppm. Altså træffe beslutninger, der hurtigt bringer os ud af den fossile afhængighed og gør os i stand til aktivt at trække CO2 ud af den overbelastede atmosfære. Ifølge Hansen er en afvikling af dagens kulkraftværker på 20 år én forudsætning. Siden har Al Gore stillet sig bag 350 ppm-kravet, og det samme har 94 af verdens små, fattige og klima-udsatte nationer ligesom den ny globale græsrodsbevægelse 350.org, der den 24. oktober gennemfører over 1.300 internationale manifestationer til støtte for kravet - én af dem på Rådhuspladsen i København.

Og nu rykker så Jahendra Pachauri. Den indiske økonom, der tilbage i 2002 blev manøvreret på plads i IPCC’s formandsstol af USA’s præsident Bush, som var utilfreds med den progressive linje lagt af den daværende klimaformand Bob Watson. Pachauri er i dag så bekymret over misforholdet mellem fremadskridende klimaforandringer og stillestående politik, at han tager det opsigtsvækkende skridt at bakke op om de 350 ppm som nødvendigt klimamål. Ikke som IPCC-formand, siger han, men ‘som menneske’.

Forskellen er den samme. Pachauris udsagn er det hidtil stærkeste signal fra sagkundskaben om, at situationen er alarmerende og forudsætter en meget hurtig global kursændring, en økonomisk, teknologisk og politisk omstilling så radikal, at den sammenlignes med Manhattan-projektet, Marshall-hjælpen og Apollo-programmet - lagt sammen. Det ulykkelige er, at presset for 350 ppm kommer så sent. Der er 101 dag til klimatopmødet i København, og politikerne er ved at have låst sig på positioner, der langt fra lever op til dette ambitionsniveau. Situationen afspejler, hvad man med tilpasset inspiration fra videnskabsmanden og forfatteren C.P. Snow kunne kalde skismaet mellem ‘de to kulturer’: Den videnskabelige og den politiske. De naturvidenskabelige forskere udtaler sig nødig kategorisk, understreger usikkerheden i deres resultater og søger stedse mere viden og dybere forståelse. Politikerne vil have klare, kontante og hurtige svar og tolker ofte forskerne som fulde af tvivl, hvis de da ikke bevidst misbruger de videnskabelige forbehold til at skyde svære beslutninger fra sig.

Hvor langt verden på de næste 100 dage kan nå i retning af 350 ppm-målsætningen, afhænger helt af den tredje part mellem de to kulturer: Civilsamfundets aktører.

* ppm: parts per mio., her CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler. Den førindustrielle koncentration var 280 ppm CO2, i dag er koncentrationen allerede bragt op på 387 ppm og tiltager med 2 ppm om året.