Engang jagtede han magthaverne for folket, nu jager han lederne for kapitalen. Martin Vinge, den tidligere kampagnejournalist, som fældede finansministeren, har stillet sit skarpe intellekt og forførende veltalenhed i erhvervslivets tjeneste. Han er gået under jorden, bogstavelig talt. I en mørk parkeringskælder sniger han sig ind på sit bytte, fanger dets blik på forsædet af en bil og går til angreb med et stykke absurd teater:
»Jeg er her ikke, og du er her ikke. Men hvis du nu sad dér, og jeg sad her, og jeg spurgte, om du ville være leder af det firma, som vi er enige om ikke bliver nævnt …«
Fra første scene i Headhunter betragter instruktøren Rumle Hammerich (Taxa, Rejseholdet, Unge Andersen) headhunterbranchen som en pendant til den spionverden, der forsvandt med Murens fald. Hovedjægeren arbejder undercover, han spiller roller og dobbeltroller, han har skjulte dagsordener og bruger alle trick i bogen.
En sand labyrint
Hovedjægerens metier er at overtale mennesker, og Martin er efter sigende landets bedste mentale skakspiller.
Det tror vi gerne, for han spilles med fuldstændig naturlig autoritet af Lars Mikkelsen. Martin er indbegrebet af professionalisme og samtidig et knudemenneske, der skjuler sig bag en kølig ærgerrighed. Hans moral og følelsesliv slumrer, men de vækkes begge til live, da der kommer en overraskende henvendelse fra den aldrende leder af Nordens største handelsimperium, Sieger-koncernen (læs: A.P. Møller-Mærsk).
»Man er Des med hr. Sieger. Man afbryder ikke. Man svarer, når man bliver spurgt, og takker ja, når man bliver budt. Forsøg alligevel at undgå hans cigarer,« indskærper N.F. Siegers stikirend-old-boy (Preben Harris), mens Martin i en virtuos sekvens føres igennem en sand labyrint og ned i imperiets hemmeligste rum, hvor den excentriske Sieger (Henning Moritzen) indtager sit yndlingsmåltid: havresuppe med dampet pighvar!
Hvorfra?
Mødet handler om tronfølgen i kæmpekoncernen, der har udviklet sig til et selvstændigt samfund i samfundet. N.F. Sieger tvivler på sin søn, Daniels (Flemming Enevold) evne til at overtage firmaet, og derfor beder han Martin om at finde tre kandidater til den magtfulde stilling.
Men Daniel har ikke tænkt at give sig uden kamp, og snart er Martin viklet ind i et isnende intrigemageri på magtens tinde, som han er ude af stand til at gennemskue. Det får dramatiske konsekvenser, også for Martin (og hans medhjælper spillet af Charlotte Munck), som må sande, at selv den hårdeste headhunter har et blødt punkt.
Plottet i Hammerichs erhvervs-thriller er formentlig mere inspireret af amerikanske og engelske konspirations-, spion- og gangsterfilm end af virkeligheden i den danske jernindustri. Men det holder alligevel vand, fordi det er logisk og rent faktisk overraskende – ligesom i Kongekabale og i modsætning til det våsede plot i Kandidaten.
Adrenalinen i kog
Filmen byder på en overdådighed af visuelt stærke locations – fra hypermoderne erhvervskontorer over mørke kældre til fordækte møder i øde landskaber. Og Dan Laustsens majestætiske billeder, som veksler mellem melankolske blåtoner a la Michael Manns Heat og varmere farver i de intime scener, bidrager til at give filmen production value.
Men frem for alt stråler filmen af, at 54-årige Rumle Hammerich, der selv har siddet på topposter i DR og på Nordisk Film, er fascineret af erhvervslivets superprofessionelle spidser.
Man plejer at sige, at dansk film starter, når folk kommer hjem fra arbejde, men her er for en gangs skyld en film, hvor arbejdet er i fokus. Hammerich stoler på, at headhunterens jagt på egnede kandidater i sig selv er et drama fuld af suspense, og selv om filmen gennemgående har en tør tone og ret beset kun byder på én action-scene, pisker den alligevel adrenalinen i kog.
En human interest-sidehistorie om Martins ekskone og deres handicappede barn, virker karakteristisk nok som et melodramatisk fremmedelement.
Prægtige Moritzen
Filmens hjerte ligger i scenerne mellem N.F. Seiger og Martin, to ensomme eksistenser, hvis familieliv ligger i ruiner, fordi de i deres indædte stræben har mistet kontakten til det menneskelige.
De to udvikler et rørende far-søn-forhold – et tilbagevendende tema i Hammerichs film – og N.F. Seigers uanmeldte besøg i Martins lejlighed, hvor han spørger om et glas vand og en sofa at hvile sig på, er en af den slags genialske detaljer, der løfter filmen over det håndværksmæssige solide.
Henning Moritzen var en både skrækindjagende og hjælpeløs Godfather i Festen, og her gentager han bedriften i en mindre pervers, men mere kynisk udgave. Den 80-årige skuespiller har annonceret, at Headhunter er hans sidste spillefilm, og hvis det står til troende, er det en prægtig afslutning på en fornem karriere.
Headhunter. Instruktør og manuskript: Rumle Hammerich. Dansk. (Palads, Dagmar, Metropol, CinemaxX, Grand, Empire, Falkoner samt biografer over hele landet)
Kommentarer
Jeg har det lidt svært med filmen. Den giver ikke et særligt godt eller unikt billede af toppen af dansk i erhvervsliv i dag.
Hertil er udgangspunktet også for specielt. Der er for mange let genkendelige Mærsk-referencer i filmen - fra containere, den lyseblå farve, den gamle enerådende patriark, domicilet med udsigt over havneudløbet, den jævne daglige frokost på den lille restaurant i Frederiksstaden osv. osv.
Plottet er også drevet af livsværksambitioner, og ejerinteresser, og ikke af de professionelle ansatte direktører og bestyrelsesmedlemmers interesser og konflikter og spil med og mod hinanden og de mange dårligt organiserede aktionærer, som trods alt er de mest almindeligste og typiske konflikter - også i toppen af dansk erhvervsliv.
Familiedrevene og dynastiske virksomheder er ekstremt sjældne, og den sammenblanding af ejerhforhold, ledelse og familiemæssige interesser, der er i disse virksomheder - er ikke repræsentativ som sådan.
På en måde kommer filmen hermed også til at forlænge den litterære tradition fra fra 1800-tallet hvor de dynastiske virksomheder var de almindeligste. Godt dramatisk og populært stof med sine velkendte arketyper. det bliver for mig også filmens svaghed - at man aldrig kommer ud over Dickens.
Handlingen tager sine steder også en noget urealistisk drejning uden det dog at blive virkeligt overraskende på noget tidspunkt.
Men filmen er fuld af gode præstationer. Mikkelsen, Mouritzen og Enevold fylder rollerne overbevisende ud.
Måske det bedste ved filmen er den godt begravede fortælling om at være far og skulle acceptere sin søn. Den udfordring som både Mouritzens og Mikkelsens figurer bærer rundt på.
Dansk Erhvervslivs største virksomheder er jo familie-dynastier; Lego, B&O, Novo Nordisk, Grundfoss, Danfoss, Jysk (Lars Larsen) og altså Mærsk.
Og som søn af en fabrikant der ejede kjoler har jeg selv oplevet hvor galt det kan gå når f.eks. pater familias (min farfar) skulle aflevere virksomheden til min far som måske slet ikke skulle have været leder af en virksomhed. Det var han nemlig alt for blød, mild og rund til.
Generationsskifter i virksomheder er et enormt problem, og Karsten Aaen erfaringer er meget almindelige (men erkendes og indrømmes sjældent).
Der findes en talemåder, der handler om familievirksomheder, der overdrages fra generation til generation. Denne lyder: Det tager tre generationer at bevæge sig fra ingenting til ingenting igen.
Karsten & Heinrich
I har da ret, men I må sondre mellem virksomheder som er familieejede og -ledede og så virksomheder, hvor familien blot er ejere, og har ansat en professionel ledelse udefra.
Det er dét spring, der for mange familier er det vanskelige. Enten ønsker ingen af børnene at forsætte foretagnet, eller også så vil de, men er ikke egnede, og familien er måske delt i spørgsmålet om at skulle ansætte en fremmed direktør og bestyrelse.
–
Grundlæggernes efterkommere deltager ikke i ledelsen af Novo, B&O og i A. P. Møller er Hr. Møller jo trådt ud. Jysk er grundlagt af Lars Larsen selv, og ikke overdraget til 2. generation.
Men med til billedet hører også, at f. eks. Carlsberg, Danisco, Danske Bank, FL Schmidt, Lundbeck, NKT, Nordea, Topdanmark, Jyskebank (ingen banker i Danmark overhovedet) er hverken familieejede eller -ledede.
–
Det er jo en historisk proces i mere end en forstand. Håndværksvirksomheder går i arv til sønnen osv., og de store grundlæggere og deres virksomheder er familieejede. Tietgens imperium, B & W, Sadolin og Holmblad, Sophus Berendsen, Glückstadt osv. perioden fra 1853 til 1940 De var de store patroners tid.
Det var også dem, der begyndte at bruge børsen til at skaffe kapital, og drive virksomhederne som hovedaktionære sammen med en masse småaktionærer.
–
På et tidspunkt må familiemæssig succession opgives i de virksomheder, der er grundlagt i den tidlige industrialiserings æra i Danmark. Forskellige løsninger må laves med fonde og f. eks. A-aktier for at sikre familiens bestemmende og udkomme, og professionelle bestyrelser og direktioner må ansættes.
Men med tiden udvandes disse ejerforhold også i takt med efterkommernes indbyrdes uenighed, og salg af aktier til anden side, samt når virksomheden f. eks. skal hente fornyet kapital, fusionere osv.
Resultatet af denne historiske udvikling og virksomhedscyklus er, at i dag er der en del virksomheder, hvor ejerens efterkommere kontrollerer virksomheden eller blot ejer en del af den, men at ledelsen er professionel og udfrakommende.
I det hele taget er delingen af ejer- og ledelsesfunktionen en udvikling, der begynder i England i 1850-erne, og som i dag har ført til at langt de fleste store virksomheders aktier er sprædt ud over et stort antale mindre og småaktionærer.
De største aktiebesiddere er i Danmark faktisk lønmodtagerne, gennen forsikringsordninger, pensionsordninger, banker osv.
Det betyder, at den konflikt, der knytter sig til grundlæggeren, hans dynastiske tanker og ideer om familiemæssige ledelsesmæssig succession ikke er den typiske konflikt i dag - selvom den altid vil være der.
I dag ser vi nærmere konflikten mellem den professionelle ledelse og den uendelige skov at svage småaktionærer, hvor ledelsen er mere optaget af at begunstige sig selv, end at tjene penge til aktionærerne.
Banktrelleborg, Roskildebank, IT Factory osv. er eksempler på det.
–
Jeg siger ikke, at Rumle Hammerichs film tager et forkert udgangspunkt, men at den med sit valgte udgangspunkt tager afsæt i en udbredt forestilling - som ikke er helt så almindelig i dag, som den var en gang, og at den konflikt han lader drive filmen frem er for speciel til at give et generelt billede af den typiske konflikt.
Den sprogbrug og korte målrette indforståede kommunikation, der opstår når alle er professionelle, ved havd de laver og hvorfor rammer Hammerich til gengæld udmærket.
Det er måske ikke rimeligt som anmelderen forsøger, at gøre den til udtryk for isnende kulde - den findes også blande læger, politifolk og journalister osv.