»Når man er i militæret skifter ens moralkodeks. Den første dag holdt min delingsleder en tale for at få os alle sammen i stødet. Han fortalte, at der ikke findes nogen bedre følelse, end at dræbe en terrorist, og bagefter sendte han billeder rundt af døde palæstinensere, som delingen før os havde dræbt,« fortæller 26 årige Avihai Stollar, som aftjente sin værnepligt fra 2001 til 2004.
»Det ændrede os. Vi var 18 år gamle og lige kommet ud af gymnasiet. Vi anede ikke, hvordan, vi skulle håndtere det. For os var det som et computerspil - wouw - døde terrorister, cool! Det var den mentalitet, jeg havde med mig, da jeg efter otte måneder blev sendt ud til Vestbredden, hvor jeg skulle tjene.«
Avihai Stollar voksede op i et intellektuelt venstreorienteret hjem, hvor den nationale stolthed var stor, og alle i familien havde tjent i hæren.
»Jeg voksede op med humane værdier om, at man skal respektere andre mennesker, og at man ikke må bruge vold,« siger Avihai Stollar.
Vold er hverdag
Det meste af militærtjenesten brugte han på at kropsvisitere palæstinensere og sørge for, at de ikke kom for tæt på de israelske bosættelser eller brugte vejene. Hvis de overtrådte forbuddet fik de bind for øjnene og blev slæbt med tilbage til basen. Der gik ikke længe før hans soldaterkammerater begyndte at blære sig med, hvordan de slog dem, de havde anholdt, og han så med egne øjne, hvordan kokkene på basen muntrede sig med at sparke de anholdte palæstinensere.
»Man tilpasser sig hurtigt og adopterer en ny måde at opføre sig på. Det er hårdt at være soldat. Man får ikke særligt meget at spise, man får ikke særligt meget søvn, og man kommer ikke hjem særlig ofte, så man vænner sig til kun at tænke i sort og hvidt og til at se alle palæstinenserne som fjender,« siger Avihai Stollar.
»Jeg fortryder, at jeg bare indordnede mig og holdt op med at tvivle. Inden jeg kom i militæret tænkte jeg selvstændigt, selvom jeg kun var 17 år. Jeg læste mange ting og prøvede på at finde ud af, hvad min identitet var. Men da jeg kom i militæret indordnede jeg mig bare under hele den her machokultur.«
»Mest af alt fortryder jeg, at jeg endte med virkelig at hade palæstinenserne af hele mit hjerte,« siger Avihai Stollar. For et år siden meldte han sig ind i ‘Breaking The Silence’ for at forsøge at ændre den måde, det israelske militær opfører sig på i de besatte områder.
Kommentarer
Hvor er det sørgeligt at læse, hvad militæret kan gøre ved unge mennesker. Fra at være et menneske i en familie med humane værdier med respekt for andre mennesker, gør militæret dette og andre mennesker til umennesker.
Det taler til Avihai Stollars ros, at han har kunnet begynde at tænke selvstændigt igen. Formentlig havde han ikke noget valg, da han ”indordnede” sig.
Men det rigtig kedelige og sørgelige er, at stater og regeringer kan tvinge denne brutalisering ned over unge ufærdige mennesker, som ikke har nogen anelse om hvad de gør, og ikke har nogen reel mulighed for at protestere.
Verdens misbrugte mennesker mangler en Ghandi, eller en verdensomspændende organisation til protest imod dette misbrug og denne brutalisering af mennesker.
Er det ikke mærkeligt, at imens der rundt omkring i verden finder uhyrligheder sted, med krige død, sult og ødelæggelser, så sidder vi her i Danmark, i vores lille smørhul, og kommer helt op på mærkerne over tro/overtro, evt. 5 kvinder der bærer burka her i landet og en politihunds død?
Jeg kan jo godt lide at bilde mig ind, at danskerne er et tolerant og fredselskende folkefærd, der ikke beskylder andre for at være psykisk syge, hvis de tror på et eller andet guddommeligt – dem om det! – Næ nej, sådan er det ikke.
Min stædige fremturen og opfattelse er ren indbildning, og det ved jeg godt. Men det er måske på tide, netop i dag hvor jeg fylder 66 år, at se realiteterne i øjnene: Danskerne er præcis så snæversynede og intolerante som resten af verdens folkeslag - vildledte af skrækindustrien, politikere, de finanssmarte og våbenindustrien, som vi er.
Nu vi er ved proportionerne, så skal jeg til at forberede bearnaisesaucen. Og det gør jeg, mens utrygheden breder sig i samfundet iflg. Lene Espersen.
“Nu vi er ved proportionerne, så skal jeg til at forberede bearnaisesaucen. Og det gør jeg, mens utrygheden breder sig i samfundet iflg. Lene Espersen.”
Og der skydes vildt i Mjølnerparken, men hvad gør det, når bare Ingers bearnaise ikke skiller, ja det er sgu proportionssans:
http://jp.dk/indland/krimi/article1798262.ece