Professorstrid skærpes i PET-Kommission

Talsmanden for flertallet i PET-Kommissionen, professor Ditlev Tamm fra Københavns Universitet, skærper nu tonen i forhold til mindretallet, der udgøres af professor Jens Vedsted-Hansen fra Århus, der i en artikel i Information har kritiseret Kommissionsflertallet for dårlig jura.

Tamm mener ikke, at det var en god ide, at Vedsted-Hansen kritiserede flertallet og tager derfor til genmæle.

»Jeg har svært ved at forstå Vedsted-Hansens argumentation, og når selv øvede jurister som mig ikke fatter det, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det må være for andre,« siger Tamm til Information.

Anledningen er, at Vedsted-Hansen som mindretal i Kommissionen i en artikel i Information i sidste uge kritiserede flertallet for en konklusion, som både var uheldig og uforståelig. Kernen i uenigheden går på, om den berømte regeringserklæring fra 30. september 1968 - om at borgerne ikke længere kan registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed - har selvstændig retskraft eller ej. Eller med andre ord, Om erklæringen i sig selv har været retligt bindende eller ej. Og om det derfor skal have nogen konsekvenser, at skiftende justitsministre ikke har oplyst Folketinget om det fulde omfang af PET’s registreringer.

Ja, mener Vedsted-Hansen og henviser bl.a. til de mange gange, skiftende justitsministre fra Folketingets talerstol har henvist til erklæringen, når de skulle beskrive omfanget af PET’s registreringer.

Men nej, mener Tamm: Erklæringen kan ikke stå alene, men skal ses og forstås sammen med det fortolkningsbidrag, som et notat fra Justitsministeriet, dateret den 14. september 1968 udgør. Notatet er ifølge PET-Kommissionen godkendt af de tre regeringspartier i regeringens Sikkerhedsudvalg. Der er dog det specielle ved 14/9-notatet, at det aldrig tidligere har været offentliggjort, og derfor er blevet mødt med betydelig skepsis fra bl.a. tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm fra VS.

Ifølge notatet får PET lov til fortsat at registrere alle personer, der har østkontakter, eller som har forbindelse til organisationer, der anses for at være egnede til at fremkalde uro.

Krumspring i Århus

Tamm blev - i øvrigt helt på linje med Vedsted-Hansen - overrasket over notatet, men han er derimod ikke så overrasket over, at det først er fremkommet nu, 41 år efter det blev skrevet:

»Man har åbenbart ikke fundet det før. PET’s arkiv er meget stort og meget uoverskueligt, så det er først nu, hvor man har gennemgået arkivet dokument for dokument, at det dukker op. Dertil kommer, at man åbenbart heller ikke fra PET’s side har tillagt notatet nogen særlig betydning, fordi de embedsmænd, der skulle administrere registreringen, i forvejen har vidst, hvad der stod. Notatet udtrykker helt klart, hvordan regeringen har ønsket at fortolke regeringserklæringen, og det har PET så gjort,« siger Tamm.

»Det var Kommissionens opgave at se, om PET har fulgt reglerne, og det har vi så gjort, så efter min mening er Vedsted-Hansens mindretalsudtalelse helt overflødig, og den er jo også i det store hele er skrevet uden, at der tages hensyn til notatet af 14. september. Men det har været særligt magtpåliggende for ham at konstruere et specielt ansvar for justitsministrene, og der har flertallet i Kommissionen ikke kunnet følge ham, fordi vi lægger vægt på, at notatet lige som regeringserklæringen er godkendt af regeringen. Det kræver altså nogle krumspring, herunder helt at glemme notatet, hvis man skal følge hans udlægninger, der efter min opfattelse savner juridisk lødighed.«

Kædehop i Århus

Tamm mener ikke - i modsætning til Vedsted-Hansen - at 14/9-notatet lægger op til en udvidelse af PET’s politiske registreringer.

»Erklæringen er holdt i meget generelle toner, hvor nøgleordet selvfølgelig er ordet ‘alene’. Notatet bistår med at fortolke ordet alene i de ret specielle situationer, hvor personer, der i øvrigt driver lovlig politisk virksomhed, har kontakt til andre, der arbejder med noget, der kan komme i konflikt med statens sikkerhed eller føre til uro, for så kan de omfattes af det, som PET må registrere. Så det er ikke en egentlig udvidelse, fordi erklæringen i sig selv kræver en fortolkning, og det er netop fortolkningen, man præciserer med 14/9-notatet. Fortolkningen bliver så ikke bragt offentligt frem, men det ændrer ikke ved, at det er denne fortolkning, som PET skal rette sig efter.«

- Har 14/9-notatet så forrang frem for regeringserklæringen?

»Nej, sådan kan man ikke sige det. Jura består i, at man fortolker regler i en sammenhæng. Regeringserklæringen er en offentlig meddelelse om, hvordan man vil instruere PET om at registrere for fremtiden med hensyn til politisk virksomhed. Så set fra PET’s side har der ikke været nogen som helst tvivl om, at de skulle rette sig efter regeringserklæringen sammen med notatet, der forklarer, hvad denne erklæring indebærer i forhold til de konkrete registreringer. Det er elementær jura.«

- Hvorfor er I så uenige, hvis det er så elementært?

»Fra jeg så 14/9-notatet, har det været mit synspunkt, og jeg forstår slet ikke, hvordan man kan nå et andet resultat. Det er dér, at kæden efter min mening hopper af for mindretallet. Ret beset mener mindretallet, at regeringserklæringen har to forskellige meninger, alt efter om den står alene eller den skal ses sammen med 14/9-notatet. Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan Vedsted-Hansen kan nå til den opfattelse, når han kender notatet. Vi i flertallet synes ikke, at man kan adskille de to ting, altså erklæringen fra fortolkningen.«

- Hvor meget har I diskuteret det?

»En hel del, uenigheden blev jo et af kernepunkterne i Kommissionens arbejde. Vi i flertallet har ikke været i tvivl om, at en almindelig juridisk metode at læse retskilder på må give det resultat, vi når frem til. At regeringserklæringen er offentliggjort, mens notatet ikke er det, er uden juridisk betydning og har udelukkende politisk betydning. Erklæringen har givetvis, som flertallet også omtaler det, skabt nogle forventninger i Folketinget om registreringens omfang, som så har vist sig ikke at være rigtige, når man kender praksis. Men den antagelse, at i og med at erklæringen er offentliggjort, så er der skabt en særlig ret, det mener flertallet altså ikke. Det særegne her er blot, at der er tale om et særligt følsomt område, nemlig politiske registreringer, og at man kan da også argumentere for, at Folketinget har fået en anden og ukorrekt opfattelse af registreringernes omfang, fordi de kun har kendt erklæringen.«

- Og hvorfor har flertallet så ikke taget stilling til det?

»Kommissionen omtaler spørgsmålet, men er ikke blevet bedt om at vurdere det, og det ville også være særdeles kompliceret at sætte sig til dommer over de politiske valg, som vekslende ministre traf i 1970’erne om, hvilke oplysninger om PET’s registreringer man ville give Folketinget.«

Frihåndstegning i Århus

- Vedsted-Hansen kritiserer, at flertallet mere har lavet en historisk fremstilling end en juridisk analyse?

»Det har han selvfølgelig ikke ret i. Fortolkning af jura er at sammenholde forskellige retskilder, og det er det, flertallet gør. Vedsted-Hansens måde at opfatte regeringserklæringen på er frihåndstegning, som efter min mening ikke har meget at gøre med stringent jura, fordi han vælger at se bort fra sammenhængen mellem erklæring og notat.«

- Vedsted-Hansen mener også, at flertallet slipper udenom en analyse af, at Folketinget er blevet misinformeret eller vildledt om registreringerne?

»Vi bruger ikke de ord, men flertallet giver klart udtryk for, at Folketingets opfattelse af registreringens omfang, og så det, man faktisk gjorde, ikke er sammenfaldende. Om det så er misinformation eller ej, indlader vi os ikke på at vurdere, da Kommissionen som sagt ikke skal vurdere forholdet mellem regering og Folketing. Snarere er det vel manglende information end decideret misinformation.«

Ifølge Tamm fremgår det tydeligt af Kommissionens beretning, at Folketinget kan have dannet sig et andet indtryk af registreringerne, end det, som PET faktisk gjorde.

»Det har bare ikke været Kommissionens opgave at dele karakterer eller bedømme dansk politik. Det fremgår af beretningen, at det såkaldte Wamberg-udvalg, der skulle kontrollere efterretningstjenesterne, gang på gang har bedt de skiftende justitsministre om at orientere Folketinget om praksis. Men det gjorde ministrene ikke, og det affandt Wamberg-udvalget sig med.«

- Men Wamberg-udvalget kendte heller ikke 14/9-notatet?

»Nej, men så meget desto mere kunne de jo se, at der var forskel på regeringserklæringens rene ordlyd og så PET’s praksis. Men det har altså ikke været vores opgave at afgøre, om orienteringen af Folketinget har været fyldestgørende, vi har kun påpeget problemet. At tage stilling her kræver en helt anden form for undersøgelse, end den vi har gennemført. Kommissionen er jo ikke en rigsret, der skal tage stilling til ministrenes ansvar. Men det er korrekt, at der er et spænd mellem forventningerne og så det, der foretages. Min egen opfattelse er, at Wamberg-udvalget kunne have reageret kraftigere. Hvis de havde ment det alvorligt, kunne de have fremprovokeret en reaktion ved at gå af, men det gjorde de ikke. De politiske myndigheder kunne derfor med en vis ret sige, at når Wambergudvalget kunne gå ind for praksis, så går det nok,« siger Tamm.