Som et led i EU’s forsøg på energiplanlægning må man ikke længere købe matte glødelamper fra 1. september og fra 2012 heller ikke de klare glødepærer. Dette er et forsøg på at spare energi ved at tvinge befolkningerne over til at bruge sparepærer.

Det bliver nu lige før grænsen 1. september oplyst via pressen, at kviksølvindholdet i sparepærerne kan være farligt, og at man derfor skal iagttage specielle forsigtighedsregler, hvis en pære går i stykker. Bl.a. skal man forlade rummet og lufte ud i 30 minutter (vejledning fra Miljøstyrelsen), og man må ikke støvsuge rester op, men forsøge at fjerne dem iført tykke handsker og evt. med et stykke pap.

De forsigtighedsregler, man skal iagttage, er helt ude af trit med de regler, man normalt skal iagttage i en husholdning, og det kunne pege i retning af, at de kviksølvholdige sparepærer ikke er egnede til brug i hjemmene. Dertil kommer, at lyset ifølge undersøgelser ikke er af samme kvalitet som lyset fra de gammeldags pærer.

Endvidere skriver Miljøstyrelsen, at sparepærerne ikke må smides i skraldespanden, men at de på grund af kviksølvindholdet skal afleveres til specielle beholdere på genbrugsstationerne. Hvordan kan man i fulde alvor forvente dette fulgt af husstandene? Man kan blot tænke på, at der fra visse kilder angives, at skønsvis 80 pct. af øldåserne ikke genbruges til trods for, at der på disse er pant og at det er forholdsvis ukompliceret at aflevere dem ved normale indkøbssteder.

Det var Anders Fogh Rasmussen, der ødelagde det danske pantsystem med returflasker, som Svend Auken kæmpede med EU om. Og det var Fogh, der kannibaliserede Miljøstyrelsen. Muligvis har dette haft til følge, at man fra dansk side ikke har været forbeholdne over for sparepærerne, hvor man altså genindfører det miljøfarlige kviksølv for at spare energi, til trods for at kviksølv på andre områder, f.eks. til tandbehandlinger, er blevet faset ud.

Det synes, som om man i EU handler hurtigere end man tænker, og som om man i Danmark slet ikke tænker.