Når vi får tilbudt noget, der er gratis, bliver vi mistænksomme. ‘Der må stikke noget under,’ tænker man og overvejer alt fra Scientology til snedige abonnementssælgere. Men sådan er det heldigvis ikke altid.
De mange cyklister i eftermiddagstrafikken sænker farten for at læse, hvad der står på skiltet: »Gratis vejledning om alt + Gratis kaffe.« Flere stopper helt op og kigger nysgerrigt på Simon Høgsberg, der har sat skiltet op på hjørnet af Frederiksborggade og Søgade ved Dronning Louises bro i København.
Den 33-årige selvudnævnte rådgiver sidder på en høj barstol bag en stor bunke paller, der bruges som bord. Han har siddet der mellem kl. 12 og 17 siden mandag og har rådgivet omkring 25 mennesker. Han er iklædt slidte cowboystøvler og sort læderjakke og forsikrer, at der såmænd ikke stikker noget under det gode tilbud. Han kan såmænd bare godt lide at tale med folk.
»Jeg er uddannet fotograf og har derfor været vant til at have en vis distance til folk gennem telelinsen. På den her måde kan jeg komme tættere på mennesker. Jeg er generelt tiltrukket af mennesker,« fortæller rådgiveren, der holder af at tage lange kunstpauser, inden han svarer på et spørgsmål. Selv om han ikke har nogen formel uddannelse, står folk alligevel i kø for at tale med ham.
LSD-trip
En af dem, der har haft en session hos Simon, er 26-årige Rasmus Weidner, der netop er kommet ud af et forhold.
»Jeg har det faktisk bedre efter at have talt med ham,« erklærer han.
»Min ekskæreste og jeg mødte hinanden på et LSD-trip i Ungarn, men vi besluttede at stoppe her for et par dage siden, mens forholdet stadig var på toppen. Så kunne man ligesom blive ved med at være forelskede. Simon gav mig ret i, at det var det rigtige at gøre.«
Men Simon Høgsberg hjælper ikke kun med psykiske udfordringer.
»Det er meget forskelligt, hvad folk gerne vil tale om, men det er mest eksistentielle ting. Ting om livet generelt. Men der er også mange, der bare vil have hjælp til praktiske ting,« fortæller rådgiveren, der for nylig fik besøg af en 50-årig far, der havde computerproblemer.
»Hans datter havde set mig stå her og kontaktede sin far. Så kom han hele vejen fra Helsingør for at få hjælp til sin computer.«
Flere andre kommer hen for at tale med rådgiveren ved broen. Mest fordi de er nysgerrige. En jakkesætklædt tidligere direktør i mediebranchen er begejstret.
»Det her er der sgu brug for noget mere af i vores samfund,« erklærer han og bevæger sig tilbage i strømmen af cyklister.







Kommentarer