Jeg synes sådan set, at det er en udmærket dag, fordi det giver mulighed for, at vælgerne kan sige, at det tegner til, at der bliver en ny regering. Nu skal vi finde ud af, hvordan de radikale kan få styrket sit mandat til den retning, de trækker i. Det er jo egentlig klassisk politik på en moderne måde. Partierne lægger deres politik frem. Der er ting, de enige om, og der er ting, der er til diskussion, men det er inden for skiven.

- Margrethe Vestagers svar på S-SF’s skatteultimatum i går

I dagevis har Socialdemokraterne og SF forhandlet med Margrethe Vestager og de radikale om en fælles skattepolitik med alle de tre oppositionspartier som afsender. Allerede før sommerferien fik den radikale leder tilsendt et udspil fra S og SF, så hun kunne tænke over, hvad partiet ville gå med til. Men forhandlingerne førte ingen steder, brød til sidst sammen, og de radikale præsenterede deres eget skatteudspil. Det er blandt andet i det lys, at man skal se Socialdemokraternes og SF’s ultimatum til de radikale. De to stadigt mere sammentømrede partier valgte i går at præsentere et færdigt udspil med den melding til Vestager, at det er take it or leave it. Den fælles skattepolitik og i øvrigt også den fælles S-SF-udlændingepolitik vil blive skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag ord for ord. Det er ikke et forhandlingsoplæg til de radikale, understregede Thorning-Schmidt i går. Underforstået: Hvis det lille midterparti vil have ministerposter, så er det den politik, som S og SF har besluttet, der gælder på de to områder.

Signalet er ikke særligt venligt over for en potentiel regeringspartner. Men med tre tabte valg i hukommelsen og med sommerens forhandlinger og sonderinger kunne det næppe være anderledes. Analysen hos S og SF er, at man under ingen omstændigheder vil have de to vigtige områder skat og udlændinge til at være i fri debat frem til næste valg. Venstre og Konservative skal ikke igen kunne så tvivl om, hvad oppositionen vil, og spille partierne ud imod hinanden. Thorning-Schmidt og Søvndal har mistet tålmodigheden og besluttet sig for at gå alene. De radikale skal ganske enkelt ikke kunne påtage sig rollen som den evige smagsdommer i forhold til S og SF’s politiske udspil duer, duer ikke, duer med al den usikkerhed, det medfører. Derfor er pistolen nu sat for panden af den radikale leder. Officielt går S og SF fortsat efter en trepartiregering, man er vel pæne mennesker, der ikke sådan smider nogen ud. Men efter i går er det blevet meget lidt sandsynligt, at de radikale vælger at være det tredje hjul på vognen. Den sandsynlige udgang på forløbet er, at de radikale begynder at forberede sig på en tilværelse som støtteparti og parlamentarisk grundlag for en S-SF-regering - profileret som garanten for en ansvarlig økonomisk politik og en anstændig udlændingekurs.

Det giver i hvert fald ikke megen mening fortsat at insistere på, at de tre partier først efter et valg skal blive enige om en fælles skattepolitik. Muligheden for Margrethe Vestager var der i sommerens løb, og den kommer ikke igen.

Men hvordan er de radikale - dette historisk set pragmatiske midterparti - havnet i en situation, hvor ingen reelt vil lege med dem? Siden valget i 2005 har partiet levet en omtumlet tilværelse og har endnu ikke fundet sine ben. Med Marianne Jelved som leder stod partiet fast på, at der fortsat er en midte i dansk politik, hun løsrev sig fra Socialdemokraterne netop i skuffelse over, at den tidligere regeringspartner accepterede regeringens stramme udlændingepolitik og skattestoppet. Hun stillede ultimative krav, pegede på sig selv som statsminister og insisterede på, at det var den radikale politik, der gælder, mens blødningerne hos Socialdemokraterne fortsatte. Den linje blev katastrofal, både fordi der internt opstod en rivalisering om, hvem man skulle pege på efter et valg, og fordi vælgerne begyndte at svigte i stort tal. Først Naser Khader og Anders Samuelsen og senere Simon Emil Ammitzbøll og Morten Helveg Petersen forlod partiet, som med Margrethe Vestager i spidsen fremstod mere og mere forpjusket og isoleret i Folketinget.

Internt hos de radikale vil der givetvis opstå en diskussion, om man så ikke helt skal opgive at pege på Helle Thorning-Schmidt efter den dårlige behandling og de ultimative oplæg. Men i realiteten har partiet ikke noget valg, med mindre man samtidig vil skifte størstedelen af sine vælgere ud.

Den typiske radikale er om muligt endnu mere ivrig efter at slippe af med VK og Pia Kjærsgaard end Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Dansk Folkeparti skal bekæmpes med alle midler. Men Socialdemokraterne løber naturligvis en risiko, historisk har partiet aldrig - med en enkelt undtagelse - kunnet danne regering uden radikal støtte.

Nu er båndene for alvor løsnet, og skulle det ske, at Lars Løkke Rasmussen efter et valg har muligheden for at danne flertal med de radikale, vil Vestagers loyalitet over for venstrefløjen kunne ligge på et meget lille sted.