Den 21. januar 2009 står den 35-årige Anna Odell på Liljeholmsbroen i Stockholm. En bro, hvor mange mennesker gennem tiden har kastet sig ud for at begå selvmord. Hun ser forvirret ud og smider sin jakke og sko ud over broen. Nogle forbipasserende tror, at hun selv vil hoppe ud og stopper hende. De tilkalder politiet, der hurtigt kommer til stedet og lægger hende i håndjern. Anna Odell bliver kørt til det psykiatriske hospital S:t Göran, hvor hun bliver fastspændt og tvangs- medicineret.
Næste formiddag afslører hun over for personalet, at det hele er skuespil. Hun er ikke psykisk syg, og de har været ufrivillige deltagere i et kunstprojekt.
Sådan gik det i store træk til den dag i januar, da Anna Odell, der er studerende på Konstfack, en kunstskole i Stockholm, uden at vide det satte gang i en af de største svenske kunstdebatter i nyere tid.
»Jeg var interesseret i den offerrolle, som man bliver tildelt, når man er psykisk syg. Samtidig ville jeg bruge kunsten til at påpege nogle problematiske forhold i det psykiatriske system,« siger Anna Odell til Information på en telefon fra Stockholm.
Risikerer fængsel
Den 35-årige kunststuderende blev efter hændelsen anklaget for blandt andet vold, falsk alarm og voldsom modstand mod de politibetjente, der tog hende med. Siden er anklagen for vold frafaldet, men hun er stadig overrasket over, at hun overhovedet er endt i retten.
»Jeg havde ikke til hensigt at gøre noget ulovligt. Jeg havde undersøgt det med flere jurister inden og handlede i god tro,« siger hun.
Men anklageren var, ikke overraskende, uenig.
»Anna Odell havde planlagt i detaljer, hvad der skulle ske. Alt var planlagt og forberedt. Hun spillede syg og vidste, at offentligheden ville tilkalde politiet,« sagde anklager Stefan Lind ved retsmødet i Stockholm og krævede bøde og betinget fængselsstraf.
Også flere af de ansatte på S:t Göran var mødt op for at vidne.
»Det er klart, at man bliver rasende. Der var mange patienter den aften, som kunne have fået bedre hjælp. Man opfører sig bare ikke, som hun gjorde,« sagde en af de ansatte under forhøret.
Selv forstår Anna Odell godt, at de ansatte blev sure i situationen, men ikke at de stadig er så rasende:
»Jeg har jo så tydeligt forklaret, at jeg bare ville åbne for den lukkede verden, det psykiatriske system er. Det kan de også drage fordel af,« siger hun.
Personlig rekonstruktion
At Anna Odell valgte lige netop den Liljeholmsbroen, var ikke nogen tilfældighed. 13 år tidligere var hun selv alvorligt psykisk syg og stod på broens gelænder og overvejede at kaste sig ud. Hun var diagnosticeret som skizofren og blev tvangsindlagt flere gange:
»Mens jeg var syg, blev jeg taget med af politiet flere gange. Men kun de gange, hvor jeg blev ført til S:t Göran, blev jeg bæltefikseret. Og de påstod, at jeg var farlig for mig selv og andre.«
Kunstprojektet var derfor i høj grad personligt, og det var rettet mod det psykiatriske system på hospitalet.
»Det handler om, hvem der har ret til at definere sandheden, og at man på trods af, at man er psykisk syg, godt kan være troværdig omkring sine oplevelser. Hvis du beretter om et overgreb og samtidig har en tung psykisk diagnose, så er der ingen, der tror på dig,« siger hun og forklarer, at hun flere gange har fortalt om sine oplevelser på S:t Görans, men at ingen troede på hende.
Selv om værkets formål oprindeligt var at kritisere det psykiatriske system, endte debatten med at handle om kunst og kunsten rolle i samfundet. Hendes kunstskole blev hårdt angrebet, og flere politikere truede med at fjerne støtten til skolen:
»Kunsthadet er virkelig kommet frem. Folk påstår, at kunstnere gør de her ting alene for provokationens skyld. Men jeg gjorde det for at påpege nogle problematiske forhold i samfundet,« siger hun.
På trods af skredet i debatten, en retssag og en risiko for en høj bødestraf har det stadig været det hele værd for hende:
»Jeg synes, at mit projekt er lykkedes. Selv om hele debatten om, hvad kunsten er og skal, har fyldt meget mere, end jeg ønskede, så er der stadig kommet en stor debat internt i det psykiatriske system,« siger Anna Odell.
»Samtidig har mit projekt udstillet magten, og hvordan den reagerer, når den bliver presset. Det synes jeg er meget positivt,« siger hun.
Der falder dom i retssagen i dag.
Kommentarer
Hvis hun virkelig var skizofren dengang er hun det måske endnu?
Jeg synes det er meget sigende for, hvordan vores medier fungerer, at de vinkler Anna Odells projekt på en måde, så det slås i hartkorn med NUGs. Som om et projekt, der stiller spørgsmålstegn ved “sundhedssystemets” magtstrukturer kan sammenlignes med et projekt, der kun handler om en grafittifyrs mildt sagt jack-ass agtige selvpromovering. De to projekter kan kun slås sammen, hvis det eneste man fokuserer på er
1) Kunstneren som provokatør
2) Sensationen i det ulovlige
Og ellers er bedøvende ligeglad med, hvad kunstnere forsøger at fortælle, tematisere og problematisere med deres kunstneriske arbejde. Formen er alt.
Tak til Information for at lytte til kunstneren selv og høre, hvad hun prøver at sige. Nu mangler vi bare at høre om selve projektet som kunstprojekt, fremfor at få det serveret som et “facit” og et selvforsvar, fra en anklaget.
Jeg synes det ville være en større kunst at melde sig som besøgsven hos én af alle dem der sidder på et psykiatrisk plejehjem.
Jeg synes en del af kommentarerne her bærer præg af, at læserne ikke ved en dyt om projektet og ikke reflekterer et øjeblik over det, som den dom som skyldig, der er faldet over Anna Odell i dag, implicerer.
Erving Goffman (1922-82) var professor ved University of Pennsylvania og skrev nogle af sociologiens mesterværker. Han benyttede samme metode som Anna Odell, når han indsamlede data til sine bøger om eksempelvis patienter på psykiatriske hospitaler og beboere på herberger for hjemløse.
Nogen gange tager svenskerne simpelthen tingene for alvorligt, sandsynligvis fordi de i nogle situationer, savner den nødvendige sans for humor…
Danmark og Sverige er politistater, hvor der ikke er plads til anderledes tænkende. Er man excentrisk, nægter man at leve efter janteloven (Danmark), modsiger man tilstrækkeligt den politisk korrekte holdning, er man kreativ ud over det normale (bortset fra hvis man er selv-proklameret socialist eller kommunist), er der en ikke ubetydelig risiko for at ende på den lukkede afdeling uden at loven overholdes (førstehåndserfaring fra en ven), eller at få sit ægteskab ødelagt, hvis man ikke har valgt ægtefælle af det rette statsborgerskab (Danmark - taler af egen erfaring). Den chokerende holdning fra andre danskere er tit, at hvis man er tvangsindespærret, så må man jo være sindssyg, eller at hvis man har valgt ikke-dansk ægtefælle, så må det jo være ens egen skyld. Gennemsnitsdanskeren er så gennemindoktrineret af “systemet”, at han eller hun oprigtigt tror på, at “systemet” er til alles bedste, og næsten ingen sætter spørgsmålstegn ved statens og magtens opførsel. Jeg er indfødt dansker men udvandrede, da jeg var 33 i 1993 efter at have fået mere end nok af Danmark, et dødssygt land. Jeg har aldrig fortrudt det et sekund. Danmark opfører sig nogle gange som ex-USSR. Danmark er ikke et frit og demokratisk samfund.
Hurra for modige Anna Odell for at skabe opmærksomhed på psykisk sygdom med et fint kunstprojekt!