Rigspolitiet kan ikke love, at loven bliver overholdt. Selvfølgelig kan selv ikke Rigspolitiet være alle steder hele tiden. Det særlige er scenen: En delegation fra den irakiske regering afhører i forrige uge en række afviste irakiske asylsøgere i Danmark. Asylsøgerne skal identificeres af delegationen, så aftalte tvangshjemsendelser kan ekspederes. En af grundene til, at irakerne har fået afvist deres ansøgning om asyl er, at de ikke har overbevist Flygtningenævnet om, at de er personligt forfulgte.

Flygtningenævnet fungerer som en uafhængig domstol, men det er i Danmark politisk besluttet, at reglerne fortolkes meget snævert. Og det er en politisk vurdering, at man kan sende flygtninge tilbage til Irak, selvom FN anbefaler det modsatte. Den danske regering har lavet en aftale med den irakiske regering om hjemsendelse. Det fremgår i paragraf 11 af denne aftale, at ‘Kongeriget Danmark vil se positivt på muligheder for fortsat støtte til genopbygning’. Vi betaler for, at verdens mest flygtningeproducerende nation hjemtager flygtninge fra Danmark.

De afviste asylsøgeres sag ville blive ændret fundamentalt, hvis de under samtalen med delegationen blev truet med fængsel eller forfølgelse. Det siger derfor sig selv, at asylsøgerne kan have en interesse i at hævde sig truede. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Rigspolitiet ikke kan afvise, at de blev truet af den irakiske delegation. Forrige fredag udtaler en kommunikationsmedarbejder fra Rigspolitiet:

»Jeg kan hverken be- eller afkræfte rygter om det ene eller det andet, der er foregået under afhøringerne.«

Rigspolitiet var den eneste danske myndighed tilstede under afhøringerne, men kan alligevel ikke sikre, at der ikke blev fremsat trusler. Og allerede inden afhøringerne havde Rigspolitiet tilladt en regulær lovovertrædelse. Den irakiske delegation havde krævet, at de afviste asylsøgere ikke fik bisiddere med til samtalerne, hvilket ifølge advokater, forskere og Institut for Menneskerettigheder er direkte i strid mod udlændingeloven. Men Rigspolitiet gjorde, hvad delegationen krævede. Ingen kunne have sendt et klarere signal om disse afhøringers suspekte karakter. Efter afhøringerne hævder flere afhørte irakere, at de faktisk er blevet truet, og Rigspolitiet er ude af stand til at afvise, at det fandt sted.

En uge senere udsender Rigspolitiet et brev, som synes at invitere til en konklusion, der ikke er belæg for i teksten. Den konklusion stod lørdag i Politiken som overskrift:

»Politiet: Irakere blev ikke truet.« Men det står der faktisk ikke i brevet: Der står kun, at ingen politimænd »bemærkede noget påfaldende«, »ingen« har »kunnet spore tegn« på, at der blev »fremsat trusler eller på anden måde udvist truende adfærd«, og ingen af »de tilstedeværende tolke« har sagt, at de afviste asylsøgere blev truet. Rigspolitiet skriver, at man ikke positivt kan bevise, at de afviste asylsøgere blev truet. Men Rigspolitiet skriver ikke, at man positivt kan afvise, at det fandt sted, og heller ikke, at man har gjort noget for at finde ud af, hvad der skete. Det ligner en tilsigtet tvetydighed: Man skriver ikke, at irakerne ikke blev truet.

Men selv kritiske journalister efterlades med det indtryk, at Rigspolitiet dokumenterer, at der ikke blev fremsat trusler. Der står til gengæld i brevet, at de irakiske myndigheders afhøringer er »standardmæssige« og kun handler om »identifikation«.

Men der står ikke noget om, hvorfor de afhørte ikke må være assisteret af advokater. Brevet overbeviser måske nok nogen i om, at alt var i orden, men brevet overbeviser ikke Flygtningenævnet, som i en henvendelse til Rigspolitiet fredag anmoder om en »supplerende udtalelse vedrørende hændelsesforløbet under afhøringerne« og »navnlig en redegørelse fra den eller de tolke, der har været tilstede under fremstillingen«. Og nu har nævnet besluttet at udsætte udrejsefristen i de sager, hvor afviste asylsøgere hævder sig truet. Flygtningenævnet stiller sig med andre ord ikke tilfreds med Rigspolitiets vurdering af en situation, hvor Rigspolitiet selv var tilstede.

Alle ministre himler i dag op om, hvor meget de vil beskytte retsstaten og loven. Socialdemokraternes leder udråber politiet til velfærdssamfundets »fortrop«, og justitsminister erklærer, at han ikke kan forestille sig, at politiet begår fejl. Men kernen i retsstaten er, at alle er fejlbarlige - også politiet, som oplever et enormt politisk pres og i denne delikate sag arbejder under vanskelige omstændigheder med fremmede myndigheder og sprog, som skal tolkes.

Og spørgsmålet bliver, hvem der passer på, når det ser ud, som om Rigspolitiet ikke vejleder offentligheden præcist, tillader overtrædelser og selv om man sidder med ved bordet ikke kan sikre, at dansk lov bliver overholdt i Danmark?