Den gamle dame og krisen

Den gamle dame forstod det simpelthen ikke. Nok var hun 82, og nok var hun ikke nogen ørn til økonomi, men hun mente nu alligevel, at dette måtte have været til at få øje på for eksperterne.

»Hvorfor var der ingen, der så det komme? Det er jo forfærdeligt,« sagde hun.

Bemærkningen faldt den 5. november sidste år, da den globale finanskrise for alvor bragede løs. Den gamle dame, iført flødefarvet spadseredragt, machende hat og lille håndtaske, hed Elizabeth, hun var dronning af England og på besøg på den højt ansete London School of Economics (LSE), hvor landets klogeste økonomer forelæser. Med i baghovedet havde dronningen oplysningen om, at det britiske kongehus havde tabt 37 mio. pund på London-børsen på grund af aktiekursernes dramatiske rutschetur mod dybet.

»Hun var virkelig skarp. Dronningen udtrykte forbløffelse og vantro over, at ingen havde forudset, at disse risikable lån blev givet til mennesker, der reelt ikke havde nogen mulighed for at betale dem tilbage,« fortalte efterfølgende økonomiprofessor Luis Garicano, der under rundvisningen briefede dronningen om krisen.

Økonomerne fornemmede, at monarken ikke blot undrede sig på egne vegne, men nok talte for mange af sine undersåtter, og derfor besluttede de i regi af The British Academy at give en forklaring. Den 17. juni i år samledes 33 af de fineste økonomiske hoveder i Storbritannien hos akademiet, og den 22 juli havde de formuleret et brev til dronningen.

»Madam,« skrev de, »mange mennesker forudså faktisk krisen. Men ingen forudså dens præcise form, timingen og vildskaben.«

Økonomerne nævner som eksempel, at en af de største britiske banker - i dag delvist nationaliseret - havde hele 4.000 risk managers til at overvåge de enkelte lån, men åbenbart ingen, der kunne overskue den samlede, overhængende systemrisiko.

Nogle af de bedste matematiske hoveder i Storbritannien og i udlandet »tabte jævnligt overblikket af syne«, hedder det i brevet. Man nærede tiltro til »finansielle troldmænd«, som mente at have kloge strategier til håndtering af risikoen ved usikre lån, himmelstigende boligpriser og galoperende spekulationsfeber.

»Det er vanskeligt at genkalde sig et større eksempel på ønsketænkning kombineret med hybris,« fastslår økonomerne.

»Politikere af enhver art lod sig besnære af markedet« og af økonomiske modeller, der kunne sige noget om små, kortsigtede risici, men meget lidt om hvad der ville ske, hvis hele systemet løb ud af kontrol.

Alle - finansfolk, husholdninger og politikere - levede på en »feel-good factor« om, at det hele gik fint og nok skulle blive ved at gå fint, noterer brevet.

»Dette var dømt til at skabe en fornægtelsens psykologi. Det var en cyklus, der i afgørende grad blev stimuleret - ikke af indsigt, men af selvbedrag.«

For myndighederne var udfordringen at »fjerne punch-bowlen, mens festen var på sit højeste«, og det havde man hverken mod eller redskaber til.

»Der var en bred konsensus om, at det var bedre at håndtere eftervirkningerne af boblerne på aktie- og boligmarkedet end at forsøge at tage luften ud af dem på forhånd,« skriver Akademiets eksperter.

»Så hvor lå problemet? Alle syntes at gøre deres eget job ordentligt på dets egne betingelser. Og ifølge normale succeskriterier gjorde de det ofte fint. Fejlen var at indse, hvordan dette kollektivt hobede sig op til en serie af indbyrdes forbundne ubalancer, som ingen enkelt myndighed havde ansvar for.«

»For at konkludere, Deres Majestæt,« skriver The British Academy, »var dette grundlæggende en fiasko for den fælles forestillingsevne hos mange begavede mennesker - her i landet og internationalt - til at forstå risikoen ved systemet som sådan.«

Læs hele British Academy’s brev her

Det andet brev

Barske ord i juli. Men alligevel ikke nok. For nylig, den 14. august, gik således et nyt brev af sted til Buckingham Palace fra en anden kreds af skarpe tænkere.

»Vi er forbløffede over, at Akademiet ikke har forholdt sig til noget uden for det snævre emne, deres brev dækkede«, nemlig finanssektoren, hedder det i brevet fra 23 fremtrædende britiske og internationale fagfolk.

Blandt brevskriverne er professor Lord Anthony Giddens - selv ledende medarbejder ved LSE - den grønne økonomis nestor professor Herman Daly, professor Tim Jackson fra den regeringsnedsatte Sustainable Development Commission, den hidtidige formand for samme, Sir Jonathon Porrit, professor Melissa Lane fra Princeton University, Greenpeace-direktør John Sauven m.fl.

»Brevet (fra Akademiet, red.) ignorerer de fysiske grænser, der er centrale for denne boble som for de fleste andre bobler. Det taler om ‘det store billede’ (…), men for os at se har det en snæver horisont,« skriver de 23.

»Vores præmis er, at de aktuelle økonomiske trængsler er symptomatiske for en langt alvorligere systemfejl«, nemlig den der består i systemets manglende evne til at erkende og indrette sig på, at »økonomien er en underafdeling, der tilhører det globale økologiske system.«

»Nøglen til at håndtere vor aktuelle situation er at erkende de langt alvorligere ubalancer mellem vor umættelige hunger efter energi, dennes begrænsede natur og den miljømæssige belastning ved dens brug.«

Den eksponentielt voksende økonomiske gældssætning afspejler således en energi- og miljømæssig gældssætning, hvor kreditværdigheden - evnen til at tilegne sig mere naturkapital i takt med forbrugsvæksten - hastigt skrumper, mener de kritiske brevskrivere.

De gør indsigelser over Akademiets betoning af ‘den økonomiske overophedning’ uden overhovedet at registrere overophedningen af planeten som sådan. Og de minder om, hvad regeringsrådgiveren Sir Nicholas Stern har sagt om klimatruslen: ‘Den største markedsfejl i vor tid.’

De 23 siger, at krisen er en konsekvens af »den snæversynede hengivelse til vækst«, en vækst, der med den bredere krise nu viser sig hverken at kunne levere økonomisk stabilitet, menneskelig velfærd eller bæredygtighed. Og med et citat gør de New York Times-kommentatoren Thomas Friedmans ord til deres egen konklusion:

»Lad os stille det radikale spørgsmål: Hvad nu hvis 2008-krisen repræsenterer noget meget mere fundamentalt end en dyb recession? Hvad hvis den fortæller os, at hele den vækstmodel, vi har skabt over de seneste 50 år, simpelthen er økonomisk og økologisk ikke-bæredygtig, og at 2008 var året, hvor vi stødte panden mod muren, og hvor Moder Nature og markedet i kor sagde: ‘Ikke mere’.«

Læs det andet brev her

Rådgiveren

Begge breve - fra de 33 og fra de 23 - ligger nu hos Hendes Majestæt. Hun har ikke reageret.

Det kunne være fordi, hun i virkeligheden har gennemskuet det hele for længst og blot har villet fremprovokere den eksistentielle debat om vækstøkonomien. I hvert fald har hun på allernærmeste hold en rådgiver, der har set og sagt det hele klarere og i længere tid end de fleste professorer.

»I de omtrent 30 år, jeg har forsøgt at forstå og forholde mig til de mange indbyrdes relaterede problemer, har jeg bestræbt mig på at grave dybt og spørge mig selv, hvad det er i vor generelle indstilling til verden, som grundlæggende er forkert,« siger rådgiveren.

Hans konklusion er, at det moderne, storforbrugende menneske ved at etablere og globalt udbrede ‘Velbehagelighedens Æra’ har brudt sin kontrakt med naturen om, at den kun kan vedblive med at understøtte os, hvis vi understøtter den.

»Ved at svigte Jorden, svigter vi menneskeheden,« siger han. »Naturen, den største bank af dem alle, kan også gå fallit.«

Så også han ser den aktuelle økonomiske krise som afspejling af en dybere systemkrise forbundet med selve vækstøkonomien.

»Alt i mens vi har afviklet naturværdier i jagten på det, vi kalder ‘fremskridt’, har det vist sig, at mange af de sociale udfordringer, som vi håbede at løse med økonomisk vækst, stadig slet ikke ser ud til at kunne finde løsninger. Erfaringen fortæller os i dag, at fattigdom, stress, sygdom og sociale spændinger ikke kan klares via den økonomiske vækst i sig selv.«

Derfor taler rådgiveren om vigtigheden af at reformere hele økonomien og ikke bare dens finansielle, vækstbesatte hjørne.

»Vore børnebørn vil ikke være særlig optaget af, om vi i det 21. århundredes første årtier præsterede at fastholde en økonomisk vækst efter det 20. århundredes opskrift. De vil være langt mere bekymrede over, tror jeg, det globale klimas tilstand, tilstrækkeligheden af vand og føde og om der er sikkerhedssystemer og økonomiske ressourcer til at håndtere millioner af miljøflygtninge. Dette vil fordre et andet og mere holistisk syn på økonomisk udvikling.«

Når man har en sådan rådgiver på allernærmeste hold, kan man godt forstå, at den gamle dame ved sit besøg på LSE sidste efterår måtte ryste på hovedet og udbryde: »Hvorfor var der ingen, der så det komme? Det er jo forfærdeligt.«

Rådgiveren? Han hedder Charles. Prince Charles.