Et interessant spørgsmål er: Hvad koster indvandringen egentligt? Eftersom mange statistikker ikke oplyser om religion og etnisk oprindelse, er det vanskeligt at få klare svar.

Så hvem har egentligt ret? Dansk Industri (DI) som den 7. juli fremlagde analysen, at havde det ikke været for indvandrerne, ville Danmark have oplevet en markant grænse for økonomisk vækst og velstand i det nye årtusind? Eller Velfærdskommissionen, som nåede frem til, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande er godt tre gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med danskerne, og en total opbremsning i indvandringen fra mindre udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 mia. kr. om året i 2040 (refereret i Børsen den 1. december 2005). Ifølge beregninger foretaget af den uafhængige institution Dream for Cepos er indvandringens pris til Danmark, at indvandringen fra mindre udviklede lande (Irak, Somalia, Tyrkiet, Marokko, Pakistan, Libanon, Afghanistan osv.) har været en kæmpe underskudsforretning. Dream når frem til, at der for fremtidige generationer af borgere i Danmark må ventes negative nettobidrag til de offentlige finanser for tre ud af fire indvandrergrupper. For indvandrere fra mindre udviklede lande lyder det negative nettobidrag på 29.600 kroner pr. år. For efterkommere fra mindre udviklede er tallet 29.000 kroner pr. år.

Seks tiltag

Det er vel egentligt ikke så svært at forstå, hvorfor store grupper af indvandrere er så dyre for samfundet. Her kommer i uprioriteret rækkefølge, hvad der bliver brugt skattekroner på: kontanthjælp, Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen, specialundervisning, sprogskoler, domstolene, der behandler separationer, skilsmisser, faderskabssager og andre civile sager, domstolene, der behandler straffesager, involverer beneficeret advokat samt anklager, advokater, der har sager med f.eks. familiesammenføring, hvor der gives retshjælp, børnekidnapningssager, socialforvaltningerne, læger, hospitalssenge, krisecentre, kriminelle, tolke, danskkurser, handicappede og integrationskonsulenter.

På den baggrund hedder svaret på manglende arbejdskraft vist ikke fortsat indvandring, men:

1. Udsættelse af efterløn og pensionsalder.

2. Omskoling fra fag med ledighed.

3. Opkvalificering af den del af gruppen på overførselsindkomster, som det er realistisk at satse på.

4. Opsøgende arbejde over for hjemmegående indvandrerkvinder.

5. Holdningsbearbejdning til ansvarlighed.

6. Fem måneders social værnepligt Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.

Lone Nørgaard er lektor, cand.mag