Jeg tager finanskrisen meget alvorligt, og det bekymrer mig meget, at så mange danskere står uden arbejde. I juli var der 103.300 fuldtidsledige svarende til 3,7 pct. af arbejdsstyrken. Den globale finanskrise raser dog stadig ufortrødent. og arbejdsløsheden stiger fortsat rundt om i verden. I Danmark er arbejdsløsheden dog meget lavere end i de øvrige lande i Europa og nye tal viser, at imens ledigheden fortsat stiger i udlandet, er vi i Danmark på vej imod en blød landing. Oven i købet er der i juli registreret et fald i ledigheden, hvilket ikke er set siden juni sidste år.
En af årsagerne hertil vurderes at være det fleksible arbejdsmarked i Danmark. I øjeblikket fyres der mange medarbejdere, men fleksibiliteten bevirker, at de fyrede medarbejdere finder hurtigt nyt arbejde, og derved undgår vi langtidsledige. Dette kombineret med et i forvejen historisk lavt arbejdsløshedsniveau kan betyde, at Danmark kan blive et af de lande, hvor ledigheden først begynder at vende.
Lyst til forbrug
Regeringen har søsat en række initiativer for at dæmme op mod den stigende arbejdsløshed, og heraf vil jeg nævne:
Øget tilskud til kommunernes anlægsinvesteringer. I 2010 skal kommunernes samlede investeringer i anlæg være på mindst 20 mia. kroner, hvilket vil styrke beskæftigelsen i hele landet.
Danske Bank vurderer, at udbetaling af SP-pengene vil resultere i 16.000 nye arbejdspladser grundet danskernes lyst til forbrug og boligforbedringer.
Kreditpakke på 63 mia. kroner til banker og realkreditinstitutter. Pakken skal sikre, at borgere og virksomheder fortsat kan låne penge til sunde projekter.
Jeg ved, at regeringen har den økonomiske situation og kampen imod stigende arbejdsløshed som højeste prioritet. Der gøres hvad gøres kan for at Danmark kommer så skånsomt som muligt gennem krisen, og der bliver ikke tøvet med yderligere tiltag, hvis situationen kræver det.








Kommentarer
Det lyder lidt som noget overdrevent optimistisk salgsgas fra en ejendomsmægler, så jeg er frisk på et væddemål, hvis der også følger rimelige odds med de sikre udtalelser.
At mange pt er teknisk insolvente og stavnsbundne i deres ejerboliger forekommer mig ikke særlig fleksibelt i forhold til arbejdsmarkedet, men hvis krisen ikke lader sig snakke væk, så kan man håbe at regeringspartierne ikke er lige så meget imod omskoling og videreuddannelse af de ledige, som de var det i 90’erne, hvor det til sidst lykkedes (for andre partier) at få bugt med strukturarbejdsløshed oa gennem målrettede tiltag og bl.a. få opdateret en masse akademikere i forhold til konkrete behov på arbejdsmarkedet.
Det omtalte fald i juli måned blev af flere økonomer vurderet som værende en enlig svale på vejen imod 150.000 ledige, og nogle nævnte, at folk i forbindelse med krisen højst sandsynligt droppede ud af køen til arbejdsmarkedet og i stedet gik på efterløn eller pension. Med hensyn til at undgå langtidsledige, bør man måske lige tage armene ned og følge udviklingen som tiden går.
Er det ikke først efter 52 uger, man bliver registreret som sådan?
De seneste tal sagde, at der pt er 20.000 arbejdsløse af denne slags, og AE vurderede forleden at tallet om et år vil være mere end dobbelt så stort.
Hvis tallet for de registrerede ledige er korrekt, så er det allerede en stor del af de arbejdsløse, og at det fleksible arbejdsmarked “undgår langtidsledige” af sig selv lyder som et godt væddemål. Hvad var oddsene?
Det er altså utroligt, at man som næstformand i Finansudvalget har så lidt forståelse for både finanskrisen og arbejdsløsheden.
Forbrug er regeringens løsning på finanskrisen. SP-pengene og skattelettelserne skal redde landet sammen med de trængte kommuners investeringer i anlæg. Tillad mig at tvivle på genialiteten.
Arbejdsløsheden er ”noget lavere” end i resten af Europa, siges det. Meget bekvemt tæller de uforsikrede ikke med i statistikken, og heller ikke dem som har opbrugt deres dagpengeret.
Sikke dog en gang optimistisk øregas.
Der var engang en mand, der gik til markedet for at bytte sin hest og kom hjem med en bakke ituslåede æg. Han var sikker på, at konen ville rose ham for handelstalentet. I dag breder kapitalismens enorme forbrug og vækst sig til en krise for miljøet, og kapitalismens lejesvende mener stadig, at de skal roses for deres indsats.
Det er lige som med boligboblen, hvis vi kor siger det ofte nok så forsvinder det helt af sig selv.
Men sandheden er at, da boligboblen revnede rev den hele økonomien væk.
En økonomi som siden har vist sig at være af den Islandske slags, ikke eksisterende. Lige som det flexible arbejdsmarked ikke eksisterer, det forsvandt nemlig samtidig med at den nuværende regering udvandede arbejdløshedsunderstøttelsen.
Det eneste der er flexibelt i dag er retten til at fyre folk, og sende folk på fattighjælp og en tur i fogedretten. Muligheden for omskoling og videruddannelse er forsvundet under denne regering, de skulle bruge pengene til at dække hullerne fra skattestoppet.
Nej Venstre, sandheden er at Danmark er dårligere stillet end resten end europa, vi ser bare en lille forsinkelse pga vores manglende tilknytning til euroen og en stor offentlig serviceøkonomi til at udævne hullerne.