Pavens drenge spiller også fodbold

Det går ikke altid godt, når Schweizergarden trækker i fodboldtøjet og løber ind på Pius XII-stadion

PAVENS DRENGE
ROM - En fodboldbane, en pinjelund, en håndfuld tilskuere, opmuntrende tilråb. Det er torsdag aften, og folk er kommet fra nabolaget for at se en kamp mellem Schweizergarden og et hold fra klubben Associazióne San Pietro e San Paolo (ASPA) på det beskedne Pius XII-stadion i nærheden af Vatikanet.
"Schnell, schnell!" Schweizergardens træner - en stor kleppert i hvid trøje og hvide bukser - brøler sine ordrer på tysk fra udskiftningsbænken. Spillerne på det andet hold, der er i gult og blåt, ser ikke nær så atletiske ud - men det er dem, der fører. ASPA består af frivillige sikkerhedsvagter i Peterskirken.
Bag målet følger Sergio Valci roligt spillet sammen med sin uadskillelige følgesvend, Enrico Ottaviani. De to mænd, som begge har passeret de tres, forsømmer ikke én eneste kamp i den turnering, de grundlagde for 25 år siden.

Grønt lys fra oven
Valci, der er chef for socialforvaltningen i Vatikanet og selv tidligere fodboldspiller, havde i lang tid gået med tanker om at organisere en turnering. Ottaviani, der er forhenværende fodbolddommer, betragter stolt deres værk:
"Vi to tror stadig, at fodbold skaber venskaber."
"Vi ville skabe mulighed for, at folk, der arbejdede i Vatikant, kunne udøve en fysisk aktivitet og samtidig lære hinanden bedre at kende," fortæller Valci.
Den lille mand med moustachen fik grønt lys fra kristenhedens øverste ledelse, som fandt ideen om en sund fritidsbeskæftigelse god, og takket være de kontakter, der havde givet ham hans stilling, fik han stablet en turnering på benene.
Afspærringen i Via di Por-ta Angelica lige ved Peterskirken ligner en rigtig grænse. To unge kraftkarle i
Schweizergardens i middelalderlige uniform - tegnet af Michelangelo - og med en enorm fjerprydet hjelm klistret til den ene side af hovedet bevogter indgangen til Vatikanet.
Til højre, bag det skattefri supermarked, ligger posthuset - en prunkløs bygning, der ser ud til at være overladt til tidens tand. Indvendig ligner det alle andre romerske posthuse, men postkasserne er i samme gule farve som den i Schweizergardens uniform.

Vatikanets Juventus
En etage oppe frembyder en halvmåneformet niche et usædvanligt syn: Omkring 50 trofæer og pokaler viser, at pavens postarbejdere er dygtige med bolden. "De er på en måde vores Juventus," forklarer en politibetjent.
I den lille uafhængige stat er næsten alle erhverv repræsenteret, og ud over Schweizergarden har politifolkene, postfunktionærerne, brandmændene, kustoderne osv. deres eget fodhold. Et hold repræsenterer f.eks. de ansatte i Vatikanets bank.
Holdene har navne som Radio Vaticana, Societá Sportive Sistina, Team X og Gladiators.
Ikke mindre end 16 hold deltager i to turneringer, en med 11 hold og en med fem. Spillerne skal være borgere i Vatikanet eller arbejde i en af de mange virksomheder, der befinder sig inden for den lille stats mure.
"Vi er næsten 4.000 ansatte her," fortæller Valci. "Hvis vi regner de gejstlige og alle de kvindelige medarbejdere fra, kommer vi til knap 2.200. Så er der også spørgsmålet om alder - nogle har ikke længere kræfter til at løbe efter en bold. Hvert år står vi over for et generationsproblem, og somme tider må vi tage folk på 45 år med."
Medlemmerne af Schweizergarden - en veritabel
hær, som har til opgave at beskytte paven - er unge og stærke, men det er ikke dem alle, der er gode til at spille fodbold.
"Deres arbejde er meget hårdt," siger Valci. "Når de har vagttjeneste, skal de stå op i fire timer ad gangen. I betragtning af deres sundhedstilstand og deres alder burde de være favoritter, men det er ikke tilfældet."
Hvert hold råder over et budget på godt 3.000 kr. om året og har frihed til selv at finde frem til sponsorer. Cheferne for de forskellige korps og virksomheder støtter turneringen - det gjaldt også Schweizergardens kommandant, Alois Eastermann, som i begyndelsen af maj blev myrdet sammen med sin kone.

Gejstlige på lægterne
Paven overværer - trods sin kærlighed til sporten - aldrig kampene, men mange højærværdige gejstlige strømmer til Pius XII-stadionet umagelige tribuner, når finalerne skal spilles. En af dem har kastet sig ud i en ganske særlig mission.
Monsignor Fortunato Frezza, der nu er i halvtredserne, spillede fodbold på præsteseminariet. Han er uden tvivl den mest populære skikkelse i Vatikanet - fordi han er den eneste, der har vundet indpas i professionelle fodboldkredse, især klubben Roma, hvor han fungerer som åndelig vejleder.

Blasfemi straffes
"Fodbolden har gjort det muligt for mig at udvikle mig fysisk og åndeligt," siger han. "Jeg spillede meget energisk, men altid korrekt. Sport er imidlertid ikke kun noget, der drejer sig om muskler. Spillerne har også deres psykologiske svagheder, og det er dér, jeg kommer ind med en dialog, hvis formål er at give dem indre ro."
Det er det med den indre ro, der har fået Enrico Ottaviani til i sin egenskab af chef for turneringens dommere at indføre en pris for god opførsel, Disciplinpokalen.
"Vi har de samme problemer som i enhver anden turnering," siger Enrico, der stadig er borger i Vatikanet. "Vi benytter os af de samme sanktioner, men vi kan godt være strengere, når det drejer sig om kraftudtryk og blasfemi. Det hjælper nu ikke ret meget; det er trods alt ikke franciskanermunke, vi har at gøre med."
I år er reglementet blevet ændret. For at tage højde for spillernes stigende alder og manglende specialisering, har de to eneste medlemmer af bestyrelsen tilladt, at hvert hold må have en målmand udefra.
"Det var også på tide, for der blev scoret et hav af mål i hver kamp," siger ASPA's sportslige leder, Marci Benedetti - en lidenskabelig Roma-tilhænger, der er ansat i Telecom Italia.
"Vi er det eneste hold uden for Vatikanet," fortsætter han. "Vi arbejder allesammen udenfor. Bortset fra schweizerne har de andre rigelig tid til at træne, for de har fri kl. 14."
ASPA nedsabler de unge schweizere, og Valci og Ottaviani jubler. Holdet skal være rygraden i Vatikanets næste landshold.
"Vi spiller skam også internationale kampe", siger Valci med et smil. "Men i modsætning til San Marino har vi endnu ikke bedt om at blive optaget i UEFA."

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu