Når samvittigheden stammer

»Hvis der bare kom sådan lidt mere åbne grænser, og folk selv i højere grad kunne bestemme, hvor de boede henne, så ville alt det der rigtig nastiness, det ville også bare sådan blive bakket væk.«

Sådan lød det blandt andet, da den unge undergrundsdigter Rolf Sparre Johansson bevidst naivt snublende læste op i forbindelse med et marathon-oplæsningsarrangement på det lillebitte galleri Koh-i-noor på Vesterbro i København i lørdags.

Med selvironi og ydmyghed gengav han sine oplevelser af begivenhederne i forbindelse med fjernelsen af irakerne fra Brorson-kirken. Formen var forfriskende dokumentarisk, autentisk og alligevel tvetydig. Med sine punkterende pauseringer får Rolf Sparre Johansson sig selv til enten på trods af eller på grund af sin politiske bevidsthed at fremstå som en slags idiot, en amøbe, kunne man fristes til at sige.

Forudsigelig pessimisme

Hos Anne-Louise Bosmans er amøbe-figuren en anderledes størrelse. Ligesom hendes forrige bog Villa har hendes nye samling Vi er amøber karakter af symbolsk, psykologisk undersøgelse. Hvor den forrige bog var stærkt bundet til en enkelt person, den belgiske maler Fernand Khnopff og dennes kunstneriske univers, handler det, i hvert fald i begyndelsen af Vi er amøber, om en langt større gruppe, nemlig det ‘vi’, som titlen henviser til.

Helt nemt er det dog ikke at afgrænse dette ‘vi’. På den ene side karakteriseres det som »det stakkels fællesskab«, men samtidig holdes der også gennemgående fast i amøbe-figuren, den én-cellede organisme. Samlet set synes ‘vi’ dog at være en italesættelse af en slags kollektiv dårlig samvittighed.

»Landet vil ikke lægge sine skræmmebilleder fra sig. Vi hader så mange som muligt på én gang,« skriver Anne-Louise Bosmans. Og et andet sted: »Når vi forsøger at udvise varme / bliver det til kulde. Vi er blevet et system / vi ikke kan slippe ud af.«

Det er helt oplagt at læse den første del af bogen, som en karakteristik af den størstedel af den danske befolkning, som har skabt det parlamentariske grundlag for regeringen. Som sådan fremstår den desværre som endnu en én-dimensionel og grumt forudsigelig politisk fremstilling i den danske samtidslitteratur. En fremstilling, der til og med primært er henvendt til eller i hvert fald primært vil blive læst af den lille del af befolkningen, som mener at kunne undvige bogens amøbe-karakteristik.

I det andet af bogens tre afsnit bliver vi’et reduceret til at omfatte en mindre gruppe bestående af et jeg og et du, to elskende, som dog stadigvæk står i et konstant problematisk forhold til det større vi, der trækker dem til sig. Her begynder bogen i højere grad at undesøge de rammer, som blandt andet staten sætter for menneskets frie udfoldelse, men også andre tyngede konventioner, som på forskellig vis har med overordnede magtstrukturer, økonomi med mere at gøre.

Sine steder bliver sproget nærmest ekspressionistisk: »tre røde blomster springer ud på en brystkasse«, men for det meste holdes billedsproget i ret kort snor, ofte er teksterne pludrende, og der er også flere klodsede passager, »Det er et system / der suger os ind til sig / ind mod hvor der er ingenting tilbage.«

Indtagende nærhed

Bogens bedste passager findes i det sidste afsnit, en ægteskabssuite, som ligger i forlængelse af bogens to første dele, hvor trusselsbilledet flytter sig til et mere intimt mikroplan.

Her skriver Anne-Louise Bosmans med et selvbiografisk udgangspunkt om et kvindeligt jeg, der gifter sig med et du, som er en arabisk mand. Et sted står der: »Tag nu hjem. / Hvis folk griner af dig ved din hjemkomst / er det allerede mere / end folk i Europas Europa vil unde dig.«

Og i det hele taget føjer den tværkulturelle forening, der skildres i bogens sidste afsnit, en personlig dimension til den tematisering af blandt andet fremmedhad og politiske fjendebilleder, som findes i begyndelsen. Alligevel rummer bogen for få overraskelser og for lidt sprogligt mod. Digtenes opstilling, linjebruddene og billedsproget er uophidsende, og man kommer ganske enkelt til at kede sig, men i slutningen findes en ikke uvæsentlig inderlighed, samtidig med at enderne bliver bundet sammen, så det hele kommer til at fremstå strukturelt afbalanceret, på en måde som vidner om både talent og begavelse. Det er klart, at spørgsmålet om politik i dansk litteratur er et større emne med mange nuancer, men Anne-Louise Bosmans overordnede politiske karakteristik synes at være uoriginal og mangle specificitet.

Det er netop, når det politiske kobles sammen med noget konkret, som i hendes tilfælde ægteskabet, at teksten synes at rykke tættere ind på livet af læseren. Det er altså ikke noget krav, at man har fået tæsk af politiet og har smidt sig foran busser for at kunne skrive om politiske emner, men det hjælper med den personlige dimension.