En fuser skal man aldrig gå tilbage til. Denne erfaring gjort af den fyrværkeriaffyrende del af befolkningen valgte den konservative folketingsgruppe at lade hånt om, da den på sit sommermøde i midten af august udnævnte partifuseren Naser Khader til dobbeltposten som udenrigsordfører og integrationsordfører. En beslutning så vovelig, at partiets pressemeddelelse i første omgang kun omtalte integrationsordførerskabet. Det måtte de konservative bagefter råde bod på ved en ny pressemeddelelse, der henviste til »en del forvirring om de nye ordførerskaber«.

Forvirringen har varet ved lige siden. Det har Khader sørget for ved sin slyngen om sig med knaldeffekter.

Først kastede Khader heksehyl ind under muslimske kvinders burkadragter. Det udløste skadefryd hos Dansk Folkeparti og slagsmål med Venstre. Og fik statsminister Løkke (V) til at fremstå som et fæhoved, der må ty til langsomt-ævlende embedsmandsudvalg for at holde sammen på sin regering.

Dernæst - som gengivet på forsiden af gårsdagens Information - indgår det i Khaders konservative integrationsudspil at fratage folk statsborgerskabet, hvis de begår groft socialbedrageri. Igen må Venstre råbe: ‘Blålys!’

Efter folkeretten kan statsborgerskab kun fratages, hvis det er opnået ved svig, eller hvis indehaveren begår de alvorligste forbrydelser mod staten.

Og igen må man spørge, om justitsminister Brian Mikkelsen (K) lader sit ministerium læse lovlighedskorrektur på de forslag, som hans eget parti fremsætter. Svaret synes at være: Det har Mikkelsen ganske opgivet.

Ny, fortvivlet afmagt, hvad angår juraen, må Brian Mikkelsen opleve over de knaldperler, som Khader er i gang med at kaste mod opførelsen af en moské i Københavns Nordvestkvarter.

Forleden gav Borgerrepræsentationen grønt lys for en lokalplan for byggeriet. I forgårs kunne Kristeligt Dagblad trykke et brev fra arkitekten, hvori han over for kommunen oplyser, at han i april i år »afholdt et møde i Teheran med deltagelse af samtlige sponsorerne, bygherren og mig«.

Ups, hvad er nu det? Hidtil har det heddet sig, at byggeomkostningerne - omkring 50 mio. kr. - skulle samles ind blandt danske muslimer.

Et officielt møde i Teheran foregår næppe uden præstestyrets godkendelse. Betyder det, at Irans undertrykkere er ved at købe sig til en prædikestol - og et rekrutteringskontor - i København?

Disse usikkerheder fik - som det fremgår af gårsdagens Information - Naser Khader til at kalde det »ufatteligt naivt« af københavnerpolitikerne, også hans egne partifæller, at de ikke på forhånd har undersøgt, hvem der økonomisk står bag mosképlanerne.

Den anklage har til gengæld udløst vilde konservative brag. Formanden for partiets vælgerforening, René Offersen, der er noget så juridisk kyndigt som advokat, kaster fyrværkeriet tilbage mod Khader. De konservative hverken kunne eller burde have stemt imod lokalplanen, understreger Offersen. Han tilføjer med et ordvalg noget anderledes end det, man senest har hørt fra partiformand Espersen og hendes dobbeltordfører Khader:

»Det er en manifestation af, hvad tolerance går ud på: At man har fri adgang til at dyrke sin religion. Der er nogle mennesker, der kommer med et stykke jord, hvorpå de gerne vil opføre en moské - og det skal de selvfølgelig have lov til, hvis det ikke strider mod planloven.«

Én af de konservative, der stemte for lokalplanen, bærer familienavnet Schlüter og hedder Peter til fornavn. Han siger til Ritzau: »Vi har trosfrihed i Danmark, og hvad skal vi så forbyde næste gang? En synagoge? Når vi har trosfrihed, kan vi ikke blande os i andre menneskers religion. Det er så udansk, som jeg kan forestille mig.«

»Udansk«? Det er en hård anklage mellem konservative. Men giver Brian Mikkelsen sine embedsmænd ordre på at efterforske juraen, vil de meddele ham, at ingen lov giver lov til at nægte byggeret, fordi der er dunkelhed om økonomien hos bygherren. Kunne man det, ville mange fine danske firmanavne nemt blive hårdt ramt.

Vist kan man føle ubehag ved tanken om iransk indflydelse via økonomisk støtte. Som man kan det ved tanken om en moské sponsoreret af Saudi-prinserne. Og som man i mange år kunne det ved et dansk kommunistparti, der var sponsoreret af en fjendtlig fremmed magt.

Men eventuelle skumle bagmænd må tackles ved, at årvågne medier flår dem frem i lyset, og at mulige ulovligheder efterforskes af myndighederne og forfølges ad rettens vej.

Sådan er det demokratiske beredskab. Måske skulle Khader på demokratikursus, inden han igen laver konservative fyrværkeriulykker.