Gå ind af den anonyme stålport, op ad trappen, forbi alle cyklerne, som er låst mod trappegelænderet, der snor sig op til toppen af højhuset til en storbyoase med hængesofaer, long drinks og udsigt over det oplyste Budapest.
Klubben Corvintet? er ikke sådan lige til at finde, hvis man ikke ved, hvor man skal lede.
Stolt og selvbevidst
Om dagen huser den grå, sjælløse bygning på Blaha Lujza-pladsen i Pest – den østlige bydel af Budapest – et stort Kaiser-supermarked, men når mørket sænker sig, åbnes bygningens bagside og byder på et fænomen, som er blomstret op i Ungarns hovedstad de sidste syv-otte år. Kreative unge har indtaget sprækker i storbyens rum og skabt små oaser af natklubber eller bogstaveligt talt haver, kertek, på hustage og i faldefærdige bygninger.
Der er med tiden kommet mere kommercielle versioner af haverne, men de oprindelige og bedste er alle campet nostalgiske skridt ind i fortiden, hvor interiøret gerne består af grønne planter side om side med retrochikke skulpturer af spolebåndoptagere, gamle grammofoner, ophuggede trabanter, kommunistisk memorabilia og grafisk design i den østeuropæiske tradition.
Der er masser af turistattraktioner om dagen i Budapest. De smukke broer over floden Donau, som deler byen i to og har mange af de berømte seværdigheder ved sine bredder: Parlamentet, Gellért-bjerget, Borghøjen med Fiskerbastionen og Matthiaskirken – alt sammen oplyst, så man let forstår, hvorfor Budapest omtales som Østeuropas Paris.
Et blodigt spor
Rundt omkring i byen, på steder som Heltepladsen eller Lajos Kossuth-pladsen, er der rig mulighed for at snuse til den særlige stemning af nederlag og oprør, som har præget Ungarns historie. Tyrkerne har flere gange været uvenligt på besøg i Budapest og venligt efterladt mosaikker og varme bade. Det østrig-ungarske rige har givet byen sine dekadente madvaner, som foie gras, crêpes og overdådige konditorkager.
Nazisterne efterlod under Anden Verdenskrig et blodigt spor, der mindes langs Donau med det ydmyge, men smukke jødiske mindemærke og i det skræmmende, men museumsmæssigt imponerende, Terrorens Hus, hvor både nazisterne og kommunisterne forhørte fanger. I dette hus udstilles et lands rædsler som sorte perler på en snor, der rækker helt fra krigen frem til Sovjets sammenbrud.
Ungarerne er tydeligt præget af deres historie. De foretrækker fremstillingen af sig selv som offer og oprører – og alene oprøret i 1956 berettiger vel også dertil, en opstand mod stalinismen, som blev slået blodigt ned og kostede over 20.000 liv, men bar kimen til sovjetunionens fald mange år senere. Det er et stolt og selvbevidst folkefærd, og det er den følelse, som også præger Budapests natteliv, som tåler sammenligningen et Østeuropas Berlin.
Når dagen går på hæld og turisten slæber sine trætte stænger hjem mod hotellet, kan han pludselig blive overrasket af en gruppe unge piger, som vælter ud af en baggård iført høje hæle og korte skørter.
Kigger man inden for den anonyme port, de kom ud fra, ser man først en dørmand som efter danske forhold ser alt for flippet og venlig ud. Forbi dørmanden er en cykelkælder, hvor den politisk bevidste trafikant kan parkere sin jernhest, før han træder ind i en faldefærdig baggård beplantet med bregner, farvede lamper og halve badekar, som gør det ud for stole. Det er Szimpla Kert i det syvende distrikt, et distrikt der huser de fleste af de gode haver.
Eventyrland
Tæt på i det sjette distrikt ligger den lige så charmerende, men meget anderledes Kuplung, der først ligner en mindre kert i en baggård, men bag facaden gemmer på et lille Eventyrland. Gennem en dør, som umiddelbart kunne virke som en vej til toiletterne, åbenbarer sig en stor, graffitimalet betonhal med en ophugget Trabant som dj-pult.
Rundt om hjørnet fra de to andre ligger Szóda Café & Club og lokker gæster til med sit indbydende (molotov)-cocktail-skilt. Her er der mere roligt og åbent fra tidligt morgen til man beslutter sig for at lukke, så det tømmermændsramte festfolk kan reparere sig selv, mens de stirrer op i loftet, der er dækket af ungarsk grafisk design.
No bullshit
Budapests alternative klubber og caféer, haverne, ligger de særeste steder og det er i sig selv fascinerende, men det mest iøjefaldende er indretningen, som præges af den stolte og selvbevidste tilgang til byens fortid, som kan minde om den man oplever i Østberlin.
Det er let at forstå, at den kreative klasse i Berlin har overskud til et ironisk nostalgisk greb i egen barm, men det virker lidt overraskende i Budapest, der politisk har sloges med at vriste sig fri af fortiden og gøre alt for at gøre sig til på vestlige vilkår hurtigst muligt. Men i baggårdene forstår de at feste på ungarsk og lader sig ikke sådan imponere af udefrakommende impulser. Man trækker på sin egen rige kulturelle historie frem for forfejlede forsøg på at imitere vesteuropæiske high end klubber, som en af bartenderne på Szimpla Kert siger, så er havernes atmosfære No bullshit Budapest-boheme.
Kertek-klubber
I Budapest er der de sidste syv-otte år dukket mange klubber op, som omtales som haver (en kert, flere kertek). De oprindelige og bedste er alle retrochikke boheme-klubber, som med et glimt i øjet planter bregner, kulørte lamper og dj-pulte rundt omkring i faldefærdige bygninger, baggårde eller på hustage.
Corvintet?
VII., Blaha Lujza tér 1
Indgang via stålport i sidegaden Somogyi Béla utca. Klubben ligger på taget. Åbent fra kl. 20-05
Kert (have) på taget med hængesofaer og disco på etagen under. Klubben husede i 1970’erne det socialistiske storcenter Corvin og bygningen forventes at blive revet ned inden 2010.
Kuplung
VI., Király utca 46
Indgang fra port, gå dybt ind forbi den umiddelbart synlige bar og voila, så er der et stilfuldt trashet lokale med en dj-pult i en ophugget trabant. Varierende åbningstider.
Szimpla Kert
VII., Kazinczy Utca 14.
Sid i en trabant eller et gammelt badekar midt i en bregne-urskov eller gå ind i rummet, hvor væggene er gamle spolebåndoptagere. Åbent fra kl. 15-03.
Szimpla
VII, Kertész utca 48
Café-versionen af Szimpla her med funky lamper og rødmalede gamle computere. Åbent kl. 10-02.
Szóda Cafe & Club
VII., Wesselnéyi utca 18
Åbent fra kl. 09 til solen står op. Mere normal, rolig café, men med flot grafisk design i loftet.
Efterlysning: Rejsetips
Information efterlyser læsernes egne rejsetips til vores rejsetillæg i oktober. Send os nogle linjer og vi udlover en flaske cognac til de bedste tips inden for fire kategorier:
Restauranter
Seværdigheder
Barer eller diskoteker
Naturområder
skriv til: paradoks@information.dk







Kommentarer