Vil Japan kunne genvinde sin position som den mest dynamiske økonomi i den udviklede verden efter det opsigtsvækkende magtskifte? Eller vil landet fortsat være en af verdens langsomst voksende økonomier?

Valgsejren til Det Demokratiske Parti (DPJ) er et godt udgangspunkt for forandring, men hvilken retning landet bevæger sig i, afhænger af et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad vil japanerne egentlig selv med Japan?

Men lad os først tænke tilbage på Japan, som det så ud for en generation siden. Landet var i slutningen af 1980’erne ved at nå højdepunktet af sit lange opsving. Det var, målt i BNP, verdens rigeste. Ejendomspriserne var skyhøje - f.eks. var grunden under kejserpaladset i Tokyo vurderet til at være mere værd end hele Californien. Japanske eksportører var i færd med at erobre verdensmarkedet, japanske ejendomsselskaber opkøbte Rockefeller Plaza på Manhattan, og yen-kursen var stærkt stigende.

Ikke overraskende førte den svimlende økonomiske succes til en vis arrogance. Jeg kan huske, jeg var i Tokyo under det globale børskrak i 1987 og var i gang med at interviewe topchefen for et stort forsikringsselskab. Pludselig blev han kaldt væk af en telefonsamtale, og da han kom tilbage, strålede han som en sol. Det var finansministeren, der havde ringet for at give gode råd om at opkøbe Wall Street for at stive markedet af.

»Bare rolig,« sagde han, »Japan skal nok redde Amerika.«

1990, skulle det vise sig, blev opsvingets højdepunkt. Selv om Japan slap lidt billigere fra den efterfølgende krise end andre lande, var det alene om aldrig helt at komme sig. Kommentatorer taler om ‘det tabte årti’, men det årti er efterhånden blevet til to, for den japanske vækst har siden da i bedste fald været lav.

Dødvandet er blevet noget af en lærestreg for politiske beslutningstagere. Renten blev sænket hurtigt sidste år, da finanskrisen tog fart - Japan udskød i sin tid sin rentesænkning i 18 måneder efter krakket. Og derfor er nogle vestlige regeringer meget tilbageholdende med at rette op på deres budgetunderskud, fordi Japan gjorde dette alt for hurtigt og dermed tabte mulighederne for sit opsving på gulvet. Hertil kommer andre kritikpunkter, især nationens uhensigtsmæssige infrastrukturprogrammer, hvor pengene går til at styrke politiske støtter fremfor til de projekter, der bedst kan imødekomme reelle behov.

Væksthæmmer

Det er i det mindste er den konventionelle forklaring, men der er andre faktorer, som har hæmmet væksten. En af disse er demografien.

Folketallet falder hurtigere end i noget andet større højt udviklet land. En anden faktor er fraværet af de strukturreformer, der ville kunne skabe ny økonomisk vækst. Økonomien er meget stramt reguleret, med planordninger og kontroller, der vanskeliggør større byggerier og reguleringer, der gør det svært at etablere ny virksomhed. Resultatet er en todelt økonomi. De store japanske eksportører er nyskabende og producerer banebrydende produkter på verdensplan. Men den anden del består af nationalt orienterede virksomheder, der er mere træge i det, og hvoraf mange kun oplever i kraft af udstrakte bankkreditter.

Besøger man Tokyo, oplever man en lysende moderne og særdeles ren by.

Jeg har ikke rejst uden for Japans hovedstad for nylig, men man fortæller mig, at jo længere væk man kommer, desto mere synlige bliver de lag i samfundet, som lider under manglen på vækst. Hele nationen er simpelthen i færd med at blive gradvis fattigere. Reallønnen var i juni i år syv procent under niveauet et år tidligere, og arbejdsløsheden er på næsten seks procent, hvilket er højt efter japanske standarder, ikke mindst i lyset af den kulturelt indgroede modstand imod overhovedet at melde sig ledig.

Selv i Tokyo er den slående selvtillid, jeg mødte for 20 år siden, helt væk. Jeg beundrer det japanske samfund for mange ting - bl.a. for at have gjort verdens største by til verdens sikreste by i henseende til gadekriminalitet. Men i dag kigger verden mod Kina for at finde økonomisk dynamik.

Men ønsker japanerne forandring? DPJ-partiets erklærede politiske program er ikke så forskelligt fra det, man finder hos det LDP, som har styret Japan siden 1955 stort set uden afbrydelse. Det indeholder nogle skatte- og afgiftslettelser, herunder på benzin og vejgebyrer. Der er flere penge til undervisning i skoler og børnepasning. Der er skattelettelser for små virksomheder og tiltag, der skal øge beskæftigelsen. Og alt dette skal gennemføres ved at skære i overflødige bureaukratiske lag. Præsenteret på den måde lyder det ikke just politisk visionært, snarere som mere af det samme.

Hertil kommer, at DPJ’s leder stammer fra en af Japans mest fremtrædende politiske familier. Hans oldefar var formand for parlamentet, hans farfar var premierminister, og hans far udenrigsminister. Han blev første gang valgt i 1986 som medlem af De Liberale Demokrater, men brød så ud af partiet i 1993 for at stifte det, som senere blev til DPJ. Han er altså ikke ligefrem en outsider i den politiske elite. Til gengæld har jeg ganske megen tiltro til de eksperter, der rådgiver DPJ. Med tiden vil det måske kunne lykkes for den nye regering at udvikle de strukturpolitikker, der kan skabe øget konkurrence på hjemmemarkedet. Japan er ganske enkelt nødt til at finde metoder til at tilføre sine indenlandske virksomheder den samme konkurrencemæssige drivkraft, især i servicesektoren, som det allerede har i sine eksporterhverv. Dette må indebære deregulering, selv om dette kan blive en barsk opvågning for den hyggelige trummerum i meget af den hjemlige industri.

På kort sigt vil reformer uvægerligt skabe gnidninger. Spørgsmålet er, om den nye regering kan udnytte afsættet i frustrationerne over landets aktuelle økonomiske formåen til at levere de succeshistorier, som vil kunne gøre det muligt for den at oppebære støtte til en fortsat dereguleringsproces. Og det handler i sidste ende om, hvad japanerne selv vil. Der opstår indimellem sådanne store skred i det japanske folks sindelag. Vi så det fra midten af 1950’erne, da efterkrigsårenes kaotiske forhold blev ganske forvandlet, da LDP kom til magten. Og der kom endnu et skifte efter 1990’erne, da Japan opgav at fastholde sine vækstambitioner - da det ikke længere ønskede at »redde Amerika«, som forsikringschefen udtrykte det. Måske er vi i disse dage vidne til et nyt og ægte folkeligt ønske om igen at ruske op i landet.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen