Det amerikanske tidsskrift New York Review of Books beskæftiger sig i sin seneste udgave bl.a. med nyhedsformidling på internettet. Er det bare parasitter på aviserne, som ukritisk stjæler, kommenterer og med deres eget formål for øje forvrænger den trykte presses møjsommeligt indsamlede nyhedshistorier, og på den måde tager livet af deres værtsorganisme, sådan som mange kritikere mener? Eller er der tale om original og anderledes nyhedsindsamling, sådan som vi f.eks. så det i forbindelse med urolighederne omkring valget i Iran?
Til kritikerne hører ofte, men ikke altid, nervøse avisredaktører, som rager rundt i blinde for at standse deres svindende oplag og deraf følgende manglende økonomiske grundlag. En nedadgående spiral, der fører til stadig færre fagmedarbejdere, stadig færre udenrigskorrespondenter og i det hele taget stadig færre medarbejdere.
De få, der bliver tilbage, skal være generalister, skrive om økonomi den ene dag, ventelister den anden og hundens betydning for et velfungerende parforhold hver dag. Desuden skal de levere til en uendelighed af ‘platforme’, deriblandt internettet, som avisredaktører elsker at hade, men som de samtidig ved, de ikke kan komme udenom, og som de ville elske at elske, hvis de bare kunne finde ud af at få det til at kaste af sig økonomisk.
Fødekæden
Artiklen i New York Review of Books tyder på, at snarere end at fungere som parasitter på den traditionelle presse, fungerer netmedieerne i stigende grad i en symbiose med aviserne, hvor medierne suger af hinanden.
Artiklens forfatter, Michael Massing, kommer fra det højt estimerede Columbia Journalism Review, der som så mange fornemme tidsskrifter har få læsere, men stor indflydelse. Han påviser, hvordan historierne tit begynder på mere eller mindre obskure netsteder, bliver bragt frem af mere anerkendte weblogs for til sidst at ende på forsiden af New York Times, hvad der måske ligefrem fører til politiske konsekvenser.
Han nævner som eksempel Marcy Wheeler fra Michigan, som med en doktorgrad i litteraturstudier og en periode som konsulent for bil-industrien i bagagen begyndte at blogge i 2004. Siden 2007 har hun blogget fuldtid for bloggerkollektivet FireDogLake, hvor hun har specialiseret sig i redningsplanerne for den trængte bilindustri, men også i aflytning af borgerne uden dommerkendelse, tortur og andre overgreb på befolkningen i terrorbekæmpelsens navn.
Da memoerne om afhøringsmetoderne under Bust-æraen blev offentliggjort, nærlæste og sammenlignede hun, indtil hun kunne påvise, at den terrormistænkte Khalid Sheikh Mohammed blev udsat for waterboarding 183 gange på en måned. Hurtig lommeregning viser, at det er ca. seks gange om dagen. Om dagen!
På forsiden
Historien blev samlet op af en af nettets største succeser, The Huffington Post, og derfra endte Marcy Wheeler hurtigt på forsiden af New York Times. Hendes afsløringer har været afgørende for de undersøgelser af afhøringsmetoderne, som den nuværende regering har iværksat.
For interesserede kan jeg henvise til f. eks. TPM , Talking Points Memo, eller The Daily Dish, hvor der i øjeblikket foregår en livlig debat om, hvor langt undersøgelsen skal gå. Er det kun dem, der udførte afhøringerne, der er i farezonen, eller skal de, der gav ordrerne, vicepræsident Dick Cheyney og hans nærmeste juridiske medarbejdere, også stilles til ansvar?
Marcy Wheeler indrømmer gerne, at hun er helt afhængig af konventionel journalistik. Det hun godt kan undvære, er de indspiste Washington D.C.-kommentatorer, som kun har interesse i at opretholde den magtbalance i pressen, som de selv er en betydelig del af.
Michael Massing konstaterer, at selv om blog-universet startede som overvejende ultra-konservativt, hælder det i øjeblikket mere til venstre. Højrefanatikerne koncentrerer sig mere om radiomediet. Onde tunger siger, at det er, fordi tilhængerne så ikke behøver at kunne læse.
Sund skepsis
Man behøver ikke at surfe ret meget, for at konstatere, at man kan finde lige præcis den version af virkeligheden, man gerne vil have. Man bliver nødt til at shoppe rundt, indtil man finder nogen, man har nogenlunde tiltro til, og selv da skal man være skeptisk.
Men det er vel i grunden ikke så meget anderledes, end det er med aviser.
Og måske til opmuntring for læsere, der er nervøse for ikke at kunne finde rundt i den ny medieverden: Michael Massings artikel - og min kommentar til hans artikel - bygger på to nye bøger: Bloggers on the Bus: How the Internet Changes Politics and the Press af Eric Boelert og And Then There’s This: How Stories Live and Die in Viral Culture af Bill Wasik.
For ligesom at understrege det med symbiosen.
Kommentarer
Jeg tror den frie adgang til nyheder på nettet er kommet for at blive. Dagbladene kan profilere sig på en begavet og nuanceret formidling af denne viden. Lader de sig nøje med ritzau-telegrammer, har de tabt på forhånd.
Netmedierne eksistere kun så længe, der enten bliver skudt penge i dårlige forretninger (hvad det så end måtte defineres som?) , eller hvis netmedierne er troværdige, saglige og journalistisk god skrevet, i sådan en grad, at der enten findes en smal, men bæredygtigt brugergruppe som anvender mediet, eller hvis netmediet evner ovenstående, samt at levere journalistik, som forbrugeren gerne vil betale for. - Det sidste er nok mest interessant for redaktørerne og/eller de(n) aktionær(e), som står for driften af mediet.
F.eks. kunne jeg forestille mig at brugerbetaling for nyheds og journalistisk orienteret netmedier, skal koste omkring 1 kr. om dagen, til 50 kr. om året.. Afhængig af mediets troværdighed og relevans for målgruppen.
Jeg kan ikke forestille mig, at fænomenet med 24-timers nyhedsdækning forsvinder, hverken fra TVet eller fra internettet.
- Internettets fordel, er netop at det er et brugerskabet, og brugerorienteret globalt netværk, med en stadig stigende mængde af data, fra en stadig stigende mængde internetforbindelser og brugere.
Dette gør, at “nyheder” og historier, fra både det lokale julebankospil i Sabro Sogneråd og St. James Christian Hospital i Kathmandu, og til globale “kriser”, kapitalkrige, og korruption, bliver dokumenteret på private og offentlige hjemmesider, blogs, nyhedsgrupper, debatfora, osv .
Dette er der hvor internetmediet igennem viser, at det er, det trykte medie overlegen, da der er mulighed for at linke videre, til kilder og yderlige dokumentationer, af det anvendte materiale. Der med bindes historien sammen. Politikken.dk anvender dette.
Nyheder er så frit tilgængelige, at jeg aldrig tror at man får nogen til at betale for at læse dem på nettet. Reklamefinanciering som hidtil er nok mest realistisk.
Hvis man virkelig har et kvalitetsprodukt, som jeg synes Informations avis og netavis er (på trods af at jeg ofte harcelerer over både dit og dat ;-) så mener jeg godt man kan forlange penge for adgang til at deltage i debatten.
Det er muligvis ikke pænt at sige det, men jeg føler ofte at det er en slags nasseri – især når alle mulige trolls, igen og igen trækker veksler på tålmodigheden og grænsen for almindelig menneskelig, ordentlig opførsel.
Det ville virkelig være ”frit valg”, så. For der er forskel på “nyheder” og “debat”. Hellere “brugerbetaling” end reklamer.
Hellere ”fagmedarbejdere” end ”generalister”.
For mit vedkommende helst med fagfolk, som ikke ligefrem er i klasse med f.eks. Erik Meier Carlsen eller, oh skræk - Lomborg.
Til gengæld gerne med nogen som fægter med åben pande, og ikke skjuler sig bag spin, skjulte dagsordener og slesk tale.
Enhver regering vil formentlig have nogle buler i gulvtæppet. Det er disse buler der skal graves frem i lyset, og især da hvis gulvtæppet begynder at lugte fælt.
Den dag hvor Information begynder at ville være venner med alle, af merkantile årsager, er slaget tabt. Der er dog ikke noget det peger katastrofalt i den retning, endnu.
De “gamle” medier og deres ejere er træskomagere der kæmper mod vindmøller.
Der er altid folk som vil betale for kvalitet, og derfor kan man også lave kvalitetsnyheder og gode baggrundsjournalistik.
Der er også firmaer der vi annoncere for at ramme denne målgruppe. Med de fede tider med omnibus medier er slut. Og derfor er avisen som pengemaskine og meningsdanner stendød Vi venter bare på at de selv opdager det.
I mens må vi vel holde ud at høre på deres klynken. Hvis de ikke kan omstille sig og forny sig, så er der andre som kan udfylde rummet.