Vi er stadig væk uenige, men vi er ikke enige om, hvordan vi skal være det. Der er sagt, skrevet og frem for alt snakket enormt meget om, at der ikke længere er forskel på højre og venstre i politik. Det siges, at de store modsætninger hører hjemme i industrisamfundet, og nu er vi i videnssamfundet med anderledes små forskelle. De såkaldt ansvarlige partier synes enige om at føre den nødvendige politik for alle. De borgerlige kalder det ‘vækst’, de venstreorienterede bekymrer sig om ‘beskæftigelse’, men de vil det samme. For man kan ikke være imod det ansvarlige og det rigtige. Politik er blevet til spørgsmål om at føre den ‘nødvendige’ økonomiske politik, tilpasse sig globaliseringen og træne befolkningen til at klare sig i den internationale konkurrence. Og dermed er politik ifølge den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe holdt op med at være politik. Hun præsenterer i sin seneste bog Om det politiske, som nu udkommer på svensk, en tese om en ‘postpolitisk konsensus’, der skulle betegne politikkens ophør. Det er ikke nogen ny tese, at ægteskabet mellem socialdemokratismen og markedstænkningen under fællesnævnere som ‘nyliberalisme’ eller ‘den tredje vej’ definerer en ny politisk konstellation uden ideologiske modsætninger. Mouffe har selv analyseret tendensen før, og det er blandt prominente progressive en almindelig antagelse, at ‘den tredje vej’ er venstrefløjens ‘knæfald’ for ‘nyliberalismen’.

Retfærdighed og fornuft

Man kan sige, at den intellektuelle venstrefløj synes splittet mellem to tilgange: Den ene hylder det ‘radikale’, det subversive og interventionen. Denne position anklager de andre for at have solgt ud eller for at være gået på kompromis. Den anden position ser i mødet mellem socialdemokratisme og markedstænkning et demokratisk og solidarisk potentiale, den fokuserer på, at enhver demokratisk retsstat er grundlagt på et løfte om frihed, lighed og en slags fællesskab, som alle må anerkende. Med andre ord: Den ene position ser i den postpolitiske konsensus umuligheden af at føre rigtig politik, mens den anden ser muligheden for solidariske fremskridt. Derfor taler den første position meget om brud og konflikt, mens den anden position taler om retfærdighed og fornuft.

Fjender og modstandere

Chantal Mouffe er i det perspektiv klar: Hun mener, at dem, der som Anthony Giddens, Ulrich Beck og Jürgen Habermas, ser solidariske muligheder i den postpolitiske konsensus fungerer som naive tosser i nyliberalismens tjeneste: De ligger ifølge Mouffe selv under for en ‘farlig illusion’. De tror på, at alle kan blive enige. Men det er i Mouffes optik en umulighed: I forlængelse af den tyske retshistoriker Carl Schmitt hævder hun, at politik grundlægges på konflikt. Politiske fællesskaber bliver skabt, når nogen slutter sig sammen om at lukke andre ude. Definitionen af et ‘vi’, som hører sammen, er også altid en definition af et ‘dem’, der ikke hører til. Hvis man ikke erkender dette grundvilkår, kan man ikke kultivere og respektere politiske modsætninger. Og så kommer man til at udstøde alle dem, der ikke er med på den officielle konsensus. Man har ikke et politisk sprog til at møde uenighed og konflikt, så man forfalder fordømmende betegnelser som ‘fundamentalister’, ‘voldsbøller’, ‘middelalderlige’, ‘terrorister’ eller håbløse nostalgikere, som er forblevet i det gamle samfund. De, der ikke deler det officielle syn på den sociale virkelighed, afskrives enten historisk som nogen, der hører hjemme på et uciviliseret lavere stadium, eller moralsk som nogen, der dyrker det onde for det ondes egen skyld. De bliver enten til menneskehedens dumme børn eller små djævle. Mouffe ser de nationale protestpartiers gennembrud som symptom på en politisk kultur, hvor uenighed er blevet illegitim, og konflikterne bliver dramatiserede. Hendes eget bud er således, at kun en politik, som anerkender modsætninger, kan kultivere modsætninger. De store optimister, som taler om fornuft og retfærdighed, er dømt til hver gang at støde hovedet imod fundamentalister og nationalister, som de ikke kan tale med. Deres såkaldte dialogiske demokrati ender derfor gerne som et monologisk demokrati.

Følelser eller fornuft

Mod slutningen af sin bog aktualiserer Chantal Mouffe venstrefløjen som politisk front mod enighed: »Det, der er på spil, når vi taler om højre og venstre, er ikke et specifikt politisk indhold,« skriver hun og uddyber: »Det er derimod beredskabet til at erkende, at der findes sociale kløfter, og at konflikterne er legitime. Det handler om at indse, at et demokratisk samfund rummer en mangfoldighed af interesser og krav, som er i konflikt og som aldrig kan blive forsonede.«

Det skuffende ved Mouffes bog er, at hun ikke giver et eneste konkret eksempel på en konflikt, som venstrefløjen kunne udlægge anderledes eller åbne med et nyt sprog. Hendes eget møde med dem, hun er uenig med i bogen, er bestemt ikke forbilledligt: Hun karikerer deres synspunkter, inden hun distancerer sig fra dem. Og hun underkender det fællesskab, der er mellem hendes eget mål og de andres: Hvis konflikterne i den sociale virkelighed skal finde sted som møder mellem modstandere og ikke kampe mellem fjender, skal der være en overordnet enighed om præmisserne for det møde. Denne enighed udelukker ikke uenighed og afvikler ikke nødvendigvis politik. Denne fundamentale mangel på refleksion og konkretion i Mouffes bog gør ikke hendes projekt overflødigt: Det viser derimod, hvor svært det er at finde et felt, hvor man snakker sammen i stedet for at spytte efter hinanden.