Det lyder som en dårlig, venstreorienteret vits: Regeringen tager udviklingsbistand fra verdens fattigste børn og giver den til firmaer, der laver overvågningsudstyr til et regime, der har holdt sin befolkning i undtagelsestilstand siden 1981. Desværre er kontrasten mellem de seneste dages nyheder om dansk bistand mere end blot et grotesk sammenfald. Regeringens udmelding om, at støtten til FN’s børneorganisation UNICEF skal skæres med 25 millioner, er nemlig led i en udviklingspolitisk plan - ‘Regeringens udviklingspolitiske prioriteter’ - der udtrykkeligt kæder en øget satsning på erhvervsstøtte sammen med nedskæringer i støtten til organisationer som UNICEF, der arbejder på tværs af landegrænser for at hjælpe de svageste. Samarbejdet med de internationale organisationer skal ifølge planen ‘justeres’ og i visse tilfælde helt indstilles, og i stedet skal pengene bruges på erhvervslivet.
»Vi ønsker at følge op på Afrika-kommissionens anbefalinger om et øget fokus på økonomisk vækst og jobskabelse,« sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i onsdagens Information. »Vil man det, så skal man selvfølgelig finde pengene et sted. Jeg er nået frem til, at det er UNICEF, som skal bidrage i denne her omgang.«
Hertil er der først og fremmest at sige, at ministeren - som det vil være Informations læsere bekendt - fordrejer sandheden i sin markedsbegejstrede ideologis navn. Ulla Tørnæs kan gentage lige så mange gange hun har lyst, at det er Afrika-kommissionen, der har bedt regeringen om at opprioritere ‘privatsektordrevet vækst’ - altså erhvervsbistand. Det gør det ikke sandt. Afrika-kommissionen fik af Ulla Tørnæs’ regering et begrænset mandat. Den kunne udelukkende komme med anbefalinger til anvendelsen af bistand til den private sektor, herunder unge og beskæftigelse. Den kunne IKKE prioritere mellem støtte til den private sektor og andre former for bistand.
Det er derfor et udslag af regeringens forestilling om, at det private erhvervsliv er vejen til en bedre verden, når den nu annoncerer, at bistanden til den private sektor i Afrika frem mod 2014 vil blive fordoblet, så der i de næste fire år i alt skal bruges cirka 7,6 milliarder kroner til området - og at pengene skal tages fra især multilaterale organisationer som UNICEF og fattige lande som Nicaragua, Bolivia og Bangladesh.
Da vi regeres af en regering, der ikke behøver at indgå forlig med den kritiske opposition, er dette den bistandspolitiske virkelighed, vi kan se frem til de kommende år. Derfor er det vigtigt at granske, hvad erhvervsbistanden egentlig går til. I går kunne Information afsløre, at den f.eks. går til et samarbejde mellem det danske firma Quard Technology og det egyptiske firma Softlock om at sælge ID-kort, der f.eks. kan anvendes til at identificere computerbrugere - et fremragende våben i hånden på en regering, der sidste år arresterede over 100 systemkritiske bloggere. Det egyptiske kommunikationsministerium har da også udvist stor interesse for projektet.
Nu er det jo ikke alle erhvervsprojekter, som leverer undertrykkelsesværktøjer til diktaturstater. Men sagen illustrerer et grundlæggende problem ved erhvervsbistanden. Det er vældig svært at bruge den til at hjælpe de svage og det er vældig svært at kontrollere, hvad de firmaer, der får støtte, anvender støtten til. Erhvervsbistanden, som er regeringens opgør med det, Anders Fogh har kaldt »gammel udviklingssocialisme«, er baseret på en tanke om, at hvis bare man gør nogen i et samfund rige, drypper velstanden nedad til de fattige. Det er en liberalistisk drøm, som man kan tro på eller lade være. Men drømmen har som udviklingspolitisk skabelon et basalt handicap: Den har ingen redskaber til at hjælpe de fattigste og svageste, hvis de rige og magtfulde skulle finde på at beholde pengene selv og bruge deres velstand f.eks. til at undertrykke anderledestænkende. Det er godt, at regeringen på trods af finanskrisen fastholder bistanden på 0,83 pct. af Danmarks BNI. Men hver gang, der skrues op for erhvervsstøtten, skrues der samtidig op for en række problemer: Hvordan skal vi undgå, at vi bare støtter de eliter, der findes i ethvert udviklingsland, og som typisk sidder på erhvervslivet? Hvordan skal vi sikre os, at de danskstøttede produkter ikke bidrager til den undertrykkelse, der måske er årsagen til, at et samfund ikke udvikler sig? Hvordan pumper vi milliarder i den private sektor uden at fremme den korruption, som stærke erhvervsinteresser næsten altid opdyrker i et land med svage institutioner? Hvad skal de fattige klare sig med, mens de venter på at rigdommen drypper på dem? Og hvordan opmuntrer man til demokrati og fremgang for de svageste gennem støtte til de stærke? Der er ikke noget galt i at skabe udviklingsvisioner ud fra sine politiske overbevisninger. Men det ville klæde den danske regering at stå ved det i stedet for at skjule sig bag en kommission, hvis hænder og fødder den selv har bundet. Så kunne vi måske komme i gang med at diskutere og besvare nogle af de svære spørgsmål, som følger i kølvandet på Danmarks nye udviklingspolitik. lfk
Kommentarer
Sagen med det biometriske kort er dårlig journalistik. Overskriften ”Big Brother teknologi” og billede falder fuldstændig til jorden, da det viser sig at det er et kort der slet ikke kan misbruges på samme måde som et dansk sygesikringsbevis kan.
B2B programmet og Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) har været sammen om mange projekter. I Egypten har IFU haft stor fortjeneste på salg af aktier og det må antages at det indenfor de sidste tre år har været mere end 100 millioner kroner, som er langt mere end B2B programmet har forbrugt. De 100 millioner kroner ender i den danske statskasse. Penge der burde gå til udvikling i Egypten eller f.eks. til ikke at nedskære støtten til Unicef i 4 år.
Informations kampagne mod B2B programmet er en videreførelse af Fagforbundet 3F’s kampagne mod programmet i 2005, hvor 3F også førte kampagne mod IFU under navnet ”IFU-Gate”. Det er vel heller ikke så mærkeligt, da journalister som Ulrik Dahlin og Peter Keiding var tilknyttet 3F i 2005.
Artiklerne om lukketheden i Danida’s styrelse er et eksempel på, hvordan hverken Informations journalistpraktikant eller Ulla Tørnæs fortæller at alle beslutningsgrundlag fra styrelsen faktisk ligger på Udenrigsministeriets hjemmeside. Information burde gå ind og se de beslutningsgrundlag, som forelægger og også se det, der ikke blev godkendt. Så kunne der komme en seriøs debat i gang baseret på fakta.
At Danida ikke følger evalueringerne baseres blandt andet på evalueringen af privatsektorprogrammet i 2001. I den evaluering står der faktisk, at i henhold til programmets egne retningslinjer er programmet en succes, og så er der en række generelle anbefalinger, hvor af langt de fleste er blevet gennemført.
I DIIS rapporten om privatsektorprogrammet i Indien kommer Steen Folke frem til at programmet er en 78% fiasko i henhold til programmets egne retningslinjer. Det var det modsatte af det evalueringen i 2001 kom frem til. Problemet er bare, at Steen Folke har lavet sine egne retningslinjer og vurderet programmet ud fra dem.
Hele diskussionen i Information er præget af, at det er blandt modstandere af alt der har at gøre med dansk erhvervsliv. De store og mellemstore danske virksomheder har totalt mistet interessen for programmet, da det er meget små tilskud, sammenlignet med de store investeringer som firmaerne selv foretager i ulandene. Risikoen for at blive ”hængt ud” af useriøse artikler i Fagbladet 3F og Information er alt for store.
jeg har talt med 4 medlemmer af Afrika kommissionen og kan bekræfte, at omlægningen til privatsektorstøtte blev trukket ned over hovedet på medlemmerne; de pågede på, at man burde starte med at støtte de 80 % af befolkningen syd for Sahara, der er bønder, de fleste af dem selvforsynende, så støtte til private firmaer bliver fx til mejerier uden mælkeleverancer. Alle eksperter fra IMF, Verdensbanken til den afrikanske udviklingsbank og den afrikanske union anbefaler at starte med de små bønder.
Heller ikke mikrolån der indgår i Regeringens program virker i Afrika.