Opslag til denne artikel

Emneord:udviklingsbistand
Personer:Jeppe Kofod, Steen Gade, Ulla Tørnæs
Organisationer:Danida, Roskilde Universitet, Socialdemokraterne
Steder:Danmark, Egypten

Afsløringen af, at Danida støtter eksport af såkaldt biometriske kort, der kan anvendes til at overvåge og registrere anderledestænkende i Egypten og andre mellemøstlige lande, får nu oppositionen til at kræve bedre kontrol med de såkaldte Business2Business-projekter.

»Det er jo statspenge, man bruger til at fremme en teknologi, der kan anvendes til at undertrykke demokrati og ytringsfrihed. Det må stoppes, siger Socialdemokraternes udviklingsordfører Jeppe Kofod.

Både han og SF’s ordfører Steen Gade mener, at Danidas kontrol med de firmaer, der får støtte, er utilstrækkelig, når den slags eksport kan foregå.

Den konkrete anledning til kritikken er Informations afsløring, at Danida har givet 2,2 millioner kroner i erhvervsbistand til det danske it-firma Quard Technology og dets egyptiske samarbejdspartner Softlock.

De to firmaer håber at sælge det nyudviklede id-kort, hvor brugeren identificerer sig ved hjælp af fingeraftryk, til bl.a. en lang række egyptiske statsinstitutioner, heriblandt kommunikationsministeriet, der er involveret i overvågning af bl.a. telefoni og it-kommunikation.

Direktøren for Quard Technology, Uffe Clemmensen afviser, at kortet kan anvendes til overvågning af f.eks. systemkritikeres færden på nettet.

»Du kan ikke undertrykke folk med vores teknologi. Det eneste, du kan bruge vores teknologi til, er at finde ud af, hvem de er,« siger han.

Men det er Softlocks direktør Magdy Sharawy ikke enig i.

»Vi kan sagtens levere et program, der knytter ID-kortet sammen med burgerens aktiviteter på internettet og samtaler på Skype,« siger han til Information.

Misbrug muligt

It-professor Niels Juul fra Roskilde Universitet Center bekræfter, at det biometriske id-kort kan bruges til overvågning af anderledestænkende, hvis de egyptiske myndigheder ønsker det.

»Biometriske kort kan ligesom al anden teknologi bruges både til skade og til gavn,« siger han.

Men netop Quards kort er mindre velegnet end andre biometriske systemer, mener professoren, simpelt hen fordi det ikke opererer med et centralt fingeraftryksregister. Det enkelte fingeraftryk findes kun på id-kortet, og ejeren er derfor vanskelig at identificere, forklarer han.

»Hvis man vil overvåge f.eks. en internetcafe, er det langt mere oplagt at kræve, at folk viser pas og f.eks. først får passet igen, når deres færden på nettet er tjekket. Et moderne pas indeholder langt flere oplysninger om den enkelte end et biometrisk kort, der typisk kun består af et fingeraftryk. I et pas kan man både se højde, vægt og øjenfarve, og der er som oftest også et farvebillede. Mange pas indeholder desuden en chip med yderligere oplysninger om ejeren,« siger han.

Kræver bedre kontrol

Både den internationale NGO Freedom House og Institut for Menneskerettigheder har opfordret til at stramme kontrollen med de danske Business2Business projekter.

Og det krav tilslutter oppositionen sig.

»Kontrollen med projekterne er klart utilstrækkelig, når produkter som dette kan få støtte,« siger den socialdemokratiske ordfører Jeppe Kofod.

»Der er heller ingen tvivl om, at Danida må kigge på det her projekt en gang til,« siger Jeppe Kofod og opfordrer til, at Danmark bruger sine bistandspenge på at støtte de systemkritikere, som den egyptiske regering med jævne mellemrum fængsler.

Sidste år bliver over 100 egyptiske bloggere fængslet for på nettet at have kritiseret regeringen.

Generelt problem

SF’s udviklingsordfører Steen Gade mener, at sagen om de biometriske kort er et typisk eksempel på et af de problemer, som er indbygget i Business2Business bistanden,

»Danida bør grundigt overveje, hvad evt. eksportartikler kan bruges til, det bør være en helt oplagt del af den screening, der foregår, før en virksomhed kan få støtte,« siger han.

»Men det er et generelt problem at stille krav til private virksomheder om, hvem de må sælge et givet produkt videre til. Det er jo netop private firmaer, der drejer sig om,« siger han.

»Kan man f.eks. kræve, at et produkt, der har fået dansk statsstøtte, ikke anvendes eller videresælges til bestemte institutioner og lande fem år ud i fremtiden - eller seks år,« spørger han.

Steen Gade vil nu bede udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) redegøre for, hvordan Danida generelt sikrer sig mod uønsket anvendelse af Business2Business-bistanden.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har over for Information meddelt, at hun er åben over for at undersøge sagen om Quards biometriske kort nærmere.

Læs også lederen på side 2

Sagen kort

Det danske it-firma Quard Technology har udviklet ’verdens sikreste id-kort’ – et såkaldt biometrisk kort, hvor ejeren identificerer sig med f.eks. et fingeraftryk. Kortet kan bruges som nøglekort til døre, computere osv.
Danida har foreløbig givet Quard Technology og dets egyptiske partner it-firmaet Softlock 2,2 millioner kroner i såkaldt Business2Business støtte med det formål at skabe arbejdspladser i Egypten og overføre knowhow.
Et biometrisk kort er id-kort, der fungerer som nøgle eller en række nøgler. Kortet kan kun kan åbnes, når ejeren sætter sin finger på kortet.