Sidste år havde Velfærdsministeriet 14,4 millioner til arbejdet med ligestilling. Men på finanslovforslaget for 2010 ser der ikke ud til at være afsat en krone, og ligestillingsposten er ikke længere at spore.

Opgaven med ligestillingsarbejdet er ellers før sommeren flyttet fra ministeriet til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Men i finanslovforslaget lægges der ikke op til, at styrelsen får tilført de 14, 4 millioner, der tidligere var til arbejdet.

I stedet kan Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge forslaget se frem til en besparelse på 2, 7 millioner i deres samlede budget, selv om de har fået tildelt den nye opgave med ligestilling.

Ordet ligestilling er heller ikke nævnt med et eneste ord i anmærkningerne til finanslovforslaget for Arbejdsmarkedsstyrelsens budget, selv om der i 2009 var opsat en række mål for arbejdet i det tidligere departement.

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, har studeret finansloven med undren og er bekymret over ikke at kunne få øje på pengene til ligestillingsindsatsen:

»I juni fjernede de Ligestillingsministeriet som et selvstændigt departement, og nu har de nærmest taget ligestilling af finansloven. I hvert fald er det en jungle at finde de midler, der skulle være afsat til området,« siger hun.

De forsvundne penge til ligestillingsområdet får den socialdemokratiske ordfører til at frygte for Danmarks samlede ligestillingspolitiske arbejde:

»Danmark har en lang tradition for at være førende på ligestillingsområdet. De tider ser ud til endegyldigt at være slut med Inger Støjbergs (Ligestillingsminister, red.) seneste besparelser,« siger Julie Rademacher.

Teknisk fejl?

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at pengene ikke er sparet væk, men at de på grund af omstruktureringen af området over sommeren ikke figurerer på finanslovforslaget under Arbejdsmarkedsstyrelsen. Pengene ligger på Beskæftigelsesministeriets departements samlede konto, og når der er afklaring på strukturen, vil de blive overført til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Men Julie Rademacher køber ikke en »teknisk bortforklaring« og »vil se beviser, før hun tror på det«. Også resten af oppositionen kritiserer i skarpe vendinger, at millionerne til indsatsen ikke er til at få øje på.

SF-ordfører Pernille Vigsø Bagge mener, at ligestillingsminister Inger Støjberg sådan set lige så godt kunne fralægge sig sin titel nu:

»Hun fungerer overhovedet ikke som ligestillingsminister, for hun ikke har noget selvstændigt departement til ligestilling længere, og hun kommer ikke med nogen initiativer. Nu figurerer området ikke engang på finansloven, så hvorfor kalde sig ligestillingsminister,« spørger Vigsø Bagge.

Det er »nærmest en joke, at vi har en ligestillingsminister,« mener også Enhedslistens ordfører, Johanne Schmidt Nielsen:

»Det er da klart, at det koster penge at arbejde med et område, og derfor er det til grin, at man kalder sig ligestillingsminister, hvis ikke man prioriterer området hverken politisk eller økonomisk,« siger hun og eksemplificerer, hvordan der ellers er nok for ministeren at kaste sig over: »Kvinder er stadig økonomisk afhængige af deres mænd og tjener i gennemsnit 18 procent mindre end mænd. Der er kun 10 procent kvindelige professorer på universiteterne. Over 90 procent af barslen tages af kvinder.«

De Radikales ordfører, Lone Dybkjær, påpeger, at oppositionen generelt har store uenigheder med regeringen om, hvor meget ligestilling skal prioriteres, og at den økonomiske situation nu er blevet »meget svær at gennemskue«.

Særligt er hun dog frustreret over den uklarhed, der er omkring ligestillingsarbejdets rolle i den nye struktur:

»Dels er der spørgsmålet om penge, men hele katastrofen er jo, at området er gjort til en helt uselvstændig ting, som er lagt langt ned i hierarkiet i Arbejdsmarkedsstyrelsen,« siger Lone Dybkjær.

EU ind i sagen

Oppositionen vil nu rejse sagen i Folketinget og afkræve Inger Støjberg svar på, hvordan arbejdet med ligestillingsområdet skal lade sig gøre, når der umiddelbart ikke er afsat midler til opgaven, og den nye struktur stadig ikke er afklaret.

Men også EU skal ind i sagen, mener Julie Rademacher:

»Jeg vil rejse sagen på EU-plan, så vi kan få afklaret, om Danmark lever op til de mål, der er sat i EU’s ligestillingsdirektiv, hvilket er meget tvivlsomt,« siger hun.

Idéen bakkes op af SF, der påpeger, at »EU også i forvejen har kritiseret Danmark for ikke at have noget uvildigt ligestillingsorgan«.

Ligestillingsminister Inger Støjberg (V) har ikke ønsket at kommentere sagen, da den ifølge Beskæftigelsesministeriet ikke har politisk, men teknisk karakter.