Opslag til denne artikel

Emneord:burkaforbud, kvinders rettigheder, ligestilling
Personer:Søren Espersen
Organisationer:Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten
Steder:Danmark

Hvordan gebærder man sig som politiker med alvorlige ridser i troværdigheden, når man skal gøre politisk comeback og retablere noget af fordums tids street cred? Dykker ned i den guldgrube, der hedder ‘undertrykte muslimske kvinder’, selvfølgelig. Deraf Naser Khaders (K) lovforslag om burkaforbud i det offentlige rum.

Et lignende dyk ned i den uudtømmelige guldgrube foretog Søren Espersen (DF) også for et års tid siden i et yderst mindeværdigt øjeblik på tv, da han proklamerede: »Jeg vil gerne have lov til at se muslimske kvinders flotte bryster!« (Deadline 2. sektion, 28. september 2008). Debatten var om multilkulturalisme, og ifølge Espersen er ‘ismen’ altså af det onde, fordi den nægter ham udsyn til muslimske kvinders bryster.

Det må da udløse et ramaskrig, tænkte jeg dengang. Og det endda fra to fronter. Fra muslimske kvinder, der kunne fortælle Espersen, at blotten-bryster for ham ikke står øverst på deres ligestillings to-do-liste. Og fra alle andre kvinder, som måtte tage sig til hovedet over det krav, manden implicit gjorde på deres bryster. Men det udeblev, ramaskriget.

En freudiansk fortalelse?

Når Khaders burka giver anledning til at mindes Espersens bryster, så er det ikke (kun) for at dyrke et par yndlingsaversioner. Man kunne nemt finde sig fuldtidsbeskæftiget, hvis man skulle gribe til pennen, hver gang Espersen og co. udfolder sig om temaet ‘muslimer’. Derudover har vi så imponerende høj en national tolerancetærskel, hvad angår udgydelser mod netop denne minoritet, at man alligevel nok kun ville få ørenlyd hos en skrumpende minoritet af allerede halalindviede naivister.

Espersen har øjensynligt haft ét af to motiver; enten har han villet en bevidst provokation a la Muhammedtegningerne, hvor ræsonnementet synes at være, at man kan vække den latente fanatiker hos enhver muslim ved at antaste enten hans profet eller ‘hans’ kvinder. Som bekendt tog Jyllands-Posten sig jo af profeten, hvilket efterlader Espersen med kvinderne. Eller også begår manden en decideret freudiansk fortalelse - for åben skærm. Om det var provokatøren eller manden i sine drifters vold, der talte, kan kun Espersen vide.

Den frigjorte push-up

Hvis vi ikke kan eller orker at hidse os op over, hvad Espersen mener at kunne gøre af krav på muslimske kvinders bryster, har vi til gengæld pligt til at påpege det mildest talt problematiske kvinde- og ligestillingssyn, der ligger bag. For hvis Espersens problem med multikulturalismen er, at den nægter ham retten til muslimske bryster, er det vel som sagt implicit, at han i den ideelle, ikke-musliminficerede verden, allerede besidder denne ret i forhold til alle andre kvinders bryster? Multikulturalisme er skidt, fordi det forhindrer muslimske kvinder i at blive ligestillet med andre kvinder, hvis ligestilling består i, at Søren Espersen til enhver tid har frit udsyn til deres bryster?

I en kultur, der i den grad er seksualiseret, kan man sagtens forstå tilbøjeligheden til at gøre seksuel frigjorthed til målestok for reel ligestilling imellem kønnene. Jo mere tildækket, jo mere undertrykt. Jo mere afklædt, jo mere frigjort. Ergo: tørklæde og lange gevandter helt vildt undertrykkende. Stiletter og push-up top ligestillet. Så vulgært kan ligestilling også udlægges. Hvorfor dog kere sig om reel social, politisk og økonomisk ligestilling imellem kønnene, når vi kan svælge i muslimske kvinders seksualitet? Der er vel efterhånden ikke den mødom, den omskårne klitoris og det tørklæde/slør, der ikke er dissekeret i ligestillingens navn. Men som man vist siger i reklamebranchen: Sex sælger.

Vi har et ambivalent forhold til ligestilling i Danmark. På den ene side er vi selvbestaltede verdensmestre i disciplinen, og vi fortæller gerne (især) muslimer, hvordan ligestilling er en kerneværdi i det danske samfund, og at vi på ingen måde tolererer sexistisk, kønsdiskriminerende adfærd. På den anden side kører en parallel debat, som, når den ikke er rettet mod muslimer, kommer til at handle om, at vi har været så gode til det med ligestilling, at vi efterhånden kun står tilbage med luksusfeministens luksusbehov. I diverse kronikker og debatindlæg har man lagt øre til mænd, der har haft ondt i maskuliniteten (på grund af for megen ligestilling!). Men alt dette ændrer sig selvfølgelig i det øjeblik, talen falder på muslimske kvinder. Så ved vi jo alle lige pludselig og helt selvfølgeligt, hvor vi står.

Espersens udbrud og Khaders forbud er interessante variationer over det koloniale tema, den feministiske, postkoloniale kritiker Gayatri Spivak har døbt ‘white men saving brown women from brown men’. Espersens twist er, at den hvide mand såmænd ikke er ude på at redde den brune mands brune kvinde men blot beglo hendes bryster, og Khaders twist er, at han som brun mand må redde brune kvinder fra alle de andre, langskæggede, slemme brune mænd.

Kvindernes halløj’

Som muslimsk kvinde føler man sig en kende utryg, når teamet af selvbestaltede forkæmpere for ens (seksuelle) emancipation anføres af Espersen, som er medlem af det måske nok mest reaktionære parti hvad angår ligestilling og Khader, som tidligere og i anden partipolitisk sammenhæng har kaldt ligestilling for ‘kvindernes halløj’. Så derfor, kære muslimske medsøstre: Definer jeres eget ligestillingsprojekt! Hvis ikke I selv gør det, er der masser af mere eller mindre velmenende kræfter derude, der brænder for at hjælpe jer ud af jeres elendighed. De har allerede defineret både problem (jeres middelalderlige religion og ditto kultur personificeret ved jeres mænd!) og løsningen (en frasigelse af begge). I kunne passende starte med at minde Khader om, hvor uflatterende meget han har tilfælles med mullahen, som han er indædt modstander af, og at han på ingen måde stiller sig i opposition til denne, når han siger ‘burka af’, hvor mullah siger ‘burka på’. I begge tilfælde er der tale om en regulering af kvinders påklædningsmæssige adfærd i det offentlige rum - dikteret af mænd!

Og kære alle andre ikke-religiøst definerede medsøstre: Start med at give Espersen en lekture i ligestilling. Man kunne frygte, at han ikke er en enlig svale, at der muligvis er en hel generation af mænd derude, som vitterligt tror, at da I smed bh’en, så var det for at imødekomme mænds guds- eller naturgivne ret til jeres krop, og som ikke har forstået, at det var et oprør mod en regulering af kvinder påklædningsmæssige og seksuelle adfærd og dermed et symbol på retten over egen krop og eget liv.

Eller det hele sagt på en anden og om muligt endnu mere bramfri måde: Jeg vil ikke tages som gidsel i diverse populistisk betændte dagsordener. Jeg er temmelig overbevist om, at hverken Espersen eller Khader ligger søvnløse om natten over mine ligestillingskår. Jeg er træt af at skulle lægge burka og bryster til, når Espersen skal fejde ærkerivalen - Den Store Stygge Muslim - eller når Khader som identitetskonfus politiker skal genopfinde sig selv.

Så derfor, de herrer: Nallerne væk - og det fra både burka og bryster!

Güzel Turan er cand.mag. og akademisk medarbejder på KVINFO’s Mentornetværk