Opslag til denne artikel

Personer:Hamid Karzai
Organisationer:Forbundsdagen, ISAF, NATO, Taleban, Washington Post
Steder:Afghanistan, København, Tyskland

Så skete det igen. Det, der ikke må ske. Endnu en gang er et stort antal civile formentlig blev dræbt af de internationale styrker i Afghanistan. Denne gang skete det i den nordlige Kundus-provins, hvor tyske styrker af frygt for et umiddelbart forestående Taleban-angreb valgte at bede amerikanske bombefly smide deres dødelige last over to tankbiler, som oprørerne havde kapret. Da flammehavet havde lagt sig, viste det sig, at der muligvis var en del civile blandt ofrene.

Det er den slags fejltagelser, der kan få fatal betydning for den afghanske befolknings opbakning til de internationale styrker, men det er også fejltagelser, som det desværre er umuligt helt at undgå, siger major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet.

Berettiget bombe?

Endnu ved ingen, hvor mange der mistede livet, da det amerikanske bombefly ramte de to tankbiler. Og endnu ved ingen med sikkerhed, om der var tale om civile ofre, talebanere eller en blanding af begge dele. Guvernøren i Kundus anslår antallet af dræbte til 130, den afghanske menneskerettighedsorganisation Afghan Monitoring Rights mener, at det ligger på 60-70, men uanset hvor mange ofre der viser sig at være, vil episoden svaret ramme NATO hårdt.

Så sent som i slutningen af juli strammede den NATO-ledede ISAF-styrke endnu engang reglerne for magtanvendelse i et forsøg på at mindske antallet af civile tab. I første omgang lykkedes det - trods heftige kampe sommeren igennem - at minimere tabene, men den succes synes nu at fortone sig.

Major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet har fulgt debatten om civile tab tæt og er overbevist om, at det er umuligt helt at undgå civile tab.

»Ingen ved præcis, hvad der skete i Kundus, men det kunne være, at tyskerne var bekymret for, at Taleban have tænkt sig at bruge tankbilerne i et selvmordsangreb på deres lejr. Hvis det var tilfældet, er der tale om en meget alvorlig trussel, og så havde de måske ikke andre valg end at tilkalde flystøtte. I det tilfælde er bombningen i overensstemmelse med krigen love,« siger han.

»Omvendt er der er også oplysninger fremme om, at tankbilerne var kørt fast og dermed ikke umiddelbart udgjorde nogen fare for lejren. Hvis det er tilfældet, så kan sagen meget vel være en anden,« siger han.

Slaget er tabt

ISAF er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete i Kundus, men Karsten Marrup understreger, at uanset resultatet, har NATO på sin vis tabt. De seneste dage er de internationale fordømmelser væltet ind, og uanset hvad de nærmere undersøgelser viser, vil mange, både i og uden for Afghanistan være fast overbevist om, at 130 civile er blevet dræbt.

»Det løb er kørt,« siger han.

Ifølge den britiske brigadegeneral Gordan Messenger, som netop har været på besøg i København, er de civile tab NATOs helt store akilleshæl, især i forhold til den afghanske befolkning.

»Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at undgå civile tab, men det sker jævnligt, og det vil forsat ske, uanset hvor meget vi bestræber os på at undgå det,« siger Gordon Messenger, der indtil for nylig var chef for de britiske, danske og estiske ISAF-styrker i Helmand.

Han fortæller, at der også på hans vagt skete civile tab.

»Ja, vi slog civile ihjel, selv om vi gjorde alt for at forhindre, at det skulle ske. Det var uundgåeligt, bl.a. fordi Taleban ofte forskanser sig i beboede huse. Det er en taktik, de har brugt hele tiden, og der er ikke noget, der tyder på, at de har tænkt sig at holde op med det,« siger Gordon Messenger.

»Det eneste, vi kan gøre, er at blive bedre til at forklare både afghanerne og vores hjemlige befolkninger, at det bl.a. er derfor, det sker.«

I en del af de tilfælde, hvor mange civile er blevet dræbt, har NATO-styrkerne - ligesom i Kundus - anvendt flybomber. Den afghanske præsident, Hamid Karzai, har gentagne gange krævet et stop for flybombardementer, men det er umuligt, siger Gordon Messenger.

»Der er situationer, hvor det reelt er den eneste mulighed, vi har,« siger han. »Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor en base eller en patrulje er kommet under så meget ild, at de ikke selv kan klare problemet. Så er det i orden at smide en bombe, det er vi nødt til at holde fast ved,« siger han.

Tysk-amerikansk strid

Mistanken om store civile tab i Kundus har allerede givet anledning til en hidsig debat i Tyskland, hvor to tredjedele af befolkningen er imod den tyske deltagelse i krigen i Afghanistan.

Med kun tre uger til forbundsdagsvalget er der gået politik i sagen. Oppositionen kræver bl.a. en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, efter oplysninger i den amerikanske avis Washington Post om, at den tyske general, som beordrede angrebet i Kundus, havde baseret sine oplysninger på kun en enkelt efterretningskilde.

Forbundsdagen er tirsdag indkaldt til et ekstraordinært møde, og oppositionspartiet De Grønne forlanger, at Merkel afgiver en regeringserklæring om hændelsen.

Historien i Washington Post har desuden fået tyske og amerikanske militærfolk til at ryge i totterne på hinanden. Ifølge tyske aviser er flere tyske officerer rasende over, at amerikanske militærfolk har videregivet, hvad de kalder fejlagtige oplysninger om angrebet.

De mener desuden, at det er dybt problematisk, at amerikanerne har ladet pressen få adgang til en igangværende efterforskning.