Trier og den omvendte Ødipusmyte

»Jeg tror, det er fordi, at der på mit skrivebord derhjemme har ligget sådan en lille, nærmest pjeceagtig sag skrevet af en mand ved navn Nietzsche. Den har ligget der på bordet og skreget mig i øjnene i så mange år, og jeg har altså stadigvæk ikke fået læst den …«

Vær så artig: Lars von Triers forklaring til filmtidsskriftet Ekko på, hvorfor hans seneste film hedder Anti- christ - samme titel som på Nietzsches ‘pjece’.

Nu kommer filmen op i Tyskland, og der tager man mindre lemfældigt på den slags. Den østrigske forfatter og nobelpristager Elfriede Jelinek tager titlen på ordet og leverer en gennemgribende analyse af Triers univers ud fra antagelsen af, at det fremstiller djævelens - og ikke Guds - værk.

»Hvis det ikke havde været Satan, men Gud, der havde skabt verden, ville det ikke være sket,« konstaterer hun om indledningsscenen, hvor parrets barn falder ud af vinduet, mens de ‘knepper’, som Jelinek skriver. »Der kunne være sket noget ganske andet, og det kunne også være blevet til en film, selv om den ikke ville være blevet så god,« mener hun.

Ifølge Jelinek vil Lars von Trier likvidere skabelses- beretningen ved at omvende den til sin modsætning.

»(Barnet er) en udelukket tredje,« der med sit fald »vender alt, hvad der siden hænder til sin modsætning. Den faderlige fallos bliver udraderet med sønnens død, faderen bliver kastreret, fordi han mister sit faderskab som avlende subjekt, som en, der ved at avle kunne føle sig som Gud. Moderen har sat barnet i verden, efter at det har været indlejret i hende, og nu er frugten død og borte. Begge forældredele er hermed bortfaldet.«

Tilbage står de to køn over for hinanden.

»Slutningen, et barns død, er samtidig begyndelsen på forældrenes helvedesstyrt, skønt døden ikke er begyndelsen, men tværtimod slutningen.«

Dette ene barn

Herfra udvikler Jelinek filmens heksetema. Den forhenværende mor har haft et videnskabeligt arbejde med hekseforfølgelserne i gang i den hytte, forældreparret tager til for at komme over barnets død, men det er blevet »et Blåskæg-rum, hvor der hænger træsnit af torterede, dræbte hekse på væggene«, og hvor de notitser, kvinden har lavet, side for side bliver mere og mere ulæselige, »med bogstaver kan man alligevel ikke udtrykke noget«.

Alt bliver til intet »og til dets modsætning, som netop også er intet«, i Jelineks optik. Her er alle udveje lukket, »de skibe, som engang har bragt os alle frem, er blevet brændt bag os,« lyder hendes konklusion, skrevet frem af den ene dialektiske blind- gyde efter den anden.

»Han kunne også lave et nyt barn, men dette ene barn kan han ikke lave igen, det er udslettet, og dermed er han og hans hustru blevet tilintetgjort.«

»Når verden således er Antichrists værk, så findes der nok en mangfoldighed af muligheder i livet, men de er udelukkende muligheder til døden.«

Sådan er Jelineks oplæg til en indædt gennemlysning af von Triers værk, af kvindens og mandens forskellige skæbne i deres udleverethed til naturen. Jelinek betoner filmens mytiske præg, selv fortsætter Lars von Trier - i et interview i die tageszeitung - sin skødesløse behandling af sit værk. Dyrene? Jo, de stammer fra hans shamanistiske rejser, forklarer han til interviewerens befippelse.

»Man foretager en imaginær rejse, og der kan man tale med dyr,« uddyber von Trier elskværdigt.

Han fortæller, at shamanrejser er ens i alle kulturer, alle vegne bringes shamanen i trance med nogle ganske bestemte trommeslag, men hvorfor de tre dyr optræder i hans film, har han ikke tænkt sig at give et bud på. Ræven, som siger »chaos reigns«, »var måske en fejl, men den ville helt enkelt have sin replik«.

For Jelinek er de dyr, der optræder i filmen, en ræv, et rådyr og en ravn, alle uskyldige naturvæsner, udleveret til deres egen og den omgivende natur, mens menneskene har magt. De stritter imod deres skæbne som udleveret til naturen, værger for sig og kan kun være skyldige, »anden mulighed har de ikke«.

Og i Jelineks optik har manden altid i sidste ende magten, mens kvindens magt, (der kommer til udtryk i filmens heksemetaforik), »ender i den blå luft«.

Ødipus

Der er blevet tolket meget på kvindens bemærkning »Freud er død, ikke sandt«, men Jelinek er bestemt ikke enig. Hun læser en Ødipusmyte ind, dog i fordrejet form som alt andet i filmen. Den oprindelige Ødipus dræbte sin far og giftede sig uden at vide det med sin egen mor. Manden i Antichrist udstyres ligesom Ødipus med en klumpfod i form af den slibesten, kvinden fæstner til ham, en parodisk henvisning til myten ifølge Jelinek, men hvor det freudske ødipuskompleks udspringer af drengebarnets begær efter moderen, er det her omvendt: Hele kvindens bestræbelse går ifølge Jelinek ud på, at manden skal blive hos hende, ikke må forlade hende. Det er derfor, hun prøver at slå ham ihjel. Hendes mordforsøg »skal egentlig tvinge ham til at blive, ikke til at gå. Når nogen dør, siger man, at de er gået bort. Her skal døden få ham til at blive, så hun kan beholde ham.«

Også barnet har kvinden forsøgt at fastholde hos sig ved at udstyre det med symbolske klumpfødder: konsekvent at give det skoene forkert på - højre på venstre og venstre på højre.

Naturligvis er der langt hen ad vejen overensstemmelse mellem von Triers udtalelser til die tageszeitung og Jelineks analyse - det ville være højst overraskende andet. Således erklærer han, at det »formodentlig er en vidt udbredt misforståelse, at det ene køn er nærmere på naturen end det andet, men alligevel har jeg en romantisk forestilling om det«. Hvorefter han punkterer romantikken ved at fortælle en anekdote om, hvordan han, da han var mest på kant med Björk under optagelserne til Dancer in the Dark, præsenterede hende for en kalender, hvor han havde markeret bestemte dage. På disse dage skulle de ikke arbejde. Da Björk spurgte hvorfor, fik hun til svar, at det var de dage, hvor hun havde menstruation!

Nu er et hovedemne for intervieweren at finde ud af, hvor kvindefjendsk von Trier egentlig er, så anekdoten skal ses i det lys, men efter at have fodret hende med ovenstående luns, kan han alligevel holde masken. Til slut siger han: »Jeg er blot nysgerrig efter, om De vil skrive, at jeg hader kvinder.«

»Det er ikke mit indtryk, at De hader kvinder,« svarer intervieweren, »kun at De tænker helt anderledes om kvinder, end jeg selv gør.«

»Når folk siger, at jeg hader kvinder, forekommer det mig virkelig langt ude,« svarer von Trier. »Hvorfor skulle jeg så lave 10 film med kvindelige hovedpersoner? Hvis man ikke bryder sig om elefanter, laver man vel ikke 10 film med elefanter, vel?«

For Elfriede Jelinek er forklaringen da også en ganske anden end kvindehad:

»Barnet er borte, og det er også hendes skyld, altså må hendes køn ligeledes forsvinde,« skriver hun om kvindens selvkastration. »Ødipus, fader og sin egen mors mand (Her: En kvinde, som ved hjælp af ham er blevet mor og dernæst har mistet alt) … udsletter ligeledes kvinden, han kvæler hende. Ellers ville hun dræbe ham, hun ville blive ved med at forsøge. Det var selvforsvar.«