At dømme ud fra en del danske aviser sejler somaliske udgaver af Long John Silver for tiden rundt i gummibåde og kaprer europæiske tankskibe og fiskerbåde ud for Afrikas Horn for at finansiere deres forbrug af sportsvogne, kvinder og automatvåben. Sådan fremstilles det i artiklen ‘Somalias pirater lever som små konger’ i Berlingske Tidende, november 2008.

Billedet passer godt ind i populærkulturens forestilling om piratlivet, men stemmer det overens med virkeligheden? Det spørgsmål stiller Nureddin Farah, en af Somalias og Afrikas største forfattere.

»Piraterne siges at have tjent styrtende med penge på deres foretagende. Men hvor er alle pengene blevet af?« spørger han retorisk. Piraterne og deres familier er ikke blevet rigere, siden overfaldene eskalerede i 2008, for de arbejder snarere ud fra ideologiske og politiske grunde end rent økonomiske, forklarer Nureddin. Han giver de vestlige journalister følgende opfordring: »I skulle tage at vende spørgsmålene om: Hvorfor findes der pirater ud for Somalias kyst? Og hvem er de?«

Havets brødre

Der har næsten altid eksisteret sørøvere. I ‘piraternes guldalder’ 1650-1730 i Caribien opstod pirateriet som en reaktion på autoritære styresystemer i flåden og på de store handelskompagniers skibe. Her på disse ‘flydende helveder’ kunne kaptajnen skalte og valte med besætningen efter forgodtbefindende.

Havets brødre’ kaldte et af 1700-tallets piratsamfund sig, med reference til deres egalitære ledelsesstruktur, der byggede på medindflydelse til alle besætningsmedlemmer. De lovløses kodeks - The Code - indførte ligeløn, flertalsafgørelser og kompensation fra fælleskassen i tilfælde af skudsår og lemlæstelse.

Hvem er sørøverne?

De somaliske ‘piraters’ selvforståelse ligger også et stykke fra mediernes og magthavernes fremstilling. ‘Somalias frivillige kystværn’ - som de selv kalder sig - ser det som deres opgave at forhindre affaldsdumpning og ulovligt fiskeri i fraværet af en handledygtig somalisk stat.

Mange af medlemmerne er tidligere fiskere, der er blevet udkonkurreret af internationale fiskefartøjer, som fisker ulovligt langs de 3.300 kilometer upatruljeret kystlinje med hjælp fra moderne navigations- og sonarudstyr. Det koster hvert år Somalia 300 millioner dollar i fiskeindtægter, anslås det.

Blandt de værste syndere er Frankrig, der er en af de centrale deltagere i Task Force-150, en multinational marineenhed under FN-mandat, hvis opgave er at beskytte internationale fartøjer mod somaliske terrorangreb. Det var denne ‘antiterrorenhed’, der var under ledelse af et dansk krigsskib dristigt navngivet efter korstogsfareren biskop Absalon, som organiserede modstanden mod de vendiske sørøvere.

Mafia dumper affald

Én ulykke kommer sjældent alene, hedder et dansk ordsprog, som også må gælde i Somalia.

Efter tsunamien i 2005 skyllede hundrede af tønder med kemisk affald op på de somaliske strande, og mere end 300 somaliere døde af forgiftning. FN-kilder har bekræftet, at de somaliske farvande har fungeret som losseplads for kemikalier og tungmetaller, som den italienske mafia har tilbudt at skaffe billigt af vejen for europæiske virksomheder og hospitaler.

På denne baggrund giver det måske bedre mening, at hele 70 procent af den somaliske befolkning støtter op omkring piraternes handlinger. Somalia er officielt ‘den mest fejlslagne stat i 2009’ ifølge Foreign Policy Magazine. Og det kan godt være, at nogle af de somaliske pirater benytter de vestlige overgreb som påskud for private plyndringstogter, men det ændrer ikke ved, at vi europæere har et medansvar, for det vi nu forsøger at symptombehandle med kanonbåde.

»Mediedækningen har været ensidig og overfladisk,« siger Nureddin. Og den dom er svær at bestride.

Hvis vi i Europa forsømmer at fortælle begge sider af historien - hvis vi begrænser os til vores eget vestlige perspektiv - gør vi os ikke blot skyldige i provinsialisme og journalistisk dovenskab, men i at forplumre og skjule de grundlæggende årsager, der står i vejen for Somalias udvikling. Og dermed har vi måske medvirket til at formørke Somalias i forvejen dystre fremtidsudsigter.

Jesper Breining er cand.mag. og udsendt for IMCC Uland i Nordghana

Denne artikel er anbefalet af: