Det går for langsomt med at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder i Danmark. Ifølge FN og EU gør den danske regering ikke nok på ligestillingsområdet.

En ny rapport fra ligestillingskomiteen i FN, den såkaldte CEDAW-komité, kritiserer regeringens manglende tiltag på området og »opfordrer indtrængende« regeringen til at gøre en proaktiv indsats på stort set alle områder inden for ligestilling - lige fra den store ulighed i lønningerne til det lave antal kvinder i politik.

Rapporten er udarbejdet på baggrund af en evalueringsrapport fra Danmark og en dertil hørende konference i juli.

Efter en gennemgang af resultaterne udtrykker komitéen især »stor bekymring« for den lave procentdel af kvinder i lederstillinger, som i Danmark kun kommer op på 13 procent.

»Komitéen opfordrer på det kraftigste regeringen til at lave konkrete tiltag for at tilskynde kvinder til at tage lederjob. Her kunne man følge Københavns Universitets eksempel, hvor man belønner institutter, der ansætter kvinder,« lyder det i rapporten.

CEDAW giver også regeringen et konkret bud på, hvordan man kunne komme uligelønnen til livs:

»Vi opfordrer regeringen til at udvide de kønsopdelte lønstatistikker til også at inkludere virksomheder med under 35 ansatte.«

Overordnet set påtaler CEDAW-komitéen, at ligestillingskonventionen i FN (Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women, red.), som Danmark har skrevet under på, ikke er inkorporeret ordentligt i dansk lovgivning.

Muligt traktatbrud

Også EU har kritiseret Danmark for ikke at implementere vedtagne regler ordentligt.

I 2008 sendte EU en såkaldt åbningsskrivelse til Danmark, hvor man anklagede den danske regering for ikke at overholde det direktiv, der siger, at hvert land skal have et uafhængigt nævn, der kan holde opsyn med ligestillingsområdet og håndtere sager på eget initiativ.

»Danmark har svaret på vores henvendelse og argumenteret for, at der ikke er brug for et statsligt nævn, da der er andre instanser, der kan varetage opgaven. EU fortsætter dog med at se på sagen for at vurdere, hvad næste skridt kan være, da vi mener, at der kan være tale om et traktatbrud,« siger Katharina Von Schnurbein, EU-talsmand for sociale anliggender og lige rettigheder, og fortsætter:

»Det er essentielt for ligestillingen, at der er et statsligt nævn, som har midlerne til at udføre uafhængige studier og føre sager på eget initiativ.«

Tonen er skærpet

Der har tidligere været kritik af ligestillingsindsatsen i Danmark fra både FN’s og EU’s side.
Ligestillingsekspert og jurist Byrial Bjørst der blandt andet har skrevet ph.d.-afhandling om ligestilling, mener dog, at kritikken fra FN og EU denne gang er mere alvorlig.

»Tonen er klart blevet skærpet. I CEDAW-rapporten står der egentlig: Vi har tidligere bedt jer om at gøre noget, men I har intet gjort, og nu er det på tide, I gør noget,« siger han og understreger:

»Med hensyn til EU kan det føre til, at Danmark bliver dømt for traktatbrud, og det er meget alvorligt.«

Ingen konkrete tiltag

Ligestillingsminister Inger Støjberg (V) er enig med FN i, at der er udfordringer at arbejde videre med.

»CEDAW-komitéen anerkender, at vi her i Danmark har opnået gode resultater på ligestillingsområdet. Vi er nået rigtig langt, men der er stadig nogle udfordringer,« siger Inger Støjberg.

Men vil du på baggrund af komitéens anbefalinger gennemføre konkrete tiltag på området?

»Vi skal fremover se på, hvordan vi kan bruge komitéens anbefalinger fremover, men her kan hvert land bruge de midler til at fremme ligestillingen, som de selv finder mest egnede,« siger Inger Støjberg.

Uligelønnen bliver kritiseret af CEDAW. Kan ministeren støtte anbefalingerne om, at virksomheder med under 35 ansatte skal udarbejde kønsopdelte lønstatistikker?

»Nej, det kan jeg ikke. Det kunne få den betydning, at man ikke længere kan sikre den enkelte lønmodtagers anonymitet. Jeg tror ærligt talt ikke, at ret mange er interesseret i, at der bliver så stor åbenhed om lønnen,« svarer hun.

Vil du følge anbefalingen om at give universiteterne belønninger, hvis de ansætter kvinder?

»Selvfølgelig skal vi gøre en proaktiv indsats for at få flere kvinder ansat i ledelser. Det har vi også allerede gjort,« siger Inger Støjberg.

Hun mener ikke, at Danmark er forpligtet til at inkorporere CEDAW-konventionen i dansk ret. Derfor har hun ikke tænkt sig at gøre noget på det punkt.

EU-kritikken tager hun heller ikke til sig.

»Jeg mener, at Danmark til fulde lever op til EU-kravene,« slutter hun.