Der er en bestemt form for feminisme, som Leny Malacinski er godt og grundig træt af. Den er kendetegnet af kvoter og forbud, og den gør hende rasende. Hun bliver for eksempel rasende, når Københavns Universitet beslutter sig for at give fakulteterne flere millioner kroner i bonus for at øge andelen af kvindelige professorer. Regler om lige kønsfordeling i bestyrelser er hun heller ikke meget for, tvangsopdeling af barselsorloven, nej tak, og drop de der forbud mod sexede kvinder i reklamerne, det holder ikke en meter.
»Jeg stejler helt vildt over det,« siger Leny Malacinski.
Hun har skrevet en bog, der hedder Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt. Den er ganske underholdende og ofte veldokumenteret i sin kritik af både kvotetankegangen, offerretorikken, hykleriet og talmanipulationen blandt politiske partier, organisationer og feministiske forkæmpere som Ritt Bjerregaard og Hanne Vibeke Holst. I bogen følger man forfatterens færd, fra hun kaster sig ind i ligestillingskampen som forurettet feminist - »Ligeløn nu!!« råber hun højere og højere til sig selv i spejlet, da hun erfarer, at hun til jobsamtalen på den nu lukkede Nyhedsavisen skrev under på en kontrakt, der gav hende 1.135 kroner mindre i løn end den gennemsnitlige mandlige kollega - til hun skuffet konstaterer, at kampen for ligestilling bliver udkæmpet med de helt forkerte våben.
»Jeg forstår godt, hvorfor de her kvinder vil sætte fokus på ligeløn og alle de skævheder, der er, det er meget sympatisk, men løsningen … det er løsningen, jeg ikke forstår,« siger Leny Malacinski, der ryster på hovedet af de mange krav om kvoter.
Et af hendes yndlingseksempler er Københavns Universitets forsøg på at få flere kvindelige professorer. Kun 15 procent af nyansatte professorer er kvinder, det er ikke særlig mange, universiteterne går glip af en stor talentmasse, så langt kan Leny Malacinski være med. Men nu er det bare sådan, at kun 14 procent af ansøgerne er kvinder. De bliver altså ansat i det omfang, de søger. Problemet er ikke, at kvinder bliver afvist ved porten, problemet er, at de slet ikke banker på. Alligevel forsøgte universitetet at løse problemet i ansættelsesprocessen: Når et fakultet øger andelen af kvindelige professorer med en vis procentdel, venter der en bonus på mellem en og tre millioner kroner plus et ekstra professorat.
»Det er et mærkeligt sted at sætte ind,« siger Leny Malacinski.
»Man må løse problemet, der hvor det er. Hvis problemet er, at der ikke er nok kvinder, der har lyst til at være professorer - og der er ifølge universitetet en række grunde til, at kvinder ikke har lyst, bl.a. tidsbegrænsede kontrakter, ensomt forskningsmiljø osv. - så er det jo der, man må sætte ind. Kig på arbejdsmiljøet, lav kampagner for at tiltrække kvinder til naturvidenskabsfagene, få en sej kvindelig fysikforsker ud og holde foredrag på skolerne, gør noget for at få flere kvinder til at søge, men drop den åbenlyse forskelsbehandling i ansættelsesprocessen. Jeg får jo ikke mere lyst til at læse fysik af, at der kommer en kvote.«
»Det er pletfjernerfeminisme, så det hele ser pænt og rigtig ud på overfladen. Som om alt er fint, hvis bare det er 50-50 alle steder i samfundet. Det er en form for kønskommunisme,« siger Leny Malacinski.
I pose og sæk
Vi sidder ved en udendørs servering langs søerne på Østerbro i København. Det er torsdag omkring middagstid, de fleste mennesker er på arbejde, men med jævne mellemrum slentrer folk forbi på stien foran os. En del af dem går med en barnevogn foran sig. Området er »barsel hotspot«, som Leny Malacinski kalder det. Langt de fleste er kvinder, hvilket er i fin overensstemmelse med statistikkerne. De seneste tal fra 2007 viser, at fædre i gennemsnit holder 24 dages barselsorlov, mens mødre holder 275 dage. Det vil en del politikere, ikke mindst fra oppositionen, gerne ændre på ved at øremærke dele af orloven til fædre. Målet er blandt andet at få kvinderne hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, så de ikke sakker agterud i forhold til deres mandlige kolleger.
Man fratager fuldstændig folk initiativet over deres eget liv, siger Leny Malacinski.
Problemet er, at kvinderne rigtig gerne vil have den barsel. De synes, det er herrefedt. Der er ikke noget folkekrav fra kvinder om at dele barslen med mændene.
- Det handler vel også om, at mænd som oftest tjener mere end kvinder, og derfor er det dyrere for ham end for hende at gå på barsel, og på den måde er barselsfordelingen med til at reproducere den uligeløn, der så igen påvirker familiers barselsfordeling?
»Ja, men jeg tror, det er kvinderne, vi skal tale med, hvis vi vil hjælpe dem frem. Det er ikke deres mænd, vi skal tvinge til noget. Det handler om prioriteringer. Der er jo ingen mennesker i Danmark, der må gå fra hus og hjem, fordi de prioriterer at dele barslen,« siger Leny Malacinski og citerer ligelønsforsker Mette Deding fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som hun interviewer i sin bog.
»Hun siger: ‘Kvinder skal være bevidste om de valg, de træffer.’ Hvis du synes, det er fedt at gå på lang barsel, have en stilling med jobgaranti i det offentlige med flere omsorgsdage, fleksibilitet og frokosten betalt, så har det nogle konsekvenser for din karriere. Så må man gøre op med sig selv, om man er villig til at acceptere de konsekvenser. Mænd må også gøre op med sig selv, om de er klar til at miste noget nærhed i forhold til deres barn ved at arbejde så meget. Man kan ikke blive kompenseret for konsekvenserne af sit valg. Det er en mærkelig forestilling om, at alt skal kunne lade sig gøre.«
Vi er ikke Teletubbies
Det er som bekendt én sag at kritisere andres løsningsforslag, en ganske anden at formulere et alternativ. Det alternativ, bogen skitserer, minder til tider om det liberale drømmescenarie: Tør øjnene, tag dig sammen, dine problemer er dine egne, løsningen ligger inde i dig selv, enhver er sin egen lykkes smed. Eller som Malacinski formulerer det i kapitel tre:
»Hvis Barack Obama kunne blive præsident i USA, kunne en dansk, hvid, veluddannet middelklassekvinde vel også få en plads i en bestyrelse. Hvis hun altså arbejdede for det.«
Jeg spørger hende, om hun ikke anerkender, at nogle uligheder har så dybe historiske og strukturelle rødder, at de kræver kollektive løsninger.
»Danmark er jo ikke Sydafrika efter apartheid. Det er heller ikke USA efter ophævelsen af slaveriet. Der bliver pisket sådan en stemning op om, at kvinder bliver undertrykt fra højre og venstre, lige fra de står op, til de går i seng. Det har jeg aldrig selv oplevet. Det bliver fremstillet, som om alle mænd bliver givet tre bestyrelsesposter i konfirmationsgave. Der er masser af mænd, der heller ikke får opfyldt deres karrieredrømme.«
- Mener du, at ligestillingsproblemerne er ikke-eksisterende?
»Nej, men jeg synes, vi skal snakke mere med hinanden i stedet for at bede politikerne om at gøre noget ved det. Det er sådan en underlig forestilling om, at hele verden skal være perfekt, så der aldrig sker noget dårligt for nogen, som om det er Teletubbies eller sådan noget.«
»Problemerne skal løses der, hvor de er. Hvis problemet er, at der er for snævre netværk i erhvervslivet - at der sidder en masse mænd, der ikke kender en masse kvinder - så er løsningen at udvide sit netværk, holde konferencer, lære hinanden at kende, for virksomhederne vil jo gerne have kvinder, kvinder er totalt in.«
»Det er det samme med prostitution. Jeg kunne godt tænke mig, at man talte lidt mere med de mennesker, det handler om. At man havde modet til at se dem i øjnene og forstå deres situation uden at behøve at bryde sammen over, hvor forfærdeligt det er. De der forbudsfeminister synes, det er så forfærdeligt, og der ligger også meget signalværdi i at udtrykke, at man synes, det er forfærdeligt, for så er man i hvert fald et ordentligt menneske. Jeg synes da heller ikke, at prostitution er fedt, og det vil jeg også have lov til at sige, men det kan de prostituerede kvinder bare ikke bruge til noget. Hvis problemet for de udenlandske kvinder f.eks. er, at de lever i fattigdom, og prostitution er et valg, de træffer, fordi de ikke har så mange andre muligheder, så er det der, vi skal starte. Vi må løse problemerne, hvor de er, i stedet for at tro, at den oplagte løsning altid er, at nogen må lovgive om det.«
Det hvide snit
Det er heller ikke lovens opgave at forbyde sexistiske reklamer, mener Leny Malacinski. I sin bog gennemgår hun en række klagesager, der har ført til forbud mod blandt andet reklamer for en alkohollæskedrik, fordi den afbildede to nøgne kvinder i hed omfavnelse.
»Kønsdiskriminerende,« lød dommen.
»Overfladebehandling,« kalder Leny Malacinski det.
Jeg selv har ret nemt ved at forestille mig, at der er en sammenhæng mellem mængden af spinkle, afklædte kvinder i bybilledet, og antallet af piger med spiseforstyrrelser. Så jeg spørger Leny Malacinski, om det ikke er rimeligt nok, at man som samfund beslutter sig for at regulere markedets kolportering af kropsidealer, der påvirker unge mennesker til selvdestruktiv adfærd.
»Jo, jeg synes, vi skal snakke om det. Vi skal snakke med pigerne om, hvordan forsidebillederne på damebladene bliver retoucheret. Vi skal vise dem før- og efter-billederne, for Heidi Klum ligner jo heller ikke Heidi Klum i virkeligheden. Selvfølgelig skal piger ikke gå rundt og tro, at sådan ser alle andre piger ud end dem selv.«
- Hvad er der så i vejen med at forbyde det?
»Det er jo så forceret, når der sidder en statslig institution og sænker det ned over folk. Det er lidt ligesom at få det hvide snit, hvis alt hvad du møder på din vej er godkendt og statssanktioneret og politisk korrekt. Jeg ved ikke, om vi får et bedre samfund på den måde. Jeg synes heller ikke, at 13-årige piger skal gå rundt og føle, at de kun er noget værd, hvis de tager en kort bluse på. Men jeg tror, vi får meget bedre kvinder ud af at lære de unge piger at forholde sig til det, de ser. Der skal helt klart være mere af den slags undervisning i skolerne. Vi skal lære dem at forholde sig til reklamer og pornofilm, lære dem at finde ud af, hvor deres grænser går, så de ikke føler sig presset. Vi skal bare ikke lære dem, at det er et overgreb på dem, når der bliver fremstillet en sexet kvinde i en reklame.«
Leny Malacinski: Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, Gyldendal, 208 sider, 200 kr. ISBN: 9788702078428, Udkommer 17. september
Kommentarer
Herlig læsning
Leny Malacinski., men kvoter og øremærket barsel til mænd er jo kun forslag ved siden af de ting du
selv anbefaler.
Kvoter til kvinder kan være en overgangsløsning, der tvinger mænd, der sidder i de ledende stillinger til at se efter andre end en der ligner lederen selv. Er det ikke mere med de briller kvoter til kvinder skal ses samt naturligvis skal lederne samtidig forsøge at skubbe de unde kvinder frem så de kan se at de er mulige ledder.
Ang. øremærket barsel til mænd ser jeg mere som et godt værktøj til mænd, som de kan bruge over for deres bagstræberiske arbejdsgiver og evt. modviljen hos familie og venner. Ligeledes kan øremærket barsel til mænd også gøre mænd og kvinder mere ligestillede i arbejdsgiverens øjne og dermed fratage arbejdsgiveren den undskyldning for at give en kvinde mindre i løn.
Dorte
Jeg tror som du også, at kvoter og lignende kan være nødvendige i visse tilfælde som overgangsløsninger.
Fx opslår universiteterne ofte kandidatstipendiater med en bestemt faglig profil, som ofte er skræddersyet til netop en bestemt mandlig studerendes faglige interesseområde.
Stillingsopslag kan være skrevet til en bestemt person ud fra dennes kvalifikationer. Derved er konkurrencen på forhånd ulige.
Kvinder kan have svært ved det kammerateri, som foregår imellem mænd på universiteterne. Det er klart at de ikke søger stillinger, hvor de på forhånd ved, at de ikke har nogen reel chance.
Mange mænd oppe i hierarkiet udvælger sig mandlige “føl”, som de så hjælper frem og hvor der opstår en slags far - søn konstellation.
Selvfølgelig handler det ikke om at ensrette kønnene for at få ligestillingsregnskabet til at gå op, men åbenlyse barrierer og direkte diskrimination bør der gøres noget ved.
Kvinder VIL jo gerne have stillinger på højere niveau, da disse ofte giver mere frihed, som gør det lettere at få fri til børn, arbejde hjemmefra osv.
Angående barselsorlov, så kunne en øremærkning til mænd let opfattes som en offergørelse af mænd som var de nogle stakler, som ikke selv kan skaffe sig den orlov, de måtte have behov for. På dette punkt er jeg enig med Leni Malacinski.
Man bør nok undgå en unødig offergørelse af både kvinder og mænd. Og ikke prøve at tvinge folk til at leve et m/k ensrettet liv, men respektere at de to køn ofte vælger ud fra forskellige præferencer.
Angående prostitution, så er det altid reguleret af samfundet på en eller anden måde. Det er helt naturligt at kvinder ytrer sig her ligesom alle mulige andre.
Man skal respektere at vi er forskellige som køn og ikke presse en ensliggørelse ned over folk, men blot tilstræbe ligeværdighed og undgå at kønnet stiller sig i vejen for det enkelte menneske, så det bremses i sine muligheder alene på grund af sit køn.
Kære Leny Malacinski,
Det var dog befriende læsning, lige mine tanker. Jeg må have den bog!
Det er mærkeligt at dette ”frisindede” land Danmark ligger så sløjt hvad angår ligestilling, ligeløn, ligeværd m.v.
Hvad er det der gør, at for mig lyder det rimeligt, at gøre noget drastisk, hvis der er så ”dybe historiske og strukturelle rødder”, selv om jeg generelt er modstander af kvoter og forbud?
At fremme fædres rettigheder til at blive betragtet som fuldgyldige forældre, med lige ret – og pligt - til alt hvad angår børn og hjem er dog en hjertesag for mig. Øremærket barsel til mænd, men helst som en ekstra barsel, forekommer mig at være et rigtig godt forslag, som også vil komme kvinder til gavn, da der så vil være mindre grund til at vælge dem fra til visse stillinger på arbejdsmarkedet og til at give dem mindre i løn.
Det er muligt at de små familier i dagens Danmark stadig vælger at kvinden tager hele barselsorloven. Det er der flere grunde til: Uligeløn og at mænd kan blive mobbet og at nogle kvinder klamrer sig til deres hellige moderskab og mener at de er de eneste, som på ordentlig vis kan tage sig af ungerne - på grund af deres naturbestemte fortrin.
Hvad har Danmark i øvrigt en uduelig ligestillingsminister for. Hun har jo ikke tænkt sig at løfte en finger på området, for hun kan ikke se at hun selv er valgt fordi hun er kvinde, ganske vist med de ”rigtige” holdninger, som kun kan se et problem for muslimske kvinder.
Og så igen denne lilla (ble) farve i bjælken til artiklen. Hvad har det med “Moderne Tider” at gøre, som én foreslog som begrundelse i artikel som drejede sig om børn og skole. Man kan udtrykke mange ting med farver, og det tegner efterhånden et mønster, som signalerer noget med ”kvinde- og pædagogpjat”.
Fri os for de intellektuelle kvinder der tror at forde de veluddannede og kulturelle har deres på det tørre så er alt vel. For det er det slet ikke. Er glad for selv at være en af dem med drive nok til at sige fra og springe ud som selvstændig for så får jeg løn som fortjent. Men hold op med at tale på kontormusens vegne. Hun sidder som regel med to jobs, hvoraf det ene er ulønnet, og hun forventes stadig at være glad, sexet og e god mor selvom hendes indsats på arbejdsmarkedet konsekvent blivere ringere betalt end hendes mandlige kolleger.
Så sent som i sidste ugen blev det offentligtgjort at der er en “uforklarlig” forskel i mænds og kvinders løn. Dvs. at når alt er renset væk og man ser på basisløn for lige arbejde så får mænd mere i løn. Kvinder er også dårligere stillet hvad angår pension. Pga. af den barsel du ikke mener skal deles ligeligt op. Og det er stadig sådan at i familier som ikke er akademikere er det kvinde der udfører op til 2/3 af arbejdet i hjemmet og den del manden udfører bliver gjort i weekenden.
Så stik lige fingeren i jorden og se på hvad der foregår uden for din egen sociale cirkel før du udtaler dig så skråsikkert.
Befriende at høre en kvinde nægte at “ethvert valg er et tilvalg” men derimod siger ” ethvert valg er et fravalg”
Hvis man vælger at tage 1 års barsel pr. barn, har man SELV reduceret sine fremtidige karriere-mulighed. Enhver kvinder, der kun tager f.eks. 3 mdr. vil stå meget stærkere i erhvervslivet end manden, der blot tager et par dage. Arbejdsgiveren vil nemlig tænke ;” Nå da, der er en kvinde, der vil noget.”
Problemet er som artiklen siger, at mange kvinder, ikke alle, ønsker mest mulig barsel. det er typsik ligeledes kvindes eget valg at gå på deltid.
Det er ikke mandens ønske/valg.
Manden er ofte imod, idet han hellere vil ha’ penge i kassen.
Vedr. den gamle traver om ligeløn for lige arbejde:
Der findes INGEN statistikker, der sammenholder mænds og kvinders løn for lige arbejde.
Lige arbejde er på defineret som lige arbejde, altså et udført 100 % arbejde ens arbejde, samme mængde, samme kvalitet, samme virksomhed, samme barance osv.
Tænk, at nogle f.eks. påstår at politibetjentes arbejde er lig sygeplejeskernes!!!
Det er altså ikke lige arbejde.
De offentlige statistikker benytter som regel ATP-metoden når man beregner arbejdstiden.
Enhver med bare en anelse omløb i hovedet ved at denne metode ikke kan bruges.
Der findes ganske enkelt ikke tal, der viser noget som helst vedr. sammenlignlige lønforskelle mellem mænd og kvinder.
Faktisk er kvindelige ledere i det offentlige bedre lønnet end deres mandlige kollegaer.
Det samme viser en undersøgelser fra NORDEA, her tjener de kvindelige ledere ca. 2000 kr. mere om måneden end deres mandlige kollegaer på samme niveau. Men igen kan disse tal ikke bruges, idet der ikke ar tale om 100 % lige arbejde.
Som jeg vist har nævnt ved tidligere lejligheder, så er den nemmeste måde at sikre mere ligestilling på længere sigt, at mødre begynder at opdrage deres børn omvendt af idag: forkæl pigerne, og sæt drengene i gang med husarbejdet.
På trods af mange årtiers kønskamp, så kommer der stadig generation efter generation af små, stereotype husmorkloner ud af de små hjem.
Al den kreativitet de har i sig, bliver brugt på at finde på nye måder at overgå veninderne i at gøre rent og holde orden, for dengang de kom i puberteten overtog kønsdriften deres fasination af matematik og naturvidenskab, og kun de allerfærreste fik den tilbage.
Det er fuldstændig urimeligt at kvinder skal påtage sig 100% af graviditeten.
Men spøg tilside:
Det her ligner noget som vi på den anden side dammen kalder libertarianism, enhver er sin egen lykkes smed, som det osse blev udtrykt i artiklen, den personlige frihed skal ses som værende så løsrevet som muligt fra den samfundsmæssige sammenhæng. Det er da en sød ide, at kvinderne skal opgive deres offerroller, men de ER atså ofre for det kapitalistiske samfundsmaskineri, og det er vi mænd forresten osse.
At kvotalove og andre lapperier ikke hjælper på det har hun så ret i, men på et forkert grundlag.
Tør øjnene, tag en tudekiks, drop offerrollen, ynk, ynk, ynk. Ofte er det mændene, som kommer med sådanne udsagn, hvis kvinder kritiserer kvinders vilkår i samfundet. Det støder man i hvert fald ofte på i forskellige netdebatter.
Men kvinder kan også være med, når de bruger de samme ord mod hinanden, udtrykker at andre kvinder gør dem “rasende” osv.
Ofte modtager sådanne kvinder, som kommer med udfald imod andre mere kritiske medlemmer af eget køn, heftig applaus fra mænd og andre kvinder, som føler sig i den samme form for “datteroprør” imod fx de “magtfulde” feminister.
Somme tider sker det også at mændene, som jo typisk formidler tingene i medierne, bevidst puster til ilden, for kvinder som slås mod kvinder er jo altid guf i mandssamfundets indgroede del og hersk ideologi.
Men heldigvis er der også mange både kvinder og mænd, som ikke hopper på limpinden, hvilket mange i denne debattråd også viser. Og det kan man så glæde sig over.
Nanna: Det med ‘søstersolidatitet’ har vist forlængst overskredet udløbsdatoen. Det er da rart at se at der er kvinder der tør være kritiske overfor andre af samme køn. Hvad er det for en ‘limpind’ du tænker på?
Ole
Ja søstersolidaritet har trange kår i et mandsdomineret samfund.
Det er da rart at se at der er kvinder der tør være kritiske overfor andre af samme køn.
Bare man ikke kører tingene følelsesmæssigt op så det ligner forsinket pubertetsoprør, så synes jeg det samme.
Den som er antifeminist i dag, kan være feminist i morgen og vice versa. Og man kan være feminist i nogle henseender og ikke i andre.
Dog sætter mandssamfundet grænser for kvinders ytringsfrihed idet kvinder med kønpolitisk selvbevidsthed kan have svært ved at få arbejde eller kan opleve at blive fyret, fordi de tager kampen op.
Antifeminisme kan sommetider direkte fremme karrieren, hvilket ikke ligefrem styrker kvinders position.
Og angående “limpinden”, ja så kan det fx være at man hopper med på den indgroede hetz imod kvinder, hvor kvinder fremstilles som værende magtfulde og bebrejdes alverdens ting. Det er jo ligesom tilladt altid at hakke på kvinderne til evig tid.
Nanna:
‘den indgroede hetz imod kvinder, hvor kvinder fremstilles som værende magtfulde og bebrejdes alverdens ting.’
Det vil du vel ikke beskylde Leny Malacinski for at gøre?
Ole
Jo, lidt, men det kan også skyldes artiklen.
Nanna
Så mangler vi bare at få forklaret det ”følelsesmæssige” og ”forsinkede pubertetsoprør”.
Det er i mine øjne lige så slemt som de andre tillægsord som visse mænd ynder at hæfte på kvinder.
Nanna: Jeg synes du skylder Leny at være mere præcis. ‘Lidt’ kan jo ikke bruges til noget.
Bortset fra det, så anser jeg ikke det følelsesmæssige for at være diskvalificerende i en debat, heller ikke selv om det er et forsinket pubertetsoprør. Bedre sent end aldrig.
Vi svinger os vist alle af og til op på de følelsesmæssige nagler, med helt forskellige udgangspunkter, grundet de forskellige ”hjertesager” og prioriteringer..
Ole
Faktisk skrev jeg:
Jo, lidt, men det kan også skyldes artiklen.
Og så synes jeg ikke der er grund til at vade mere i det.
Nanna:
Du udbreder dig om ‘pubertetsoprør’ ‘limpinde’ ‘mandssamfundets indgroede del og hersk ideolog’ etc. så jeg synes virkelig du er ude med riven - Du spreder et indtryk af at der er et eller andet i vejen med Leny holdning
men at argumenter nærmere for dine insinuationer orker du ikke? Det er lidt tyndt!
“Tør øjnene, tag en kiks, snak sammen
Kvindekamp? Drop offerrollen, lyder rådet fra Leny Malacinski, der er aktuel med en bog om den håbløse feminisme, hun mener, dominerer i Danmark”
Hvis hun virkelig udtaler sig således, vil jeg mene at hun taler ned til andre kvinder, håner dem, belærer dem og taler om feminismen som værende magtfuld og fremstillende sig selv som den unge oprører, der taler disse veletablerede magtfulde kvinder midt imod.
Det bliver derved til noget der ligner det klassiske datteroprør, især når hun også udtrykker at noget af det feministerne går ind for “gør hende rasende” eller “jeg stejler helt vildt over det”.
Man kan så som Inger siger sige, at det er bedre med et sådant oprør sent end aldrig.
Og det kan der da være noget om. Og måske er sådanne oprør bare en proces, som måske er der hele tiden.
Spørgsmålet er så, om folks uforløste moderopgør spænder ben for kvindefrigørelsen? I så fald burde man måske beskæftige sig mere med fænomenet sådan som rødstrømperne gjorde i sin tid.
Et andet spørgsmål er, hvorfor moderopgøret udspiller sig som det gør og hvorved det adskiller sig fra yngre mænds tilsvarende opgør imod faderfigurer.
Kan det tænkes, at man automatisk viser mænd mere respekt end man viser kvinder?
Falstoft
Når man sådan skyder med spredehagl, så kan man jo ikke undgå at ramme et eller andet. Jeg var lige ved at tro, at det var mig der sigtedes til ;-)
Jeg er absolut ikke enig i Leny Malacinskis form for feminisme, men jeg kan da tilslutte mig ønskerne om at droppe ”kampen” og snakke sammen. Der kommer ikke noget godt ud af, hverken at spille ”offer”, eller at ”bekrige” hinanden - hverken for mænd eller kvinder.
Kedeligt nok kommer der heller ikke ofte noget ud af at være pæn og omgængelig, og da slet ikke når det gælder politiske uenigheder. Det er trods alt fra politisk hold de forskellige tiltag, der skal udstikke retningslinierne om lige VÆRD skal tages. Her er vi ilde stedt med den nuværende regering.
Det er altid godt at snakke sammen og denne kultur kan man udvikle blandt andet ved at organisere sig i kvindebevægelsen.
Det er let nok at kritisere uden selv at have været en del af bevægelsen, men vil man påvirke, må man også arbejde for sagen og være villig til at løfte i flok.
Organiserede alle kvinder sig kvindepolitisk, ville mandssamfundet få et bedre modspil og kvindebevægelsen ville også blive bedre, jo flere der prægede den.
I dag er de fleste frivillige og bruger deres fritid på det. Sådan behøvede det ikke at være, hvis flere kvinder forstod betydningen af at organisere sig i Dansk Kvindesamfund eller lignende steder.
Leny Malacinskis libetarianske holdning, at det er helt op til kvinderne selv at træffe deres valg, underforstået, at så har de lige muligheder og chancer med mændene, er efter min mening noget fortænkt sludder.
Medmindre, naturligvis, at kvinderne giver afkald på at føde børn og ellers kæmper lidt hårdere og er lidt dygtigere, end de mænd, de skal konkurrere med om de attraktive stillinger.
En kvinde, der gerne vil have børn, har fra starten et handicap, som mænd ikke har, når der skal søges jobs og en karriere planlægges.
Jeg er ikke meget for kvoteordninger og lignende særhensyn, men der vil aldrig blive ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, så længe kvinder bliver straffet for at føde de børn, som samfundet jo under alle omstændigheder ikke kan undvære.
En debattør foreslår så, at kvinderne jo bare kan nøjes med at tage 3 måneders barsel i stedet for et år. Og det er da også rigtigt, men er det et godt valg overfor barnet, altså overfor næste generation? Har vi ikke institutionaliserede børn nok endda (som ovenikøbet bliver femininiserede af de kvindelige pædagoger)?
Som minimum burde der laves ordninger, som dispenserer kvinderne for de vanskeligere karrieremuligheder, som barnefødsler giver dem. I stedet bliver de skubbet til side, så længe de er i den fødedygtige alder, og derefter er de for gamle til at satse på karrieren.
Kvinder er ikke ofre, men de har bestemt ulige odds i forhold til mændene.
Jeg bed mærke i denne betragtning:
Kun 15 procent af nyansatte professorer er kvinder … Men nu er det bare sådan, at kun 14 procent af ansøgerne er kvinder.
Så er det jo åbenbart ikke ansættelsesudvalgene, som opstiller kønsmæssige barrierer.
Nanna
For mig er det ikke vejen frem at tilslutte sig nogen kvindebevægelse. De forekommer mig lige så uskønne som mandebevægelser, som f.eks. foreningen FAR, eller hvad de nu hedder.
De fleste kvindebevægelser har punkter jeg kan tilslutte mig, men også nogle jeg ikke ville lægge navn og kræfter til/i, nogle værre end andre. Den mest sympatiske forekommer mig at være KVINO, som jeg heller ikke er enig med i et og alt. Og så er der jo de forskellige fagbevægelser, som ikke kæmper specifikt for hverken kvinder eller mænd, men for arbejdsforhold inkl. lønforhold.
Artiklen hovedperson bærer helt tydeligt præg af en vis distance til andre kvinder.
Hun ved bedre end andre kvinder, hvad det hele drejer sig om.
I hendes kreds bliver ingen husvilde af, at den anden part tager sin del af barslen.
Hun kunne måske lige reflektere lidt over sine friheder til at udbasunere sin foragt for kvindernes tudekiks. Hun er selv et produkt at den kvindekamp, der har tilkæmpet sig de rettigheder, som hun nu fuldt ud bruger.
Måske hun så lige mangler at være en smule mere bred i sit syn på kvindeliv i Danmark.
Ikke alle har de samme rettigheder og sociale goder, som hun helt klart har.
Hvis hun har en søn eller får det, så håber jeg for hendes troværigheds skyld, at han kan de smme huslige ting, som hun selv og hendes medsøstre har fået tillagt som gratis ulønnet familiearbejde.
Mænd kan stadigt ikke og derfor heller ikek restituere sig efter en barsel. Men de kan sagtens lære at planlægge indkøb og husholdningen i det hele taget. En barselsperiode bliver mange gange tre tin på en gang: restitution, barnepleje og husholdningsorakeludøvelser med hjemmebagte småkager og fmiliemiddage til de måbende gælster, der skal henånde over barnet og moders eksistens.
Mænd kan stadigt ikek føde børn…….
skulle der have stået.
Maskulinismen er sjovt nok aldrig genstand for alskens belæringer om hvad der må siges eller ikke siges og hvordan….
–men kvinden behandles som den evige skolepige, som skal belæres og korrekses….
nå, ja og så skal hun også lige huske at føde børn og tilstræbe perfektion i alle mulige henseender som Mona nævner og smile overbærende og ALDRIG kalde sig selv et OFFER - fy, fy skamme sig, hvis hun nogensinde gør det.
Smil og vær glad…
… eller måske snarere lalleglad….
;-)
Hans Jørgen
Kun 15 procent af nyansatte professorer er kvinder … Men nu er det bare sådan, at kun 14 procent af ansøgerne er kvinder.
Så er det jo åbenbart ikke ansættelsesudvalgene, som opstiller kønsmæssige barrierer.
Jo, hvis du læser hvad jeg skrev længere oppe i tråden:
http://www.information.dk/203342#comment-163103
Nanna
Jeg er noget så irriteret over for det fænomen, at alle tror at alle kvinder har alle samme ret til uddannelse og muligheder for at overlade tingene til en partner, der ser ligeværd som en selvfølge.
Det forekommer mig meget gammeldags, at tro at alle kvinder har det, som vi selv har det og ønsker at have det. At manden blot indtræder som skaffedyret, når vi holder fri mod at vi til gengæld påtager so de huslige pligter, “da vi jo har tiden til det mens vi går hjemme på barsel”.
Der er intet offer i at få enderne til at nå mens barslen står på. Og ingen selvfølge, at samfundet påskønner kvindens “offer”, når manden overtger mere udearbejde, i mens hun mangler indtægt.
Men den maskuline afstand til familien og pligterne , den er smart. Når man beskriver en karriere mands hengivenhed for sit lille barn med, at han altid hnter hende mindst en gang om ugen fra dagpleje.
En sådan fremfærd får blot ikek samme opmærksomhed som de tudekiks, kvinder der klager over manglende job muligheder, bestyrelsesposter og forfremmelser, får.
Nu går jeg ikke så meget op i antallet af kvindelige professorer, det skal nok komme. Det kniber mere for ganske almindeligt arbejdende forældre.
Det er for tarveligt, at samfundet forventer at få fuldt færdige individer til arbejdsmarkedet, uden at de sørger for optimale forhold for børn og forældre fra fødslen af.
Hvad ligner det f.eks. at holde flere og flere lukkedage og indskrænke åbningstiderne i institutionerne. Hvordan i alverden skal forældre, som forventes at bidrage med deres arbejdskraft til samfundet, og især enlige forældre, få enderne til at hænge sammen? For kvindernes vedkommende med mindre i løn og sværere muligheder for at stige i graderne.
Og så sådan noget lovsjusk, som at tvinge alle forældre ind under en tvivlsom ”sund” madordning, hvor de skal betale for at få lov til at sørge for mad til deres egne børn.
Mona
Jeg er meget enig i dine fremførte synspunkter.
Og næsten i Nannas ;-)
Nanna,
jeg kan ikke se, at dit indlæg berører netop den problemstilling.
Når 14 % af ansøgerne til professoraterne er kvinder, og 15 % af jobbene går til kvinder, så er der jo ikke noget, som tyder på, at der fra ansættelsesudvalgenes side diskrimineres på grundlag af køn.
Inger
Ja dette med den tvungne madspisning i børnhaven er helt forfejlet.
Mange har svært ved at kunne klare mere betaling. Og den tåbelige ordning vil ikek give bedre mad til alle børnene. Måske man hellere skulle give de udsatte og forsømte børn et måltid bare sådan lidt i stilhed?
Familien i lavindkomstområdet har ikke lige de penge som det kræves til ekstra betaling for den kommunale mad til deres 3 børn under 5 år. De kan faktisk selv smøre bedre og sundere madpakker til en billigere pris.
Og dermed stiger forskellen mellem forfatterens omgangskreds og de mindre vellønnede.
Når forfatteren blot trækker på skulderen over at ingen bliver boligløse af at manden tager sin del af barslen kan man antage, at hun og hendes heller ikek dør af sult, fordi kommunen skal have mere for at passe og bespise deres børn.
Men det bekymrer en hel del andre forældre som ikke har de midler.
Hvis det offentlig skal blande sig i børns bespisning bør det ske i skolebørnenes.
Der er ikke mange børnehavebørn, der mangler mad men det gør en hel del skolebørn.
Men det er nok en anden debat
Hans Jørgen
Ligestilling ville indebære, at ca. 50 pct. gik til kvinderne. Når det oftest går til mænd, er det fordi de forskningsområder, hvor man søger folk, ofte går på kompetencer, som passer til mændene. Sommetider kender man en bestemt mand, som man skræddersyer et stillingsopslag til. dette kammerateri er kvinderne ofte udelukkede fra.
Resultatet er, at der bedrives for lidt forskning fra en kvindesynsvinkel. Kønsforskning er således nu domineret af mænd. De har skubbet kvinderne ud.
Kvindeforskere er der få af. Men mandeforskere er ofte på banen. Tænk bare på Kent Reiniche og Hans Bonde, som ofte er i medierne.
Birgit Petterson er så en slags kvindeforsker. men senest hun var på, handlede det om at begrænse retten til abort eller noget i den retning!
Så er der Karen Sjørup, som er ligestillingsfeminist, og en af de få kvindeforskere, vi har og som man hører noget til.
Jeg fornemmer en vis surhed fra ældre kvinder over at en ung kvinde ikke bare er taknemmelig over alt det de har gjort for at hun er hvor hun er i dag med alle de muligheder etc. Men hun er da så vidt jeg kan se et eksempel på kvindebevæglesens succes: Hun stikker da ikke op for boillemælk. Velformuleret og aggressiv ikke nogen ‘tudekiks’. Er det ikke sådan I ønskede jer at jeres døtre skulle blive?
Så glem alt det med taknemmeligheden - der er sgu aldrig nogen der siger tak - og vi må jo også komme videre.
Lad de unge komme til og hold op med den at være fornærmede
Ole
Måske taknemmelig er noget du ser i din fantasi.
Jeg ville ønske, at forfatteren så mere nuanceret på kvinder i al almindelighed. at hun bevægede sig ned fra sit elfenbenstårn til de kvinder, der slider og knokler dagen lang i lavtlønsjob. Som ikke har opnået det dejlige, at få en partner, der forstår betydningen af ligestilling og lige arbejde.
Det vil pynte, hvis hun gad at tænke ud over egen kreds og egne livsbetingelser.
“»Ligeløn nu!!« råber hun højere og højere til sig selv i spejlet, da hun erfarer, at hun til jobsamtalen på den nu lukkede Nyhedsavisen skrev under på en kontrakt, der gav hende 1.135 kroner mindre i løn end den gennemsnitlige mandlige kollega - til hun skuffet konstaterer, at kampen for ligestilling bliver udkæmpet med de helt forkerte våben.”
Gad vide, om Leny Malacinski opnåede at få sin ligeløn på Nyhedsavisen, eller hun bare fandt sig i uligheden og håbede på bedre held, næste gang hun skulle forhandle løn?
Nanna,
du læser ikke, hvad jeg skriver. Nemlig at ansættelsesudvalgene tilsyneladende ikke diskriminerer. Hvilket de angivne tal tyder på, at de ikke gør.
Derimod ville det højst sandsynlig være kønsdiskriminering til kvindernes fordel, hvis ansættelsesudvalgene tildelte 50 % af professoraterne til kvinder, når nu kun 14 % af ansøgerne er kvinder.
Hvorfor kun 14 % af ansøgerne er kvinder, er et andet spørgsmål. Det kan skyldes mange ting.
I øvrigt er jeg slet ikke enig med dig i, at ligestilling indebærer 50 % fordeling i samtlige jobs. En temmelig firkantet og dogmatisk betragtning, efter min mening.
Karin
Nej hun tørrede da bare øjnene og tog sig en kiks.
Leny Malacinski kan råbe »Ligeløn nu!!« lige så tosset hun vil. Og jeg kan tilføje »Ligeværd nu!«. Jeg er enig i, at det bl.a. er her problemet ligger, og ikke i antallet af kvindelige professorer, og også i at man kan blive »rasende« over hykleriet og talmanipulationen blandt politiske partier, organisationer m.v.
Men jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan hun kan kaste vrag på feministiske forkæmpere som Ritt Bjerregaard og Hanne Vibeke Holst, og sige at:
”Problemet er ikke, at kvinder bliver afvist ved porten, problemet er, at de slet ikke banker på”.
Nå! Og hvor ved hun så det fra?
Netop disse kvinder har banket på døren, og også sparket den ind. De har desuden en del af æren for, at hun selv kun måtte nøjes med en lønforskel på 1.135 kr./md. i forhold til mandlige kolleger.
Hvis man virkelig kan bilde sig ind, at det man har opnået, er sket helt ved egen hjælp og indsats, så er man i kategori med ”de pyntelige piger” i ministerstolene og den tidligere ”Perlemor” inden for politiet og den tidligere nationalbankdirektør – som ALDRIG har oplevet diskrimination.
Og så lyver man, både for sig selv og andre, for hvor havde hun og de været, hvis der ikke var andre der havde banet vejen for dem?
Se dét er noget der kan gøre mig ”rasende”.
Jeg fornemmer nu også af og til en vis surhed hos især ældre mænd, som ser deres privilegier smuldre.
Noget anderledes forholder det sig hos rigtig mange yngre mænd, der ser en fordel i ikke at skulle hænge på hele forsørgelsen af familien, hvilket i det samfund der er skabt heller ikke kan lade sig gøre generelt for almindelige lønindkomster.
Disse yngre mænd ser efterhånden også det rimelige i at konen så heller ikke skal hænge på alle de huslige pligter, og de ser ud til at kunne lide det.
Problemet med så få kvindelige forskere:
1. Det kan koste at man må fravælge at få børn
2. Flest chancer kommer når man lige er færdiguddannet og er man gravid på det tidspunkt (som jeg var) kan det være svært at gribe disse chancer. Ligeså hvis børnnene er meget små.
3. Stillingsopslag retter sig oftere mod mænds kompetencer
4. Mænd er bedre til at netværke
––
For at blive forsker og fastansat, skal man først gennemføre et kandidatstidendium, som tager tre år. Inden de slås op, er der nogen der snakker løst om hvad det skal indeholde. Her gælder det for de interesserede om at ytre deres interesser og nogle er så heldige, at universitetslærerne af sig selv spørger dem. Men alt er uformelt og det gør det svært for kvinderne, vil jeg tro.
og har de først en mand i kikkerten, bliver opslaget udformet så det passer til netop hans kompetencer og så holder de ansøgere sig nok væk, som har helt andre forskningsinteresser, men som sagtens kunne være lige så kvalificerede.
Nanna,
du har endnu ikke forklaret, hvorfor der burde være flere kvindelige forskere, og ej heller hvorfor flere kvinder ikke ønsker at blive forskere.
Kan de ikke selv få lov til at afgøre, om de vil være forskere?
Eller vil du bestemme det for dem?
50 % af alle mænd SKAL være kvinder.
Ellers er der ikke ligestilling.
Jens
Nej 100 % af alle mænd skal være femimænd og perfekte til alt det, kvinder er gode til, inklusive føde børn - så kan der blive fuld ligestilling. Problemet er bare, at det seksuelle begær i så fald også skulle afskaffes….
:-(
Hans Jørgen
Du skriver:
du har endnu ikke forklaret, hvorfor der burde være flere kvindelige forskere,
fordi samfundet har voldsomt behov for at der kommer flere kvindelige synsvinkler ind på tingene. Ellers stagnerer og forfalder det.
Kulturen skal også tolkes og defineres af kvinder. Ingeniørkunst og dette fags prioriteringer har godt af mere kvindelig indflydelse. Sundhedsvidenskaberne behøver det. Socialvidenskaberne behøverdet. Journalistikken behøver det. Samfundsvidenskaberne behøver det.
og ej heller hvorfor flere kvinder ikke ønsker at blive forskere.
Det tror jeg som før nævnt skyldes:
1. At det kan koste at man må fravælge at få børn, fordi det kan kræve at man bruger næsten al sin tid og energi på karrieren og fordi der i vejen op ad karrierestigen aldrig er et pusterum, hvor man kan få børn. Man risikerer at blive overhalet i mellemtiden og sat bagud på en måde, som aldrig kan indhentes igen.
2. Flest chancer kommer når man lige er færdiguddannet. Hvis en mand på dette tidspunkt er vordende far eller har små børn vil det ikke hæmme ham lige så meget som hvis det er en kvinde. Men hvis en kvinde udskyder at få børn, vil hun kunne tage sådanne chancer.
3. Stillingsopslag retter sig oftere mod mænds kompetencer. Det skyldes at mænd har tradition for at tænke på hinanden som nogen, der selvfølgelig går efter at få et job, mens mænd ikke på samme måde tænker på, at kvinderne har samme behov.
4. Mænd er bedre til at netværke og bedre til at knytte andre til sig imens de selv bevarer deres position. Kvinder med magt holder ofte distance til andre kvinder og foretrækker at have mænd som deres nærmeste hjælpere. Der findes selvfølgelig undtagelser og vi må da håbe, det ændrer sig med tiden…
Du spørger også:
Kan de ikke selv få lov til at afgøre, om de vil være forskere?
Jo, selvfølgelig. Men jeg vil da opfordre kvinder, der vil være det, til at gå efter at få et kandidatstipendiat og herefter evt. få børn uagtet at man så må bruge længere tid. Ligeledes vil jeg opfordre kvinder til ikke at skrive på deres cv, hvilken civilstatus de har og om de har børn.
eller vil du bestemme det for dem?
Forskere skal helst brænde for deres emne, så det går ikke at presse umotiverede personer ind. Men man kan give flere lyst til at forske og fortælle om hvad det indebærer dels af frihed til at arbejde en del hjemmefra, men også meget bøvl med at søge om forskningsmidler, hvilket igen kræver netværk og hvor der foregår en del lobbyisme. Igen noget kvinder har brug for at lære mere om, sådan generelt betragtet.
Spændende artikel, og for en gang skyld en lidt ny vinkel på ligestillings-problematikken.
For nu lige at dreje debatten i en lidt anden retning, end den er kørt ud af, så vil jeg tillade mig at spørge - om det skal forstås ret, at op til flere af debattørerne her på siden mener at det er meget nemmere at være mand i dag, end det er at være kvinde?
For udfra mit synspunkt, er dette absolut ikke tilfældet. Skal måske nævnes at jeg er en mand midt i tyverne, og tror egentlig at alderen har sin del at sige på hvordan man ser på problematikken. For når jeg kigger mig omkring på mine jævnaldrende mænd og kvinder er der absolut intet der taler for at kvinder skulle ha det sværere.
Jeg undrer mig altid over at ligestillings-debatten altid har kvinden i centrum, at det altid er ud fra hendes synspunkt at problematikken skal diskuteres. Kunne man forestille sig en ligestillingsminister der var en mand….? Jeg tror det ville skabe at ramaskrig af den anden verden fra diverse kvindekæmpere. Men er det virkelig rigtig demokratisk ligestilling så?
Jeg vil tilkendegive at der kan være problemer med lige løn visse steder, og at gamle strukturer kan være skyld i dette. Men ændringer sker jo altså ikke over en nat, og alt peger da på, når jeg kigger mig omkring, at dette stille og roligt og sikkert er ved at ændre sig. Nutidens unge generation der er på vej frem på arbejdsmarkedet er i høj grad præget af kvinder. Langt langt langt de fleste på diverse universiteter rundt omkring i landet, er kvinder. Måske undtaget af de naturvidenskabelige fag, men tror også den tendens er ved at ændre sig. De få unge politikere der er, som formår at slå igennem og få taletid på skærmen, er kvinder- f.eks. Johanne Schmidt Nielsen, Ida Auken m.fl. og tillykke med det, det er da fremragende.
Jeg synes at mange kvindelige feminister, bruger meget tid og energi på at udstille sig som ofre, der har nærmest umulige kår i dette samfund. Og jeg kan slet slet ikke forstå hvordan de retfærdiggør det.
Fra et mandligt synspunkt, så jeg gerne i forbindelse med ligestilling at der kom mere fokus på:
Værnepligt: - Jeg synes det er uretfærdigt at kun mænd bliver trukket ind i dette cirkus imod deres vilje. Men er ikke noget man hører meget om.
Forældreretten: - Kan det være retfærdigt at 9 ud af 10 af disse sager ender ud til kvindens fordel?
Barselsorlov: - Tror ikke at så mange kvinder, som nogle tror, er villige til at opgive denne orlov til fordel for manden, og det er nok langtfra accepteret i erhverslivet endnu.
Dobbelt SU som enlig forælder: - Kun for kvinder. Mystisk? Jaa…
Levealderen: - Hvad er det der gør at kvinder lever meget længere?
Hjemløse: - Hvorfor er langt de fleste hjemløse mænd?
Selvmord: - Hvorfor bliver langt de fleste selvmord begået af mænd?
Videregående uddanelse: - Hvorfor når så få mænd så langt i forhold til kvinder? Har det noget at gøre med den måde folkeskolen og de gymnasiale uddannelser er bygget op? Eller er mænd slet og ret ikke så intelligente som kvinder?
Ligestilling i nattelivet: - Mange steder kører stadig med ulige priser for mænd og kvinder.
Gamle kønsmønstre i sociale relationer: - De eksisterer måske stadig til nogen grad. F.eks. ville der vel være 50/50 chance for at kvinden forventede at jeg skulle betale for første date, hvis jeg skulle ud på sådan en.
Og ja, kunne nok blive ved med både større og mindre vigtige punkter.
Tror forskellen på mænd og kvinder i debatten om ligestilling er at kvinder er gode til at sætte fokus på deres sag, de bruger meget energi på det, og det skal de da have kredit for. Mænd er ikke så gode til det. Et eksempel ku være brystkræft vs. testikelkræft, et problem der af omgang er omtrent lige stort, men her har det lykkedes for kvinderne at sætte langt mere fokus på brystkræft ved hjælp af gennemtænkte kampagner end det er for mændene.
Det er muligvis blevet lidt rodet, men dette var mit lille indspark til debatten. Så udfra mit synspunkt mangler der desværre ret meget før man kan sige at der er ligestilling i Danmark.
En mandlig ligestillingsminister?
Ja hvorfor ikke?
Men ellers syder det af “det er synd for farmand” kære Klaus..
Mænd skal aftjene værnepligten ja vel. Men det er nu engang ikke kvinderne, der har bestemt det.
De allerfleste kvinder så gerne det krigsfænomen nedlagt.
forældre myndighed til mødrene 9 af 10 tilfælde?
Faderens betaling har ikke rokket sig særligt meget de sidste mange årtier trods stigninger i børnepasningen og andet.
Barsel. Mon ret mange flere mænd er villige til at gå ned i indtægt under barsel? Mon de kan være væk fra deres dyrebare karriere så længe?
Indtil videre har ikke ret mange % mænd ønsket at tage ret meget barsel. Af økonomsike årsager siges det.
Du indikerer jo, at kvinderne blot holder ferie under barslen, og det er dog en noget besynderlig antagelse af et restitutionsforløb.
Dobbelt SU kun til kvinder, det kender jeg slet ikke noget til. Jeg håber da, at det gælder alle forældre, der er alene om forsørgelsen af barnet/børnene.
Kvinder lever længere, fordi de er mere opmærksomme på sygdomstegn og søger lægehjælpen i tide.
Ikke som du antyder at mændene blot slides hurtigere op.
Hjemløse mænd er måske i overtal for tiden men det har de nu altid været.
Måske de giver op hurtigere end kvinder,når det gælder om at komme op af et socialt morads?
Selvmord.
samme årsag som ovenfor anført.
Uddannelse
Et spørgsmål af de store. Måske mænd forbliver uengagerede og lader stå til længere tid end børnehaven? I hvrt fald ses de i de første skoleår, at det er svært at fastholde de små knøse i undervisningen.
JA jeg ved da godt at det er en smart generalisering men den står mål med den modsatte udmelding og antydninngen om at piger stjæler uddannelsen fra drengene.
Ligestilling i nattelivet.
Der må jeg melde pas. Jeg er blevet for gammel til diskotek.
Første dat og betaling.
Skete aldrig imin tid at en mand skulll betale for mig, hvilket første til nogle pudsige oplevelser nu og da. Det er gammeldags at manden skal betale.
Så kære Klaus: tag en kiks eller spis brød til, når du harcelerer over at kvinderne fylder mere i debatten end mændene. Det er heller ikke mere synd for mænd end for kvinder. Men synd for alle, der bliver holdt nede fra deres ønsker til tilværelsen
Lad de labre larver betale egen middag og biografbillet.