En tung, tung længsel

Når madmodens dansktopbølge af intellektualiseret smørrebrød og fejring af det lokale, fordi det er lokalt, trods alt bliver for meget, så pibler den fortrængte frankofili op gennem bevidsthedens brolægning. Jeg blev undervist af lærere fra den generation, der så psykologien som selvrealiseringens uundgåelige og forklarende manual - om man overhovedet kunne tale om selvrealisering før psykologien, er vel også, ved nærmere eftertanke, tvivlsomt. Så jeg har altså lært, fra jeg var lille, at alt, jeg fortrænger, vil hævne sig på mig, at det på et tidspunkt vil sprøjte op fra noget, der hedder underbevidstheden som en beskidt perversion, en sort kloakstrøm komponeret af syg sex, længsel efter omstyrtede guder og lysten til at udbytte sin personlighed. Man skal altså passe på med at lære børn den slags. Det ender med at blive en selvopfyldende profeti.

Jeg har åbenbart fortrængt min præference for fransk mad så længe, at jeg slet ikke kan spise andet i de her dage. Alle mine frokoster henlægges til L’education National, hvor jeg kan få uprætentiøs Chevre Chaud, Moulles Mariniere, Pissaladiere og de der fantastiske charcuterieplatter med pølser lavet i tarme, der ser så mærkelige og store ud, at de kun kan sidde på fordøjelsessystemet på særlige franske dyr. På L’educations søster oppe ad gaden, Tire Bouchon, får du for resten en charcuteriplatte om aftenen, der giver dig kødsved i et døgn, hvis du spiser op. Frankofil charcuteri bliver det nye sorte - bare vent og se. I weekenden fejrede vi en vens nye status som tabloid-offer på Kødbyens nye modested Patê Patê, med kæmpe højrebsbøffer og en halvsur Gigondas, som jeg bestilte mere af, bare fordi den var sur på den der arrogante franske manér, der i virkeligheden fortæller dig, at du intet begriber, fordi du ikke er fransk. Nej - det står op af kloakkerne for tiden, jeg kan slet ikke holde det nede. Jeg drikker rosé, massere af rosé - og det skal være provencalsk rosé, ellers er det slet ikke rosé. Min hustru hjælper desværre ikke med at drikke den forbandede rosé, så min arbejdsevne efter ungernes sengetid er ikke, hvad den har været.

En prisværdig ambition

Da midtugen kom, havde jeg kapret en aften med reklamemanden Claus, som er både det mest og det mindst kommercielle menneske, der kan lade sig gøre på samme tid: Altid et overflødighedshorn af tiltro til mennesker og endeløse ideer om, hvad der kan gøre mennesker glade. Det kan man godt bruge en tirsdag, hvor ugen synes længst og frankofilien sortest. Når det skal være fransk på en hverdag, plejer man at skulle vælge f.eks. le Sommelier eller Pierre André. Det blev Pierre André, der gennem 10 år havde en stjerne i det, vi nu bare kalder ‘guiden’, men fra januar er blevet omlagt til brasserie. Det er jo tider, hvor der udstedes færre guldkort, og hvor de, der er, ikke bruges så løst, som de har gjort. Det fransk-danske ægteskab bag Pierre André er en respekteret institution, der også driver Celine-Margeaux ude i forstaden Ordrup. Deres sted er arketypisk fransk, med sennepsgule vægge, tykt rødt gulvtæppe og mørke franske træmøbler. Midt i lokalet troner en espressomaskine af den slags man kun ser i frankrig foran Ricardflaskerne, Oranginaskiltene og et falmet avisklip i en skævt hængende ramme med en lokal helt, der engang er kommet først over en knold i et cykelløb. Stedet har stadig den klasse, der hørte michelintiden, til og har disse små ting, der viser at stedet heldigvis ikke kan slippe sin fortid: Tre slags brød, Fleur de Sel drysset på smørret og sådan. Og så, for resten, er stedet nærmest blevet økologisk - den ambition må man gerne belønne.

Kraft

Claus bestilte tapas. Det kan han jo også bare lade være med. Den slags tør jeg ikke satse på i en halvtom restaurant på en tirsdag. Men han var mest til blandede bolsjer. Han udpegede noget, det mindede om små forårsruller med fisk som højdepunktet. Jeg var derimod en klog lille snob, som kendte kortet. Sidst fik jeg signaturretten, en carpaccio på rå ande-fois gras med balsamico-vinaigrette, og var fornøjet - nu skulle det være hummerrissotto overhældt med bisque. Det lignede et forsøg på at lave den fedeste, vådeste og mest intense risottooplevelse. Og det var præcist den forventede mavepumper af drivende skaldyrsfedme og sødlig skummende parmesanost med fine stykker af hummerkød. Min diætist synes sikkert, jeg skulle have hovedet undersøgt. Men man kan ikke andet end at elske noget, der er så voldsomt og rent. Det var præcist det, jeg ville have til min undertrykte drifter.

Vi drak Vincent Girardins Pommard (marken Les Vignots, importør Sigurd Müller). Pommardvinene kan godt have rigeligt tannin, men det var aldeles ikke tilfældet her, kraftigere end det meste andet bourgognevin, alligevel blød og venlig og med frugtagtige toner der nærmest mindede om rhônevinenes brombær. Den belevne tjener tilbød at holde den kølig. Den Aloxe-Corton 1.cru (fra Vinrosen), der huserer ved siden af på kortet, kan jeg også stå inde for den - den er måske lidt sværere at gå til. Begge vine er til omkring 650.

Den rene lyst

Når det er september har ordentlige steder vilde skovsvampe, og man forstår dem bedst, når man blander havet og skoven. Vi fik skovsvampe med stegte rødtunger. Og skovsvampene var det hele værd, heldigvis ikke flødestuvede men serveret i egen, kraftige sky. Rødtungerne, der ellers var snittet næsten igennem og foldet i tre lag, manglede saftighed.

Reklamemanden blev først rigtig glad, da han kom til ostene, som han havde bestilt så hampre som mulig. Dejlige og obskure oste, som han guffede, mens han kastede ideer til kunst og kulturliv på indre Nørrebro af sig. Det ville være et sjovere sted, hvis reklamemanden fik det på sin måde. Jeg fik varm, økologisk, chokoladekage, med et varmt, blødende og flydende hjerte af chokoladeganache. Tres francais.

Pierre Andre er godt sted at få sin rene lyst styret, også selvom man ikke kunne lade være at føle et lille stik i hjertet ved tanken om, at 2009 er et ikonoklastisk år med nedskruede ambitioner mange steder. Det bedste er, at nu har flere råd til at gå på Pierre Andre, hvor priserne følger devisen forret for en hund, og hovedret for to. Når det ender i en muskelhund på 1600 for to, så skyldes det, at jeg aldrig kan styre mig på et vinkort.

Pierre Andre Ny Østergade 21, Kbh. 33 16 17 19