Silkevejens diamant

Vi ankom til Samarkand, ikke blødt vuggende på en kamel i en karavane, som svundne tiders rejsende på Silkevejen. Nej, vi ‘landede’ med 140 kilometer i timen på bagsædet af en hvid Daewoo Nexia. Foran sad bilens ejere, et yngre ægtepar fra Samarkand, som gav os kørelejlighed for 80 kroner pr. næse fra Usbekistans hovedstad, Tashkent - godt 300 kilometer nordøst for Samarkand.

Samarkand er en af verdens ældste byer, og den ældste i Centralasien. Byen var handelscentrum på den gamle handelsrute Silkevejen eller rettere Silkevejene, der var et net af forskellige ruter som gik fra Kina i Øst gennem det centralasiatiske område og til Europa i Vest. Fra det 2. til det 13. århundrede var Silkevejen centrum for al udveksling af varer, tanker og ideer mellem Øst og Vest.

Samarkand er verdensberømt for sine azurblå mosaikbesatte kupler på moskeer, mausoleer og koranskoler og udråbt til verdensarv af UNESCO. Det er kort sagt en by, der emmer af årtusinders kulturmøder og 1001-nats eventyr.

Registans azurblå kupler

Væk er i dag kamelkaravanerne, som for under 100 år siden stadig gjorde stop i Samarkand. Købmændene bredte deres varer ud på tæpper i byens centrum foran bygningskomplekset Registan med håbet om en god handel. Nu er kamelerne erstattet af person- og lastbiler med moderne tiders handelsfolk og varer, som stadig kører ind og ud af byen.

Registan er også midtpunkt i det moderne Samarkand. Komplekset består af tre imponerende madressaer, koranskoler, der ligger tæt op ad hinanden og stråler med deres azurblå kupler og høje mure med fint mønstrede, glasurovertrukne kakler. En madressa er en toetagers bygning omkring en gårdhave. Ud mod gårdhaven er der i stueetagen små rum, der har været brugt til værksteder og undervisningslokaler for koranskolens elever.

Mod vest ligger Ulughbek-madrassaen, der er den ældste og bygget af astronomen og videnskabsmanden Mirzo Ulughbek i 1420. Ulughbeks madrassa består af undervisningslokaler og sovesale til de studerende samt en stor moske. Her underviste Ulughbek i matematik, astronomi, astrologi, teologi og filosofi. Han byggede desuden et observatorium, som stadig ligger i byens udkant, og her lavede han meget nøjagtige beregninger af solen og planeternes baner.

Over for Ulughbek-madressaen ligger Sher Dor-madrassaen fra 1636 og i midten Tilla-Kari-madrassaen bygget i 1660. Et storslået trekløver, som imødekommer de besøgendes vildeste forventninger til Samarkand.

Vender tilbage

I dagens Usbekistan, et 18 år ungt land efter mange år som sovjetisk republik, har koranskoler igen fået en renæssance. Flere gamle madressaer ombygges og tages i brug igen - dog ikke Registan. Usbekistan har sammen med de fire andre centralasiatiske stater - Turkmenistan, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan - siden slutningen af 1800-tallet været underlagt russisk dominans. På det tidspunkt bestod regionen af forskellige emirater, khanater og klaner, altså ingen nationalstater.

De geografiske områder, som i dag udgør stan-landene eller de centralasiatiske republikker, blev først til i 1924, hvor Stalin trak de mest absurde grænser siden kolonimagternes opdeling af Afrika. Stalin frygtede oprør fra forskellige etniske grupper i regionen, hvorfor han bevidst splittede grupper og klaner.

Ved Sovjets sammenbrud i 1991 blev øvelsen for alle fem centralasiatiske sovjetrepublikker at danne en selvstændig national stat og en national identitet. Her kommer koranskolerne igen ind i billedet. Under Sovjetstyret var det ikke tilladt at dyrke religion, i dette tilfælde islam. Mange moskeer og madressaer blev omdannet til bl.a. basarer. Nu bliver nogle af koranskolerne genåbnet.

Eventyrlige basarer

I gamle Registan kan der stadig gøres en rigtig god handel. Nu er kunderne turister fra især Europa, som kommer for at købe smukt kunsthåndværkt udarbejdet efter mange århundreders traditioner og ikke mindst med en lille snert af 1001-nats stemning.

I det indre af Registan åbner der sig et sandt eventyr af farvestrålende basarer og boder. Her finder man et utal af handelsfolk, som sælger deres varer fra de fordums små koranskoleværksteder. En stor del af varerne er de samme som dengang, f.eks. håndknyttede silketæpper i naturfarver, traditionelle broderier kaldet suzani, miniaturemalerier, smykker, keramikvarer og traditionelle lange broderede frakker og silkehalstørklæder. Det meste er godt kram og fint udført håndværk, som både holder fast på stolte traditioner og også har øje for vestlige turisters smag.

Overraskende nok er Samarkand (endnu) ikke blevet invaderet af turister - de fleste af dem, der kommer, rejser i grupper og fragtes ind og ud af byen i busser - men hvor længe varer det? Samarkand er ubetinget Usbekistans største turistattraktion, tæt fulgt af to andre berømte silkevejsbyer, Bukhara og Khiva, begge mod nordvest.

Ægte silketæpper

Er man på jagt efter et ægte silketæppe er Registan også stedet at gøre en god handel. Tæppehandler Abdullah Badghisi fra Samarkand-Bukhara Silk Carpets (www.silkcarpets.net), som har en butik i Sher Dor-madressaen, fortæller:

»Alle vores tæpper er 100 procent håndvævede, og silken får vi fra Margilan (by i Fergana-dalen, red.). Vi bruger kun naturfarver.«

At tæpperne er håndknyttede kan turisterne se med egne øje i butikken, hvor tre unge kvinder sidder bag en væv og knytter på livet løs. Deres fine, slanke hænder arbejder hurtigt, alt imens snakken om dagligdags ting som mode og frisurer går lystigt. Da en af pigernes blik falder på vores praktiske Ecco-sandaler, sprutter hun af grin. Den slags går unge modebevidste usbekiske kvinder ikke i - det skal være højhælede sko! Pigen fortæller, at hun er uddannet væver med en treårig uddannelse bag sig.

Abdullah Badghisi fortæller, at det tager omkring otte måneder for to vævere, der arbejder otte timer om dagen og fem dage om ugen, at væve et tæppe af en pæn størrelse. Et stort håndvævet silketæppe koster nemt 40.000 kroner, men så kan det også holde i 100 år.

Rejsen til Usbekistan var støttet af Danida