I 1970’erne og det meste af 1980’erne udkom der massevis af tegneserier i Danmark, og læsere var der rigeligt af. Det ebbede ud i slutningen af 1980’erne, og siden 1990’erne har man vanskeligt kunne betragte tegneserien som et massemedium. Denne udvikling lader til at have sat en stopper for diskussionen om tegneserier i undervisningen, og det er sigende, at de fleste bøger om tegneserier i relation til pædagogisk praksis er over 30 år gamle. Meget er sket med tegneserien siden da. Selv om den ikke længere er et massemedium, er der ingen grund til at tro, at mediet er afgået ved døden.
Fænomenet graphic novel viser, at tegneserien lever og har det godt som kunstform. Færre læsere og færre oplag, ja, men heldigvis masser af lyst til at udforske mediet og sætte nye standarder, hvilket man bl.a. ser hos så forskellige kunstnere som Jan Solheim og Julie Nord. Markedet er også kraftigt påvirket af mangaen, den japanske tegneserie, som især børnene har taget til sig, og det i en grad, der gør, at man måske alligevel kan tale om massekultur. Tegneserien er altså ikke, hvad den var engang, og det bør naturligvis afspejles i undervisningen. Men hvorfor overhovedet inddrage tegneserier?
Et formidlingsredskab
For det første er tegneserier en kunstform på lige fod med andre former, såsom litteratur og film, hvilket betyder, at også tegneserien rummer oplevelser med stort erkendelsespotentiale. Børn bør præsenteres for de bedste tegneserier, såvel som vi ønsker, de skal læse den bedste litteratur, kende til den bedste kunst osv. At læse tegneserier er med andre ord del af den almene dannelse.
Ser man på undervisningsvejledningen for faget dansk, bliver tegneserier nævnt under ‘anden fiktion’ sammen med computerspil, film og musikvideoer (Fælles Mål 2009). Selv om lærerne opfordres til at sammenligne de forskellige medier -, og se på deres indbyrdes muligheder og begrænsninger, understreges det samtidig at disse medier er selvstændige udtryksformer, som skal analyseres på deres egne præmisser. Som også vejledningen påpeger, kan tegneserier inddrages fra danskundervisningens begyndelse.
For det andet kan tegneserien anvendes som et formidlingsredskab i fag som dansk, fremmedsprog og historie. Hvorfor ikke bruge Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket i historieundervisningen? Det er et værk, som både fremstår og er mindre autoritativt end værker som Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, hvilket netop kan tydeliggøre for eleverne at historieformidling også altid er historiefortælling. Når eleverne skal lære tysk, engelsk eller fransk kan tegneserier inddrages, da billedsiden og de ofte korte tekster gør det lettere at forstå historien. Eleverne kan f.eks. læse Persepolis af fransk-iranske Marjane Satrapi. Det vil givet motivere læringen, idet børnene hurtigere føler de mestrer sproget. Desuden indeholder tegneserier generelt set meget dialog (talebobler), hvilket giver eleverne et indblik i det talte sprog.
Man kan også overveje at benytte tegneserier i de situationer, hvor stoffet er svært tilgængeligt, da tegneserien med sin kombination af ord og billeder, er velegnet til at formidle komplekse sammenhænge. Som det nævnes i undervisningsvejledningen til dansk, har de fleste elever stiftet bekendtskab med tegneserier, inden de starter i skole. De vil derfor være fortrolige med udtryksformen. Dette gælder især mangaen, som er meget populær blandt både piger og drenge.
Da man ved, at drenge hurtigere end piger mister læselysten, bør det give anledning til overvejelser over, om ikke dansktimerne kan spædes op med Yu-Gi-Oh, Fruits Basket og Naruto.
Diskussion nødvendig
Der var en gang, hvor tegneserier skulle inddrages i undervisningen for at vise, hvor underlødig og farlig en litteratur, der var tale om. Der var en anden gang, hvor tegneserier skulle inddrages i undervisningen for at kritisere den borgerlige bevidsthed og det kapitalistiske samfund. Der var en tredje gang, hvor tegneserier skulle inddrages i undervisningen, fordi det var et meget udbredt og læst kulturprodukt, som på lige fod med andre produkter kunne bruges til at beskrive samfundets struktur. Siden er tegneserien forsvundet ud af den pædagogiske debat. Man kan synes, at tidligere tiders synspunkter er udtryk for et meget indskrænket blik på det, franskmændene kalder den niende kunstart, men det vidner i det mindste om stillingtagen og diskussion. Det savner man i dag, til trods for at tegneserien i den grad har udvidet rammerne for, hvad sekventiel kunst kan være.
Marianne Eskebæk Larsen er medlem af bestyrelsen for Dansk Tegneserieråd og underviser på Pædagoguddannelsen Nordsjælland
Kommentarer
Valhalla!
Og mere er der ikke at sige om den ting. :-D
“Hvorfor ikke bruge Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket i historieundervisningen? “
Ja tak. Genoptryk den, for #?*&!, det er jo umuligt at opdrive den på antikvariater e.lign. Det er jo en perle af de helt store. Naturligvis kan bindene i serien bruges i undervisningssammenhæng.
Der er flere problemer i denne tekst:
1) Tegneserier er stadig den dag i dag et massemedie. Blandt andet siger Marianne Eskebæk Larsen selv, at de unge læser manga på massekultur-basis. Desuden læser de unge amerikanske tegneserier. I undervisningsvejledningen betragtes det også som er et massemedie.
2) Tegneserier er ikke bare nem læsning for dumme drenge. Faktisk er Persepolis en meget svært tilgængelig tegneserie. Det vil nok skræmme læsesvage børn væk, hvis man gav dem Persepolis.
3) Marianne Eskebæk Larsen ignorerer i praksis, at tegneserier har udviklet sig til et selvstændigt medie, der burde have sit eget fag - i stedet for blot at være et supplement til faget dansk.
Med venlig hilsen
Lars Konzack
PS: Genoptryk Deleuran! Det kan ikke ske hurtigt nok. Staten må gerne støtte projektet.
Rolig nu. De tre første bind af Deleurans Danmarkshistorie er netop blevet genudgivet i en samlet hardback-version. Kan allerede nu købes i velassorterede tegneseriebutikker som f.eks. Faraos Cigarer :-)
@Lars: Mener du seriøst, at folkeskolen bør oprette et selvstændigt fag for hvert enkelt (masse)medie? Det vil jo skabe en hel bunke nye fag (film, bøger, tegneserier, tv, internettet, computerspil) , og dermed tage tid og ressourcer fra fag der allerede er i tids - og ressourcenød. Derudover forekommer det mig fra en pædagogisk synsvinkel at være langt mere fornuftigt at introducere og integrere de forskellige medier som en naturlig del af undervisningen i bredere emner som f.eks. natur og teknik, dansk/tekstforståelse og matematik, hvor disse mediers praktiske relevans kan komme til naturligt udtryk. Hvis du sætter børn til f.eks. at læse tegneserier eller se film uden at disse aktiviteter sættes ind i en bredere praktisk kontekst, så forekommer det mig sandsynligt, at børnene aldrig kommer til at forstå at disse medier er andet end blot og bart tidsfordriv og underholdning (eller, hvis de ikke bryder sig om at se film og læse tegneserier; at de kommer til at hade det som pesten på samme måde som mange mennesker hader matematik og tysk grammatik, fordi de er blevet tvunget til at skulle arbejde med det, uden at få en forståelse af, hvad det i praksis kan bruges til).
Derudover så foreslår Marianne da vist ikke, at tegneserier kun skal anvendes i danskundervisningen. Hun nævner f.eks. således eksplicit at man måske burde overveje at inddrage Deleuran i historieundervisningen.
Interessant idé at begynde at nytænke folkeskolen, så den er opdateret til det 21. århundrede. Jeg skal ikke sige nøjagtig, hvordan fagfordelingen skal være, men det er på tide, at man tænker anderledes. Måske er tiden inde til at konsekvensen af medieudviklingen og sætte en helt ny dagsorden for, hvad folkeskolen kan og skal.