»Som kunstner har jeg én opgave, og det er at sige sandheden.«
Nick Mehlsen står foran sit værk, Born to Kill, der forestiller en stor, sølvgrå sommerfugl på en blodrød himmel. Han er en af de 130 kunstnere, der har bidraget med værker til kunstauktionen Aktion Auktion, som denne torsdag har fernisering i de gamle slagtehaller i Kødbyen.
Nick Mehlsen lægger ikke fingrene imellem, når han skal udlægge budskabet med sit eget værk: Sommerfuglen er blevet kold og kynisk - som samfundet, der bruger sine ressourcer på krig og militær. Det er politisk, og det er lige på, og det er Nick Mehlsen langt fra alene om at være.
Også kunstnergruppen Superflex, der deltager på udstillingen med billedet SUPERDANISH - en 13 meter lang kommentar til Danmarks deltagelse i Irakkrigen - har skærpet de politiske budskaber.
»Billedet er inspireret af en amerikansk måde at fremstille soldater og krigsaktioner på. En tradition, hvor det handler om heltemod, og hvor soldaterne er befriere. Vi ønskede at skildre Danmarks deltagelse i Irakkrigen på samme måde og rykke ved den underspillede embedsmandsagtige måde, der blev talt om indsatsen på herhjemme,« siger Rasmus Nielsen fra Superflex, der ikke tøvede med at sige ja til invitationen fra Aktion Auktion.
»Det, der skete i Brorsons Kirke, var på mange måder en kulmination på de sidste seks-syv års hændelser. Lige pludselig blev krigen i Irak en konflikt i Københavns gader. Vi så det magtspil her, der tidligere er foregået andre steder. Når der sker sådan noget, kommer der en impulsiv trang til at være med i et kollektivt udsagn.«
Verdensborgere
Uden for de hvide udstillingskamre vokser øerne af cykler støt langs Høker- boderne. Auktionens besøgende finder sig pladser i solen med øl eller en kop kaffe.
Folk med T-shirts med slogans som »Asyl nu« dukker nu og da op. Andre går mere afventende rundt og betragter uden synligt at tilslutte sig bestemte paroler.
»Jeg er her mest, fordi jeg var nysgerrig. Jeg er ikke så meget for, at kunsten skal være politisk. Det bliver uinteressant, hvis kunsten svarer på de spørgsmål, den selv stiller. Men det er spændende at se, hvem der støtter det her,« siger folkeskolelærer Birgitte Drud, som er besøgende på udstillingen.
Udstillingens repræsentant for Das Beckwerk ser også kun sig selv som besøgende på Aktion Auktion.
»Det skal ikke blive en livsform at mødes her og hygge sig. Derfor er vi på vej videre igennem hallen, så snart vi har afleveret vores bidrag.«
Bidraget fra Das Beck-werk er et fotografi af en mand kaldet Nielsen, der marcherer gennem Kongens Have med et irakisk flag over skulderen. Billedet er et led i serien The long march through Denmark - I. I foto- serien bliver det irakiske flag senere skiftet ud med et hvidt flag med hul i.
»Vi må afvikle den nationale identitet. Vi må alle, også irakerne, tage afsked med det nationale og blive verdensborgere. Verdensborgere kan ikke sende hinanden hjem,« stadfæster repræsentanten for Das Beckwerk.
Auktionen løber til den 21. september og afsluttes mandag den 21. september med en auktionsevent kl. 18-20 på Karrierebar i København







Kommentarer
»Vi må afvikle den nationale identitet. Vi må alle, også irakerne, tage afsked med det nationale og blive verdensborgere. Verdensborgere kan ikke sende hinanden hjem,« Enig!
@Pia Qu:
Vi kunne også “blot” nøjes med at tilslutte os EU´s Unionsborgerskab, og give de afviste Irakere retigheder på EU-plan, sådan at de kunne rejse og bosætte sig inden for EU´s grænser som de ønskede. Mindre kan altså også gøre det.
@Pia Q. ;)
…Og erstatte nationalfællesskabet med et klassefællesskab bygget på gensidig solidaritet. Genoplive arbejderklassens kampånd fra før 2. verdenskrig.
@Jan
EU er et handelssamarbejde og kan aldrig nogensinde blive en demokratisk union, så længe den hviler på neoliberale principper om fri bevægelighed koste hvad det vil af velfærdsfremmende socialpolitik. EU-projektet er blot en rebranding af nationalismen for at forhindre den i at uddø i en (handels)globaliseret verden.
@Markus Lund
Jeg er enig med dig i at EU har udviklet sig til et neoliberalt monster, og det er selvfølgeligt uheldigt for det kommer til at virke demotiverende for EU´s befolkninger. Til forskel fra USA er man i Europa stadig tæt tilknyttet ideen om nationalstater. Efter min mening er den eneste organisering man burde hige efter i politik, en form for føderalisme baseret på små, uafhængige fællesskaber. Europa burde være en sådan føderation. Det ville kunne løse Europas problemer, der har det med at dukke op igen og igen. Og løse Danmarks problemer også selvfølgeligt.
Et fantastisk billede der siger mere end ord, om voldsomheden i de gerninger der bliver udført.
Drengen kæmper imod, for hvilket normalt menneske vil gå ind i en bygning hvor der på væggen udenfor er malet i en ydmygende situation.
Børn skuer hurtigt den stemning de skal ind i.
Det beskriver ganske godt det voldsomme iindtryk det har gjort på børnene, da politiet kom i kampuniform.
Ganske afskyeligt.