I tiden op til klimatopmødet i 2009 kommer Danmark til at stå i centrum i klimadebatten. Klimaudfordringerne er et typisk eksempel på et område, hvor kunsten og kulturen kan bidrage positivt og aktivt.
Kulturpolitik kommer så let til at handle om mere og om flere. Om penge, puljer og reguleringer. Det er også en vigtig diskussion. Men vi skal også huske at løfte blikket fra regnearket for at få øje på de områder i samfundet, hvor kulturen kan gøre en reel forskel. Det skylder vi kunsten. Og det skylder vi hinanden.
Kulturen er det kit, der bidrager til at binde os sammen som individer i det danske samfund. Vores fælles kulturelle ballast skaber sammenhæng og giver os fælles forudsætninger for at agere i og for samfundet. Kulturministeriet sikrer den kulturelle og dermed politiske sammenhængskraft og giver samtidig næring til det, der skal definere det danske samfund i fremtiden. Kulturpolitik er derfor ikke statisk og må konstant udvikle sig for at kunne møde de udfordringer, som den hastige samfunds-udvikling afstedkommer. Samtidig må en offensiv og målrettet kulturpolitisk indsats selv tage ansvar for samfundsudviklingen. Fremtidens kulturpolitik skal give svar på samfundets udfordringer og være med til at formulere løsningerne.
Hvis klimaudfordringen skal gøres levende og være i bevidstheden i danskernes hverdag, er det ikke nok med videnskab og journalistik - så skal kunstens og kulturens udtrykskraft på banen og bidrage til vores forståelse for naturens betydning for mennesket og det moderne liv. Det er også vigtigt, at kunsten og kulturen bidrager med integritet, nuancer, den skæve vinkel og det overraskende perspektiv.
Udfordringen med at konkretisere og skabe bevidsthed om klimaforandringerne er ikke det eneste område, hvor kunsten og kulturen kan spille en aktiv rolle. Med kulturelle virkemidler kan vi skabe levende dialog og komme med bud på nye kreative løsninger. Her kan bl.a. arkitektur og design spille ind med løsningsforslag og bud på et bæredygtigt samfund, som man virkelig har lyst til at leve i.
Jeg har som optakt til COP15-mødet til december taget initiativ til en kultur- og klimaevent - COP Kreativ, som finder sted på Holmen i København den 26. septem-ber. Her vil studerende fra Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner komme på banen med deres indspark til klimadebatten formidlet gennem kulturens kreative, innovative og nyskabende tilgang. Til dem, der ikke har mulighed for at komme til selve konferencen, vil der være rig mulighed for at følge med på hjemmesiden.
Bevare optimismen
COP Kreativ er en konference, hvor vi samler de unge kreative kræfter, som på hver deres måde vil afspejle debatten. Det handler ikke om at løfte pegefingre eller have dårlig samvittighed. Nej, det handler om at finde innovative løsninger og nye tilgange til debatten. Og det er jeg overbevist om, at netop de studerende rundt omkring på de kreative uddannelsesinstitutioner er i stand til. Netop fremtidens generation har en masse potentiale, som skal udnyttes i klimadebatten. Det er ungdommen, der skal håndtere fremtidige klimaproblemer. Derfor er det efter min mening altafgørende, at netop de unge bliver engagerede og inddraget i den nu herskende debat. Også her kan kulturen være en god indgang. Vi skal huske det glade budskab. Vi skal bevare optimismen. Vi skal skabe en bedre fremtid i et bæredygtigt samfund, som vi har lyst til at leve i.
Jeg er overbevist om, at kulturen kan spille en selvstændig rolle i klimadebatten, fordi vi gennem kunsten kan få rokket ved vores fasttømrede forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Kunst og kultur skal ikke blot være vedhæng til de realpolitiske forhandlinger, for kulturen kan bidrage med udtryk, der fremmer vores erkendelse af klimaproblemerne. Samtidig har kulturen potentialet til at yde selv-stændige bidrag for løsningerne på de globale klimaproblemer, der ikke udelukkende kan findes i teknologiske landevindinger eller i erhvervslivets innovation. Design og arkitektur spiller også ind med nye og banebrydende klimaløsninger. Der er rigtig mange spændende projekter i gang derude, og mange flere er enten på tegnebrættet eller i gang med at blive realiseret. Dansk Arkitekturcenter har med en storstilet udstilling sat fokus på arkitekturens bæredygtige potentialer, og Designskolen Kolding har en række projekter på tapetet, der udforsker designerens rolle i udviklingen af gode løsninger. Og der er mange flere spændende initiativer igennem hele 2009.
Udvide bevistheden
På Statens Museum for Kunst hænger et billede, som gør indtryk. Det drejer sig om Svend Wiig-Hansens dramatiske maleri Jorden græder fra 1981. Maleriet er et øjebliksbillede af vores klode truet af selvudslettelse centreret omkring en moder jord, der giver liv til misdannede skabninger. Wiig-Hansens maleri har karakter af en mavepuster. Jorden græder er en kraftfuld fortolkning af klimaforandringernes betydning for kloden. Og for os selv. Der er mange eksempler gennem historien på, hvordan kunsten kan udvide vores bevidsthed og hjælpe os til erkendelse og holdningsændringer. Tænk blot på hvorledes Poul Henningsens revyvise »Man binder os paa mund og haand« blev et symbol på den tyske magtovertagelse under Anden Verdenskrig. Eller hvordan Henrik Ibsens Et dukkehjem og Amalie Skrams Constance Ring fik sat fokus på kvinders vilkår i slutningen af det 19. århundrede.
Den skæve vinkel
Lige nu er der brug for en erkendelse af og forståelse for de klimamæssige forandringer, når isen smelter og verdenshavene stiger. De kunstneriske udtryk viser os, at den måde, vi behandler klimaet på, ikke kun har betydning for os lige nu. Vores opførsel er afgørende for det samfund, vi giver videre til de kommende generationer. Og for at kunne se eftertiden i øjnene, bliver vi nødt til at oparbejde de bedst mulige forudsætninger for at kunne agere i forhold til klimaforandringerne. Selvfølgelig ser vi det på tv. Læser det i avisen. De fleste af os kender Al Gores dokumentarfilm En ubekvem sandhed, som uden omsvøb fortæller os, at den er gal: Isen smelter, bjergene forvitrer, og vandet stiger. Hver dag udkommer der nye rapporter og debatbøger, som gør os klogere. Der kommer heldigvis også nye ideer og konkrete anvisninger til, hvordan vi hver især kan gøre vores til at mindske CO2-udslippet. Det er godt med fakta, debat, ideer, råd og vejledning. Men det er ikke nok.
Kunsten kan noget andet end statistik og hårde facts. Kunsten kan gå et lag dybere ned og oversætte de følelser, som klimaproblematikken vækker hos os. Det kan være følelser af frygt for jordens ødelæggelse - som i Svend Wiig Hansens værk Jorden græder. Eller det kan være en betagelse af naturens magt og skønhed - som man kan høre det i den islandske kunster Björks musik.
Det er også vigtigt, at kunsten og kulturen bidrager med integritet, nuancer, den skæve vinkel og det overraskende perspektiv. For udfordringen er ikke kun at skabe bevidsthed, men også at skabe levende dialog og nye kreative løsninger. Også her vil den kulturelle sektor få en meget vigtig rolle at spille i forhold til at skabe et bære-dygtigt samfund, som giver de mest optimale rammer for vores liv.
Kunsten og kulturen er centrale redskaber, når vi udvikler fremtidens Danmark. Derfor skal vi have kulturen helt frem i forreste felt, når vi diskuterer klimaudfordringer. For der hører kulturen - også - hjemme.
Carina Christensen er kulturminister (K)
Kommentarer
at male vinmøde sort…opvarming forhøjes
http://www.youtube.com/user/jurvinart
Mon ikke Klima-topmødet efterhånden er lidt overrendt m.h.t. kunstneriske projekter? Bøvs. Så hellere Unicef, sult i den tredie verden eller bare noget, der ikke igen handler om de rige landes neddrosling fra super-benzin-slugere til hybrid-biler.
“Kunsten kan noget andet end statistik og hårde facts. Kunsten kan gå et lag dybere ned og oversætte de følelser, som klimaproblematikken vækker hos os.”
Sådan et udsagn står jeg af på. Jeg engagerer mig betydeligt i klimaproblematikken, fordi almindelig fornuft siger mig at det er dumt at forstyrre jordens klima på den måde, vi er på vej til. I den forbindelse kan jeg ikke bruge følelser til noget. Tværtimod, følelser er farlige i den forbindelse, fordi de så let kan misbruges. F.eks. er der kræfter i Danmark som arbejder ihærdigt på at skabe negative følelser omkring de klima-bekymrede. De bliver gjort til kolde og kyniske mennesker, der holder de modige enere nede, der tør sige sandheden. Man forsøger at manipulere rundt med hvem der skal have sympati, og hvem der skal have antipati.
Det er muligt at der er et stort segment af befolkningen som ikke kan forholde sig til videnskabelige oplysninger om klimaet, og som kun kan erkende problematikken hvis den bliver oversat til noget med følelser. Det er muligt at dette segment overvejende udgøres af kvinder, og i og for sig bør jeg lade disse kvinder være i fred med deres særlige måde at opfatte verden på. Men det vækker en intuitiv modvilje hos mig at følelser skal gøres så centrale. Når nogle på videnskabeligt grundlag har erkendt at vi har et problem som vi må løse, så er disse “nogle” i mine øjne “heltene”, dvs. dem der gør at vi kan redde verden fra en masse ulykker. Men der er en ubehagelig tendens til at fremstille videnskabsmænd som “kolde”, hvorimod hvis nogle mennesker (“kunstnere”) oversætter videnskabsmændenes budskaber til noget med følelser, så bliver disse mennesker opfattet som varme og gode mennesker. Kunstnerne er for mig at se næsten en slags parasitter, som udnytter nogle videnskabelige budskaber der har moralsk appel til selv at fremstå som gode, varme og moralske. Men uden videnskabsmændenes indsigt havde disse kunstnere slet ikke haft noget budskab om klimaet at formidle.
Jeg forstår ikke de mennesker der føler sig som åh-så-gode ved at studere kunst med følelsesmæssig appel. Jeg kan ikke lide de mennesker der føler at de er bedre end den gemene hob, fordi de interesserer sig for kunst. Jeg tror ikke på at kunst gør mennesker bedre. Og jeg tror ikke på at følelser gør mennesker bedre, for følelser kan både bruges og misbruges.
Følelser er en vigtig del af livet. Men at gøre følelser til noget særlig fint, og at føle at man er særlig fin og god fordi man oplever gennem følelser i stedet for gennem fornuft, det er at smøre sig selv ind i ulækker selvgodhed. De “gode” i den her forbindelse er de forskere, der arbejder ihærdigt med at afklare tingene, snarere end de kunstnere, der bare står på spring og venter på en god sag som de kan koble sig på for at promovere sig selv som værende finere og mere dybtfølte end andre.
Du er ikke rundet af denne jord, Kåre Fog