GNISTER FRA den olympiske fakkel truer Kongehuset. Kronprins Frederik er fyr og flamme for at blive kåret som medlem af IOC - Den Internationale Olympiske Komité. Hans ambitioner nås, når IOC mødes i København i første uge af oktober.

Kåringen sætter Frederik i et brændpunkt, som hans stilling gør uoverskueligt farligt. Hans formaning om at holde politik adskilt fra international eliteidræt er hjerteskærende naiv. Her er en gætteleg for kronprinser: Når Kina var opsat på at huse sommer-OL 2008, skyldtes det ønsket om: A: At fremme den globale folkesundhed? B: At hylde ungdommens kropsdyrkelse? C: Andet?

AT FREDERIK er politisk troskyldig, har han bekræftet ved udtalelser om, at menneskerettigheder har fået bedre vilkår i Kina efter De Olympiske Lege. »Det er i hvert fald den opfattelse, jeg har fået gennem medierne,« erklærede kronprinsen til B.T. Disse medier må være kontrolleret af Kinas diktatur. Alle andre melder om forværring.

I sin aktuelle bog Frederik og flammen beskriver sportsjournalisten Lars Jørgensen, hvorledes kronprinsen lige siden 1995 har været tiltrukket af IOC. På sin vis en forståelig dragning, for her kan prinsen udleve sin sportsinteresse og finde begrundelse for global rejsevirksomhed og omgang med blåt blod og jetset.

Problemet er alt det, som Frederik kan brænde sig på: Storpolitiske magtspil, korrumperende pengesummer, halvhjertet indsats mod doping - plus snyd, afpresning og bestikkelse i IOC og blandt OL-dommere og -deltagere.

Da kronprinsens IOC-planer blev afsløret i 1998, var holdningen i SR-regeringen og i Folketinget afvisende. Den daværende konservative idrætspolitiske ordfører, Brian Mikkelsen, sagde:

»Kronprins Frederik skal ikke fedtes ind i politisk betændte afgørelser.«

HELDIGT FOR Frederik, at hans planer den gang blev forpurret. Kort efter slog den skandale ud i lys lue, at Salt Lake City havde bestukket IOC-medlemmer for at få 2002-vinter-OL.

Ironisk nok er den samme skandale nu begrundelsen for, at VK-regeringen har godkendt kronprinsens IOC-kandidatur. Hvordan det? Jo, angiveligt har IOC efterfølgende gennemført et brand-sikringsarbejde, der gør komiteen risikofri for kronprinsen. I Folketinget erklærede Brian Mikkelsen som kulturminister i 2006:

»Mine tidligere mere skeptiske udtalelser om kronprinsens mulige IOC-kandidatur er forældede. De blev fremsat på et tidspunkt, hvor IOC var plaget af økonomiske skandaler. Men IOC har gennemført væsentlige interne reformer, og jeg har i dag ingen betænkeligheder ved at støtte kronprinsens kandidatur.«

De ‘reformer’ er - som Lars Jørgensen dokumenterer i sin bog - mest kosmetiske. Af IOC’s nu siddende 107 medlemmer og 24 æresmedlemmer var de 72 procent også siddende før skandalen. Kun seks belastede medlemmer blev ekskluderet, og fire gik selv. Det nuværende danske medlem, Kai Holm, indrømmer: »De store fisk gik fri.«

De, der er kommet til efter skandalen, er ej heller de fødte fornyere. Som en af sine sidste embedshandlinger som IOC’s præsident fik den gamle Franco-fascist Juan Antonio Samaranch på et Moskva-møde i 2001 udnævnt sin egen søn, Juan Antonio junior, til nyt komitémedlem.

FORBRYDERISK sindelag synes at være fællesnævner for et større antal af IOC’s nuværende medlemmer. Siden komiteen angiveligt har forbedret sig efter år 2001, har 11 komitémedlemmer været tiltalt i sager om økonomisk kriminalitet. Nogle af skikkelserne i IOC er så skumle, at den danske offentlighed ville forfærdes over at høre, at kronprinsen havde dem som frokostgæster. Og nu skal han altså sidde i loge med dem …

Den tidligere IOC-vicepræsident, canadieren Dick Pound, der forestod arbejdet med ‘reformerne’, siger til Lars Jørgensen, at de »ikke har betydet meget«, og at mange af dem »kun blev vedtaget for et syns skyld for at tilfredsstille kritikere«.

Ubegribeligt, at Brian Mikkelsen i Folketinget har erklæret: »Jeg tror, at kronprinsen vil kunne bidrage til en proces, som vil kunne betyde mere demokrati og åbenhed i IOC.«

Hvordan skal en mand, hvis kvalifikation til embedet er hans fødsel, kunne bidrage til demokrati?

Og åbenhed? Hvad kan der forventes af en prins, der er sky, kejtet og fjendtlig over for medier?

Megen afskærmning mod de olympiske flammers fare er der næppe i den embedsmands-støttegruppe, som regeringen i et forsinket anfald af betænkelighed har udstyret Frederik med.

Charmen ved Kongehuset har været, at det fremstod som hævet over den lurvethed, der ofte væver sig om menneskelig virksomhed.

Den status risikerer kronprinsen at futte af. Anti-royalister kan se frem til kronede dage.