Formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, har tre børn. Luis, Guilherme og Francisco.
Men udover de tre har han også tre andre børn. Det afslørede han for godt fire år siden i forbindelse med en relancering af Lissabon-strategien. Den strategi der skal skabe flere jobs, styrke de økonomiske reformer i EU og sikre et mere socialt Europa.
»Det er som om, jeg har tre børn,« sagde Barroso dengang.

»Økonomien, vores sociale dagsorden og miljøet. Som enhver moderne far er jeg parat til at kaste alt fra mig og fokusere på det ene af mine børn, hvis han bliver syg. Det er normalt og det ansvarlige at gøre. Men det betyder ikke, at jeg elsker de to andre børn mindre.«

Ingen klimainitiativer

Siden har han haft fire lange år til at bevise, at han er den rette mand i front for EU. I denne uge skal Europa-Parlamentet så stemme om, hvorvidt Barroso skal have fem år mere som formand for EU-Kommissionen. Det er uden sammenligning den mest betydningsfulde politiske post i europæisk politik, og som formand har man en enorm indflydelse på, hvilken retning Europa skal bevæge sig.

Barroso vil gerne have fem år mere, så lad os derfor se lidt på, hvordan han, med sine egne ord, har behandlet sine tre politiske børn. Har han været en omsorgsfuld far, der har passet, plejet og bekymret sig om sine børn – eller har han på stedmoderlig vis favoriseret det ene barn og ignoreret de andre?
Når det gælder miljøet, så viste Barroso med EU’s klimapakke sidste år, at dét i hvert fald ikke er hans favoritbarn.

Klimapakken endte med at blive udvandet særligt takket været en Kommission, der eksempelvis lod den tyske bilindustri diktere, hvor meget vores biler må slippe ud af CO2. Tilsvarende lod Barroso, som den svage formand han er, sig presse af en række medlemslande, så der blev givet en masse gratis CO2-kvoter til den europæiske industri, så de i ro og mag kan fortsætte med at svine løs. Hvad blev der af ambitionerne om mindre CO2 og mere vind og sol? Hvad blev der af visionerne om en bæredygtig fremtid?

Generation arbejdsløs

Ser vi på, hvad Barroso og hans Kommission har gjort på det sociale område, så er det langt fra imponerende. Vi står midt i en økonomisk krise af historisk omfang, og arbejdsløsheden stiger voldsomt overalt i Europa. Arbejdsløsheden blandt unge under 25 år i EU er lige nu på 19,7 procent. Det er en stigning på mere end fire procent på et år, og i lande som Spanien er mere end hver tredje under 25 år arbejdsløs. Vi er med andre ord i gang med at tabe en generation på gulvet, og indtil nu har Barroso gjort så godt som ingenting for at imødegå det problem. Hvad blev der af at lindre krisens sociale smerte? Hvad blev der af kampen for en lysere fremtid for Europas ungdom?

Sidst, men ikke mindst, er der økonomien. Her har Barroso måske ikke optrådt stedmoderligt, for han har i sin tid som formand kastet al sin kærlighed og energi ind på at sikre, at industrien og erhvervslivet har haft gunstige betingelser og færrest mulige regler. Spørgsmålet er, om denne kurs også skaber en fornuftig samfundsøkonomi, der kommer almindelige europæiske lønmodtagere til gavn?

Til trods for et globalt kollaps i økonomien tyder intet på, at Barrosos kortsigtede kurs kommer til at ændre sig. Ikke et eneste sted i det program for den kommende kommission, som Barroso er gået til valg på, er ordet skattely nævnt. Og sjovt nok undlader han også at nævne et ‘ubehageligt’ emne som spekulation. Han anerkendte ganske vist i sidste uge behovet for at lave nogle regler på finansmarkedet, men hans løjtnant på området, kommissær Charlie McCreevy, har siddet med hænderne for øjnene under det meste af finanskrisen, mens hans embedsmænd i baggrunden har skreget Free market, Free market! Er det en kommissionsformand, vi tør betro magten over vores europæiske pengepung?

Kasinoøkonomi

Vi har i SF og fra den grønne gruppes side forsøgt at appellere til vores politiske kolleger, så vi kan få en ny formand. For hvordan kan vi stole på en mand, der siger, at han i de næste fem år vil arbejde for en grønnere klimapolitik, et mere socialt Europa og reguleringer af finansmarkederne, så vi kan få sat stopper for de kasinometoder, der har hersket i den globale økonomi, når han så tydeligt har prioriteret markedet frem for miljøet og profitten frem for menneskers i de forgangne fem år?
De borgerlige i parlamentet har, inklusiv de fire danske MEP’er fra V og K, meldt ud, at de mener, at Barroso er den rette. De er villige til at fortsætte i blinde ud af den samme vej, vi har vandret ad i de sidste fem år. Det vil jeg ikke. EU har brug for en visionær leder, der tør, og vil, presse på for at få gennemført de nødvendige reformer, og ikke en der forsømmer sit ansvar. Som far – og som leder af Europa.
debat@information.dk

Emilie Turunen (SF) er medlem af Europa-Parlamentet.