Skibsreder Jørgen Folmer fra rederiet H. Folmer & Co. afviser at have modtaget endsige hørt om et tilbud fra de pirater, der i juni 2007 kaprede det danske fragtskib ud for Somalias kyst. Tilbuddet gik ud på, at den fem mand store besætning allerede på tredjedagen for kapringen kunne frigives mod et beskedent beløb, mens man forhandlede videre om en løbesum for skib og ladning.
Dansk-somalieren Musse Sheikh har tidligere i Information forklaret, at han af Udenrigministeriet blev bedt om at hjælpe, og at han fra et kontor bag Politigården ringede direkte til piraterne på det kaprede danske skib. Over telefonen fik han indhentet et tilbud om en hurtig frigivelse af besætningen, men til hans store overraskelse var der ikke interesse for det i den særlige efterforskningsgruppe, der havde med det danske skib at gøre.
»Rederiet H. Folmer & Co. har ikke fået tilbudt at købe besætningen fri efter kun tre dage. Vi har ikke hørt om Musse Sheikh før i dag, og vi kender intet til, at han på noget tidspunkt skulle have været involveret i forhandlinger om Danica White,« skriver Jørgen Folmer, direktør i H. Folmer & Co. i en meddelelse, som rederiet har sendt til Information.
»Af hensyn til fremtidige forhandlingssituationer som andre rederier måtte komme til at stå i, ønsker rederiet H. Folmer & Co. fortsat ikke at udtale sig om forhandlingsløbet i forbindelse med kapringen af Danica White. Rederiet følger dermed den praksis, der er blandt virksomheder, som har været ramt af en kapring eller kidnapningssag,« fortsætter meddelelsen fra Jørgen Folmer, der tilføjer:
»Jeg har fuld tillid til, at myndighederne, som vi har samarbejdet med i denne sag, ville have orienteret os om et tilbud, som det tolken beskriver, hvis de havde vurderet, at det var seriøst og kom fra rette vedkommende.«
Heller ikke Tage Kramer, der som styrmand på det kaprede skib blev holdt som gidsel i 83 døgn sammen med den øvrige besætning, har tidligere hørt om en tidlig frigivelse af besætningen. Han tror ikke rigtigt på det.
»Hvem skulle have håndteret skibet, hvis vi først var frigivet? Så var skibet jo strandet, og hvad havde piraterne haft ud af det? Så havde skibet stået og hugget i strandkanten. Skulle man så have fløjet en ny besætning ind? Alt i alt er jeg ret skeptisk over for den oplysning,« siger den tidligere styrmand.
Til spørgsmålet om, hvorfor Musse Sheikh ikke på egen hånd straks henvendte sig til rederiet med sin viden om piraternes tilbud, siger han til Information: »Da jeg ikke en gang vidste, hvem der ejer Danica White, kunne jeg ikke henvende mig til Jørgen Folmer.«







Kommentarer