Velkommen i bolsjebutikken

Bedømmelse: 5/6

Over Louisianas hovedbygning står titelværket The World Is Yours skrevet med gammeldags pærer, så det ligner et lalleglad udsagn fra et cirkus, hvilket bestemt ikke gør det mindre absurd. Værket af norske Gardar Eide Ejnarsson fortæller nemlig alt om den skandinaviske selvforståelse i en verden, hvor 95 procent af befolkningen er afskåret fra al rejseaktivitet. Tænk blot, hvis Gardar var tysker, værket ville end ikke være blevet tænkt.

I Shilpa Guptas banegårdsværk Flapboard er det ikke så meget MIG og OS, der bliver talt om, men HER. Et elektrisk skilt, der normalt ville have fortalt os om afgangstider og destinationer, er nu placeret for enden af den lange gang, der fører ind til Lousianas samtidskunstudstilling. Og nej, der står ikke lukketider, men hvad der virker som tilfældige udsagn fra Guptas hverdag. Han ser fjernsyn. Han føler ikke noget for dem, der dør. Osv. Og fortæller os en fin lille historie om kunstmuseet som afgangshal for indre rejser.

I værket Singing Cloud, der består af hundredvis af mikrofoner som et interaktivt værk gange tusind, formet i en sort sky, leger Gupta med formen, her har vi en skulptur, hvordan kan jeg gøre det bedre? Men indeni skyen er der placeret en højttaler, så man kan høre forførisk snak og sang. Altså et hyggeligt lille billede på et regnvejrstungt demokrati, der praler af at lytte, men i virkeligheden er lumsk dikterende.

Simon Dybbroe Møllers tre gardiner til tre museer er streget over i tre forskellige farver med en typisk Henry Moore-streg, der passer fint til titlerne No more Moore og i formater, der passer til museernes vinduespartier ud mod deres skulpturer af netop Henry Moore. Og jo, man kan da godt trække på smilebåndet, Louisianas gardin ligner en sød lille småborgerlig mursten i forhold til Neue Nationalgaleries imposante megagardin, der ikke engang kan være i Louisianas højloftede lokaler, men slænger sig hen ad gulvet. Dybbroe Møller vil gerne have os til at tænke på ham som farlig, når han sådan siger fra over for en af de gamle mestre, men han inddrager ikke en sekundær virkelighed og falder til jorden som et selvfedt gimmick.

Helt galt står det til med mexicanske Rafael Lozano-Hemmers radioværk, der er lavet ud fra devisen, at hvis ideen er sjov, og formålet er sløret, så må det være kunst. Ved at bevæge sig foran et par store lamper laver man skygger på en væg og vælger dermed kanal på en radiomodtager. Lyden af skrat, musik og snak er ikke interessant, og teknikken er ligegyldig, så det må være handlingen, vi skal se nærmere på. Altså at mine små bevægelser har forbindelse til en stor virkelighed, når jeg blokerer for lyset? Man må formode, at Rafael gerne vil dykke ned i et pikant overvågnings- eller tekniktema, men ender højst med en søgt rebus over islamistisk terrorvirksomhed eller det der er værre. Ryk direkte i Eksperimentarium.

Høflig og smart

Olafur Eliasson er også helt ude i hampen med sin isklædte nedfrosne super-BMW, der skal give os dårlig klimasamvittighed. Havde det været en kommentar til Gernes’ sponsorkunst fra 1970, hvor han lod Citroën få pladsen på selvsamme museum, havde det været genialt, men nu er det bare et upræcist værk om den globale opvarmning. I øvrigt skulle drivhuseffekten udskyde en kommende istid ifølge forskerne, men hvad gør en smule pædagogisk gak for en international stjerne, når æstetikken kører og ideen med at stoppe folk ind i en fryser gør, at alle husker ham. Lidt samme taktik Lars Larsen havde i sine tidlige reklamer. Platte, men svære at glemme.

Det er umuligt at komme igennem alle værkerne. Man skulle have arbejdet for Weekendavisen. The World Is Yours får det i det hele taget til at klø i skrivefingrene. Mircea Cantors utroligt smukke demonstrationsvideo. Emily Jacir, der gennem kontaktannoncer har forsøgt at generobre Vestbredden. Douglas Gordons underligt cool installation. Corey McCorkleys snorkende kedelige spejlvæg osv. Man kunne have brugt et helt tillæg! Det er ikke en hardcore kurateret udstilling, men en bred vifte af nutidskunst til et bredt publikum, der gerne skulle gøre det klart for alle, at kunsten i toppen af den internationale liga ikke er et universelt sprog, men en relativ harmløs metode, der kan benyttes frit af kvikke mennesker over hele Jorden til underholdning og hyggereflektion. The World Is Yours er ikke modig, men høflig og smart.

The World Is Yours på Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk til den 10. januar 2010.