Det er en sjældent befriende oplevelse, når en journalist kaster sig ud på de vilde våger og vover det ene øje og formulerer et velargumenteret angreb på en dansk politiks absolut mest hellige køer; ligestillingssagen (kronik af Leny Malacinski 17. september).

Som ligestillingsordfører i Dansk Folkeparti føler jeg ofte, at jeg taler for døve øren, når jeg beskæftiger mig med de dårlige forhold for muslimske kvinder i det danske samfund eller situationen for voldsramte kvinder, som politiet næsten aldrig har ressourcer til at hjælpe.

Det er som om kvindesagen ikke længere, hvis den nogensinde har, handler om at sikre de bedst stillede kvinder bedre chancer for at få del i samfundets topposter, helst uden nødvendigvis at skulle yde på linje med de mandlige konkurrenter.

Caffe latte i kvindesagen

Når jeg hører Mette Frederiksen råbe på fribilletter i virksomhedernes bestyrelser til kvinder, så tænker jeg, hvorfor det? Skal virksomhederne ikke længere selv kunne ansætte de mennesker, som de finder bedst egnede? Sandheden er jo den, at man på nogle amerikanske universiteter er begyndt at give unge mænd nemmere adgang til studierne, fordi der er ved at være et stort flertal af kvinder på universiteterne. Det samme er tilfældet i Danmark, kvinderne bliver fremtidens elite bedømt på antallet af kandidater fra universiteterne af hunkøn.

Kvindesagen er for de fleste mere eller mindre selvudnævnte talskvinders vedkommende degenereret i en kamp for mere anerkendelse - til dem selv.

De kvinder, der lever i voldelige ægteskaber, som bliver tvangsgift og sågar tvunget til prostitution ønsker de reelt ikke at engagere sig i. Det er så meget nemmere at forlange forbud mod prostitution end at hjælpe de ulykkelige kvinder ud af deres alfonsers kløer. Det er så meget nemmere at forlange kvoter end at se på årsagen til, at kvinder hellere vil være sygeplejersker end at læse fysik og blive kernepartikelforskere.

Når jeg debatterer bedre forhold for socialt udsatte kvinder i Folketingssalen føler jeg ofte, at mine ligestillingskollegaer reelt kæmper deres egen sag, frem for de udsatte kvinders sag. Jeg har derfor stor sympati for Leny Malacinskis nye bog, som har fingeren på pulsen. Der er gået caffe latte i kvindesagen, og det kan ingen rigtigt være tjent med, slet ikke de mange kvinder, som ikke er på samfundets grønne gren.