»Man burde kunne forvente, at de folkevalgte politikere altid vil gå i spidsen og værne om vor retsstat og domstolenes uafhængighed. Det er desværre ikke mere en selvfølge.«

- Venstres daværende retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, i sin 2004-bog ‘Ret og Rimeligt’

Snedige Anders Fogh Rasmussen. Blandt hans mange lurendrejerstreger i Statsministeriet var, at han lokkede Birthe Rønn Hornbech ind i Integrationsministeriet. Derved ville han lukke munden på en skarp indre kritiker af VK-regeringens sjakren med retsprincipper og samtidig udstyre VKO-flertallets udlændingepolitik med et menneskeligt ansigt. Kun første halvdel af den manøvre er lykkedes.

Til pinagtighed og græmmelse for sine tidligere beundrere er Rønn Hornbech sunket dybere og dybere ind i Dansk Folkepartis favntag. Når hun ikke selv har taget konsekvensen af sin fornedrelse, må det skyldes en forestilling om, at det uden hende ville stå endnu værre til. Sådan forblændelse har sikret mange politikere et trist eftermæle.

Den narrestreg, som Information i dag kan offentliggøre, ville have fået den tidligere, regelrette retsordfører Rønn Hornbech til at fare i harnisk og harmdirrende pc-tastatur. Nu er narrestregen beklageligvis begået af ministeren med samme navn og cpr-nummer.

Her er, hvad der er gået for sig:

Den 13. maj i år indgik Danmarks og Iraks regeringer en aftale om hjemsendelse af afviste irakiske asylansøgere, der opholder sig i Danmark.

Til aftalen var knyttet et ‘anneks’, det vil sige et bilag. Bilaget fremhæver de to regeringers enighed om »at fremme muligheden for frivillig tilbagevenden i det omfang, det er muligt«.

Derpå opremser bilaget, hvad den danske regerings tilskyndelser gik ud på, herunder:

- et tilbud om et seks til ni måneders før-hjemrejse-træningskursus med udgangspunkt i de pågældendes færdigheder og det irakiske arbejdsmarkeds behov.

- økonomisk støtte og hjælp med gen-integration i Irak.

Men hov! Da integrationsministeren den 14. maj forelagde aftalen for Folketingets udlændingeudvalg, var bilaget klippet af. Det fik udvalget ikke at se.

Var det nu en uheldig forglemmelse? Nej, nej, ingenlunde. For ministeren meddelte samtidig udvalget, at det ikke længere var muligt for de afviste irakere, der nu valgte frivilligt at rejse hjem, »at indgå kontrakt om økonomisk støtte og opkvalificering«.

Dermed brød Birthe Rønn Hornbech tillægsaftalen med den irakiske regering dagen efter, at den var indgået. Og hun afskar samtidig Folketinget fra at få indsigt i dette brud, derved at hun snød Folketinget fra at få kendskab til den tillægsaftale, som hun løb fra.

Der er altså tre bedragne parter i sagen: De hjemsendte irakere, den irakiske regering og det danske Folketing.

Nåe, nej, forresten. Der er også en fjerde bedragen part: Den danske offentlighed. Det ubehag, som en stor del af befolkningen har følt over brutaliteten ved hjemsendelsen, var utvivlsomt forstærket, hvis det havde stået klart, at ministeren og hendes regering forinden havde fjernet tilskyndelserne til en frivillig hjemrejse - og derved besveget både irakerne og den irakiske regering.

Omkring hjemsendelsesaftalen har i forvejen stået et skær af uærlighed. Den irakiske regering lovede i selve aftalen - ikke i det skjulte bilag - at »tage de nødvendige forholdsregler til at sikre at irakerne udefra kan vende tilbage uden nogen frygt for chikane, intimidering, forfølgelse, diskrimination, retlig tiltale eller nogen straffeforholdsregler overhovedet«. Hvad der foreligger af efterretninger om de tilbagesendtes skæbne, efterlader betydelig tvivl om holdbarheden af disse løfter.

Og nu er der altså også konstateret snyd hos de danske underskrivere.

Kynikere vil sige, at det ingen konsekvenser får, fordi regeringen har sit flertal med Dansk Folkeparti, der ikke kan få det groft nok, når det drejer sig om behandling af aylsansøgere.

Men se, når først regeringer begynder at føre Folketinget bag lyset, så må et nyt flertal genskabe respekten om retsstaten - om nødvendigt ved Rigsretten. Som det blev sagt i Folketinget i 1993 til støtte for rigsretsanklagen, der udløb af tamil-sagen:

»Et retssamfund kendes på, at den, der har magt, altid kan drages til ansvar. Jo højere embede, jo højere forpligtelse.«

Sagt af hvem? Åh jo, hende Venstres tidligere retsordfører, Birthe … et eller andet.