Det er detaljerne, der er problemet i Thomas Rathsacks kontroversielle bog om Jægerkorpsets operationer i Irak og Afghanistan. Når en dansk elitesoldat går i krig, medbringer han en C8-SFW 5.56 mm karabin, der har en kadence på 750-950 skud i minuttet og en effektiv skudafstand på 400 meter.

Når en gruppe jægere skal sikre en observationspost graver de et større antal Claymore-miner med 800 små stålkugler og sandfarvede ledninger ned i ørkensandet, når det danske Jægerkorps træner, foregår det ikke bare i USA og Storbritannien, men også i neutrale lande som Sverige, Schweiz og Østrig ligesom de barske gutter lærer at klare junglens udfordringer på ugelange ophold i Belize og Borneo.

Når jægerne agerer livvagter for en agent i Afghanistan kører de i en Toyota Hiace minibus og skruer pæren løs i venstre baglygte og højre forlygte, så de kan kende hinandens biler under operationerne. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan de danske jægere forklæder sig i afghanske gevandter, kan man se det på et af bogens mange billeder.

Problematiske detaljer

Detaljerigdommen i Thomas Rathsacks bog Jæger - i krig med eliten er stor - og ifølge flere militære kilder, som ikke ønsker deres navne frem, brugbare for fjenden - i øjeblikket Taleban og deres allierede. Mange af oplysningerne vil kunne graves frem ved et større research-arbejde på nettet, men der er også mange detaljer, der ser dagens lys for første gang, siger kilderne.

Det gælder f.eks. antallet af operative jægere, som regeringen til enhver tid råder over (60), mængden af operationer, som korpset har været involveret i siden 2001 (mindst otte), at jægerne opererer forklædt som civile og mange andre oplysninger, som ikke har været offentlig kendt.

Et af de mest oplagte eksempler på detaljer, som forsvaret er kede af indgår i bogen, er den detaljerede beskrivelse af forberedelserne til sikring af et EU-topmøde i København i 2000, afsløringen af jægernes beskyttelse af en - formentlig amerikansk - agent i Afghanistan, den detaljerede gennemgang af elitesoldaternes bevæbning, organisering i grupper på otte mand i to køretøjer osv. og ikke mindst afsløringen af, hvordan en amerikansk elitesoldat i 2002 blev fundet af al-Qaeda, skudt i knæene og skridtet, fik skåret halsen over og blev efterladt med sin penis i munden.

Frygter konsekvenserne

Og her er vi så fremme ved det andet problem, som forsvaret har med Rathsacks bog, nemlig frygten for at andre landes elitestyrker og efterretningstjenester ikke vil samarbejde med danskerne i samme omfang som før.

Vil briterne og amerikanerne også fremover lade det danske forsvar se dokumenter, der er stemplet for UK eller US eyes only, som en af militærkilderne siger. I sidste ende kan det koste danske soldater livet, hvis de ikke får de nødvendige oplysninger om f.eks. placering af vejsidebomber eller Taleban-baser, mener flere kilder.

At en dansk elitesoldat udgiver sine erindringer er ikke det samme, som at en britisk eller amerikansk elitesoldat gør det. Forskellen er, at Danmark er fuldstændig afhængig af dette samarbejde og ikke har råd til at miste koalitionsparternes tillid, lyder argumentet.

Eksemplets magt

Netop ønsket om at bevise, at Danmark fortsat er et land, som man kan have tillid til og samarbejde med, også i meget følsomme militære anliggender, er formentlig hovedårsagen til forsvarets insisteren på et fogedforbud - også da det blev klart, at det takket være piratudgivelserne i Politiken og på netsiderne Wikileaks og Pirate Bay var umuligt at tvinge ånden tilbage i flasken.

Både Jægerkorpset og Frømandskorpset har traditionelt været omgærdet af en næsten mytisk lukkethed. En kort åbenhedsaffære, anført af tidligere Jægerkorpschef Poul Dahl og tidligere jæger B.S. Christiansen har været undtagelserne fra reglen, og bortset fra den penible fangesag fra 2002 har stilheden været total.

Bag bestræbelserne på at lukke munden på Thomas Rathsack står ifølge de militære kilder nok så meget ønsket om at statuere et eksempel og en gang for alle undgå, at andre danske elitesoldater vælger at følge i Jæger nummer 226’s fodspor og offentliggøre deres memoirer. Ligesom i sagen mod den tidligere efterretningsagent Frank Grevil, der blev idømt fire måneders fængsel for at have lækket FE’s Irak-vurderinger til pressen, er der intet, der taler så højt som eksemplets magt.

I militære kredse er de færreste derfor i tvivl om, at forsvarets ledelse og Forsvarsministeriet vil forfølge denne sag juridisk, både over for Thomas Rathsack, forlaget People’s Press og dem, der som Politiken har optrykt og videreformidlet manuskriptet.